1 Da lod Salomo samle de Ældste af Israel og alle Stammernes Øverster, Fædrenes Fyrster iblandt Israels Børn, til Kong Salomo i Jerusalem, til at opføre Herrens Pagtes Ark af Davids Stad, det er Zion.

2 Og alle Israels Mænd samledes til Kong Salomo i Ethanim Maaned paa Høitiden, det er den syvende Maaned.

3 Og alle de Ældste af Israel kom, og Præsterne opløftede Arken.

4 Og de opførte Herrens Ark og Forsamlingens Paulun og alle Helligdommens Redskaber, som vare i Paulunet, ja Præsterne og Leviterne opførte dem.

5 Og Kong Salomo og al Israels Menighed, de, som vare forsamlede til ham, vare med ham foran Arken; de offrede smaat Qvæg og stort Qvæg, som ikke kunde tælles og ikke regnes for Mangfoldighed.

6 Og Præsterne førte Herrens Pagtes Ark til dens Sted, til Choret udi Huset, til det Allerhelligste, hen under Cherubims Vinger.

7 Thi Cherubim udbredte Vingerne over Arkens Sted, og Cherubim skjulte over Arken og over dens Stænger oventil.

8 Og de droge Stængerne langt ud, og Stængernes Knapper saaes fra Helligdommen lige for Choret, men udenfor kunde de ikke sees, og de vare der indtil paa denne Dag.

9 (Der var) Intet i Arken uden de to Steentavler, som Mose lagde deri ved Horeb, der Herren gjorde (Pagt) med Israels Børn, da de vare uddragne af Ægypti Land.

10 Og det skede, der Præsterne udgik af Helligdommen, da fyldte en Sky Herrens Huus,

11 saa at Præsterne ikke kunde staae at tjene for Skyen; thi Herrens Herlighed fyldte Herrens Huus.

12 Da sagde Salomo: Herren sagde, at han vilde boe i Mørket.

13 Jeg haver jo bygget dig en Boligs Huus, en fast Bolig, at du skal boe (derudi) i Evighederne.

14 Og Kongen vendte sit Ansigt omkring og velsignede al Israels Forsamling, og al Israels Forsamling stod.

15 Og han sagde: Lovet være Herren, Israels Gud, som talede med sin Mund til David, min Fader, og opfyldte det med sin Haand og sagde:

16 Fra den Dag, da jeg udførte mit Folk Israel af Ægypten, har jeg ikke udvalgt en Stad af alle Israels Stammer, at man skulde bygge et Huus, at mit Navn skulde der være; men jeg udvalgte David, at han skulde være over mit Folk Israel.

17 Og det var i min Faders Davids Hjerte at bygge Herrens, Israels Guds, Navn et Huus.

18 Men Herren sagde til David, min Fader: Fordi at det haver været i dit Hjerte at bygge mit Navn et Huus, gjorde du vel (deri), at det var i dit Hjerte.

19 Dog skal du, du ikke bygge det Huus, men din Søn, den, som udgaaer af dine Lænder, han, han skal bygge mit Navn det Huus.

20 Og Herren har stadfæstet sit Ord, som han talede; thi jeg er opstanden i Davids, min Faders, Sted, og sidder paa Israels Throne, saasom Herren talede, og haver bygget Herrens, Israels Guds, Navn det Huus.

21 Og jeg har beskikket der et Sted til Arken, der hvor Herrens Pagt er udi, som han gjorde med vore Fædre, der han førte dem ud af Ægypti Land.

22 Og Salomo stod foran Herrens Alter for al Israels Forsamling, og udbredte sine Hænder mod Himmelen.

23 Og han sagde: Herre, Israels Gud! der er ingen Gud som du i Himmelen oventil eller paa Jorden nedentil, du, som holder Pagten og Miskundheden med dine Tjenere, som vandre for dit Ansigt i deres ganske Hjerte,

24 du, som haver holdt din Tjener David, min Fader, det, som du haver tilsagt ham; du haver talet det med din Mund og opfyldt det med din Haand, som (det sees) paa denne Dag.

25 Og nu, Herre, Israels Gud! hold (fremdeles) din Tjener David, min Fader, det, du haver tilsagt ham og sagt: Dig skal ikke fattes en Mand for mit Ansigt, som skal sidde paa Israels Throne; dog saa, at dine Børn bevare deres Vei, at vandre for mit Ansigt, saasom du haver vandret for mit Ansigt.

