1 Men fem Dage derefter drog den Ypperstepræst Ananias ned med de Ældste og en vis Taler Tertullus, hvilke mødte for Landshøvdingen imod Paulus.

2 Men der han var fremkaldet, begyndte Tertullus at anklage ham og sagde:

3 At vi ved dig nyde megen Fred, og at mange ypperlige Foranstaltninger til dette Folks Bedste skee ved din Omsorg, det erkjende vi, mægtigste Felix! altid og alle vegne med al Taksigelse.

4 Men paa det jeg ikke skal opholde dig længe, beder jeg, at du vil formedelst din Mildhed høre os korteligen.

5 Thi vi have befundet denne Mand at være en Pest og at vække Oprør iblandt alle Jøder, som ere over hele Verden, samt at være Formand for de Nazaræers Sect;

6 han haver endog forsøgt at vanhellige Templet, hvorfor vi og grebe ham og vilde have dømt ham efter vor Lov;

7 men Lysias, den øverste Høvedsmand, kom til og bortførte ham med megen Vold af vore Hænder,

8 og bød hans Anklagere komme til dig; af ham kan du selv, naar du undersøger det, faae alle de Ting at vide, for hvilke vi anklage ham.

9 Men Jøderne stemmede i med og sagde, at disse Ting havde sig saaledes.

10 Men Paulus svarede, der Landshøvdingen gav ham et Vink, at han skulde tale: Efterdi jeg veed, at du haver i mange Aar været en Dommer iblandt dette Folk, vil jeg des frimodigere forsvare min Sag,

11 da du kan faae at vide, at det er ikke mere end tolv Dage siden jeg kom op, for at tilbede i Jerusalem;

12 og hverken i Templet have de fundet mig at tale for Nogen, eller at stifte Oprør iblandt Folket, ei heller i Synagogerne, ei heller i Staden;

13 de kunne ei heller bevise de Ting, som de nu anklage mig for.

14 Men dette bekjender jeg for dig, at jeg efter den Lære, hvilken de kalde en Sect, tjener saaledes den Fædrene-Gud, at jeg troer alt det, som er skrevet i Loven og Propheterne,

15 og haver (det) Haab til Gud, hvilket disse og selv forvente, at de Dødes Opstandelse forestaaer, baade Retfærdiges og Uretfærdiges.

16 Men i det Samme øver jeg mig selv at have altid en uskadt Samvittighed for Gud og Menneskene.

17 Men efter mange Aars Forløb kom jeg, for at bringe Almisser til mit Folk og Offere,

18 under hvilke nogle Jøder fra Asia fandt mig, da jeg blev renset i Templet, uden Opløb og uden Larm.

19 Disse burde være tilstede for dig og klage, om de have Noget imod mig.

20 Eller lad disse selv sige, om de have fundet nogen Uret hos mig, da jeg stod for Raadet;

21 uden det skulde være for dette ene Ord, som jeg raabte, der jeg stod iblandt dem: Jeg dømmes idag af eder for de Dødes Opstandelse.

22 Men der Felix hørte dette, udsatte han Sagen, skjøndt han nøie nok kjendte den Lære, og sagde: Naar Lysias, den øverste Høvedsmand, kommer ned, vil jeg paakjende eders Sag.

23 Og han befoel Høvedsmanden over Hundrede at bevogte Paulus og lade ham have Ro, og ikke forbyde Nogen af hans Egne at tjene ham eller at komme til ham.

24 Men efter nogle Dage kom Felix med sin Hustru Drusilla, som var en Jødinde, og kaldte Paulus frem og hørte ham om Troen paa Christum.

25 Men der han talede om Retfærdighed og Afholdenhed og den tilkommende Dom, blev Felix forfærdet og svarede: Gak bort denne Gang; men naar jeg faaer beleilig Tid, vil jeg lade dig kalde til mig.

26 Tilmed haabede han og, at ham skulde gives Penge af Paulus, for at han skulde lade ham løs; derfor lod han ham og des oftere kalde frem og talede med ham.

27 Men der to Aar vare forløbne, fik Felix Portius Festus til Eftermand; og saasom Felix vilde fortjene Tak af Jøderne, lod han Paulus bunden efter sig.