26 Og nu, Israels Gud! Kjære, lad dit Ord være sandt, som du talede til din Tjener David, min Fader.

27 Thi mon Gud skulde sandeligen boe paa Jorden? see, Himlene og Himlenes Himle kunne ikke omfatte dig, langt mindre dette Huus, som jeg haver bygget.

28 Men vend dit Ansigt til din Tjeners Bøn og til hans ydmyge Begjæring, Herre, min Gud! at høre paa det Raab og paa den Bøn, som din Tjener beder for dit Ansigt idag,

29 at dine Øine skulle være aabnede over dette Huus Nat og Dag, over dette Sted, om hvilket du haver sagt: Mit Navn skal være der; til at høre den Bøn, som din Tjener beder paa dette Sted,

30 og at du ville høre din Tjeners og dit Folks Israels ydmyge Begjæring, som de skulle bede paa dette Sted, og at du ville høre paa det Sted, hvor du boer i Himmelen, og ville høre og forlade!

31 Nemlig, naar Nogen synder imod sin Næste, og man lægger en Ed paa ham at lade ham sværge, og den Ed kommer for dit Alter i dette Huus,

32 da ville du høre i Himmelen og gjøre og dømme dine Tjenere, at fordømme den Ugudelige, at føre hans Vei paa hans Hoved, og retfærdiggjøre den Retfærdige, at give ham efter hans Retfærdighed!

33 Naar dit Folk Israel bliver slaget for Fjendens Ansigt, fordi de have syndet imod dig, og de omvende sig til dig og bekjende dit Navn og bede, og bede om Naade til dig i dette Huus,

34 da ville du høre i Himmelen og forlade dit Folks Israels Synd, og føre dem tilbage i det Land, som du haver givet deres Fædre!

35 Naar Himmelen bliver tillukket, og der vorder ikke Regn, fordi de have syndet imod dig, og de bede paa dette Sted og bekjende dit Navn, og omvende sig fra deres Synder, naar du plager dem,

36 da ville du høre i Himmelen og forlade dine Tjeneres og dit Folks Israels Synd, at du viser dem den gode Vei, paa hvilken de skulle vandre, og giver Regn over dit Land, som du haver givet dit Folk til Arv!

37 Naar der vorder Hunger i Landet, naar der vorder Pestilentse, naar der vorder Tørke, brændt Korn, Græshopper, Kornorme, naar hans Fjende ængster ham i hans Portes Land, (naar der vorder) allehaande Plage, allehaande Sygdom, —

38 al Bøn, al ydmyg Begjæring, som skeer af hvert Menneske eller af alt dit Folk Israel, som kjender hver sit Hjertes Plage og udbreder sine Hænder til dette Huus,

39 (den) ville du (da) høre i Himmelen, i den faste Bolig, som du boer udi, og forlade og gjøre og give Enhver efter alle hans Veie, ligesom du kjender hans Hjerte, thi du, du alene kjender alle Menneskens Børns Hjerte;

40 paa det de skulle frygte dig alle de Dage, hvilke de leve i Landet, som du haver givet vore Fædre.

41 Ja ogsaa (anlangende) den Fremmede, som ikke er af dit Folk Israel, naar han kommer fra et langt fraliggende Land for dit Navns Skyld;

42 — thi de skulle høre om dit store Navn og din den stærke Haand og din udrakte Arm — og (Nogen) kommer og beder (vendt) imod dette Huus,

43 da ville du, du høre i Himmelen, i den faste Bolig, som du boer udi, og gjøre efter alt det, som den Fremmede raaber til dig om; paa det at alle Folk paa Jorden kunne kjende dit Navn, at frygte dig, ligesom dit Folk Israel, og at de skulle vide, at dette Huus, som jeg haver bygget, er kaldet efter dit Navn.

44 Naar dit Folk drager ud i Krigen imod sin Fjende, paa Veien, som du sender dem hen, og de bede til Herren imod Veien til den Stad, som du udvalgte, og til det Huus, som jeg haver bygget til dit Navn,

45 da ville du høre i Himmelen deres Bøn og deres ydmyge Begjæring, og udføre deres Ret!

46 Naar de synde imod dig, — thi der er intet Menneske, som jo synder — og du bliver vred paa dem og overgiver dem for Fjendens Ansigt, og de, som have fanget dem, føre dem fangne i Fjendens Land, langt borte eller nær hos,

47 og de tage det igjen til Hjerte i Landet, hvorudi de ere fangne, og omvende sig og bede til dig om Naade i deres Land, som have taget dem fangne, og sige: Vi have syndet og handlet ilde, vi have været ugudelige,

48 og de omvende sig til dig i deres ganske Hjerte og i deres ganske Sjæl i deres Fjenders Land, som have taget dem fangne, og bede til dig imod Veien til deres Land, som du haver givet deres Fædre, til Staden, som du udvalgte, og Huset, som jeg haver bygget dit Navn,

49 da ville du høre i Himmelen, i den faste Bolig, som du boer udi, deres Bøn og deres ydmyge Begjæring, og udføre deres Ret,

50 og forlade dit Folk det, som de have syndet imod dig, og alle deres Overtrædelser, med hvilke de have overtraadt imod dig, og give dem Barmhjertigheder for deres Ansigt, som holde dem fangne, at de skulle forbarme sig over dem;

51 thi de ere dit Folk og din Arv, som du udførte af Ægypten, midt udaf den Jernovn;

52 at dine Øine maae være aabnede til din Tjeners ydmyge Begjæring og til dit Folks Israels ydmyge Begjæring, at du ville høre dem i alt det, hvori de paakalde dig.

53 Thi du, du adskilte dig dem til en Arv af alle Folk paa Jorden, saasom du talede formedelst Mose, din Tjener, da du udførte vore Fædre af Ægypten, Herre, Herre!

54 Og det skede, der Salomo havde fuldendt at bede til Herren al denne Bøn og ydmyge Begjæring, da stod han op fra (at ligge) for Herrens Alter, fra at knæle paa sine Knæ, og hans Hænder vare udbredte imod Himmelen.

55 Og han stod og velsignede al Israels Forsamling med høi Røst og sagde:

56 Lovet være Herren, som haver givet sit Folk Israel Rolighed efter alt det, som han haver talet; der faldt ikke eet Ord af alt hans det gode Ord, som han talede formedelst Mose, sin Tjener.

57 Herren vor Gud være med os, saasom han har været med vore Fædre! han forlade os ikke og overgive os ikke!

58 at han vil bøie vort Hjerte til sig, at vi maae vandre i alle hans Veie, og holde hans Bud og hans Skikke og hans Rette, som han haver budet vore Fædre,

59 og disse mine Ord, som jeg haver bedet om Naade med for Herrens Ansigt, maae komme nær for Herren vor Gud Dag og Nat, at han vil udføre sine Tjeneres Ret og sit Folks Israels Ret, hver Dags Sag paa sin Dag;

60 paa det at alle Folk paa Jorden skulle vide, at Herren han er Gud, (og) Ingen ydermere,

61 og at eders Hjerter maae være retskafne for Herren vor Gud, til at vandre i hans Skikke og til at holde hans Bud, som paa denne Dag!

62 Og Kongen og al Israel med ham, de offrede Offer for Herrens Ansigt.

63 Og Salomo offrede Takoffers Offer, som han offrede til Herren, to og tyve tusinde Øxne og hundrede og tyve tusinde Faar; saa indviede de Herrens Huus, Kongen og alle Israels Børn.

64 Paa den samme Dag helligede Kongen den mellemste (Part af) Forgaarden, som var lige for Herrens Huus, thi han lavede der Brændofferet og Madofferet og Takoffernes Fedmer, fordi det Kobberalter, som (stod) for Herrens Ansigt, var for lidet til at tage imod Brændofferet og Madofferet og Takoffernes Fedmer.

65 Og Salomo holdt paa den samme Tid Høitiden, og al Israel med ham, en stor Forsamling, fra der, hvor man kommer fra Hemath, indtil Ægypti Bæk, for Herrens vor Guds Ansigt i syv Dage, og (atter) i syv Dage, (det var) fjorten Dage.

66 Paa den ottende Dag lod han Folket fare, og de velsignede Kongen, og de gik glade til deres Pauluner og vel (tilmode) i Hjertet over alt det Gode, som Herren havde gjort David, sin Tjener, og Israel, sit Folk.