1 Men Agrippa sagde til Paulus: Det tilstedes dig at tale for dig. Da udrakte Paulus Haanden og sagde til sit Forsvar:

2 Angaaende alle de Ting, for hvilke jeg anklages af Jøderne, Kong Agrippa! agter jeg mig selv lykkelig, at jeg idag skal forsvare mig for dig;

3 allermeest fordi du haver Kundskab om alle Jødernes Skikke og Spørgsmaal. Derfor beder jeg dig, at du vil taalmodigen høre mig.

4 Mit Levnet altsaa fra Ungdom af, hvorledes det haver været fra Begyndelsen iblandt mit Folk i Jerusalem, vide alle Jøderne,

5 hvilke have kjendt mig tilforn fra det første af, — dersom de ville vidne — at jeg haver levet som en Pharisæer efter den strengeste Sect i vor Gudsdyrkelse.

6 Og nu staaer jeg og dømmes for Haabet til den Forjættelse, som er given af Gud til Fædrene,

7 hvilken vore tolv Stammer haabe at opnaae, idet de tjene Gud uafladeligen Nat og Dag; og for dette Haabs Skyld, Kong Agrippa! anklages jeg af Jøderne.

8 Hvad? holdes det for utroligt hos eder, at Gud opvækker Døde?

9 Jeg selv haver vel og meent, at det burde mig at gjøre meget imod Jesu, den Nazareers, Navn,

10 hvilket jeg og gjorde i Jerusalem; og jeg kastede mange af de Hellige i Fængsel, der jeg havde faaet Magt dertil af de Ypperstepræster, og naar de bleve myrdede, gav jeg min Stemme dertil.

11 Og i alle Synagoger lod jeg dem ofte straffe og tvang dem til at tale bespotteligen, og end mere rasende mod dem, forfulgte jeg dem endog indtil udenlandske Stæder.

12 Hvorfor jeg og drog til Damascus med Myndighed og Fuldmagt fra de Ypperstepræster;

13 men midt om Dagen saae jeg paa Veien, o Konge! et Lys af Himmelen, som overgik Solens Glands, omskinne mig og dem, som reiste med mig.

14 Men der vi alle faldt ned til Jorden, hørte jeg en Røst, som talede til mig og sagde i det ebraiske Sprog: Saul! Saul! hvi forfølger du mig? det vil blive dig haardt at stampe imod Braadden.

15 Men jeg sagde: Herre, hvo er du? men han sagde: Jeg er Jesus, hvem du forfølger.

16 Men reis dig og staa paa dine Fødder; thi derfor haver jeg aabenbaret mig for dig, for at udkaare dig til en Tjener og et Vidne baade om det, som du haver seet, og om det, hvori jeg vil aabenbare mig for dig,

17 idet jeg udfrier dig fra Folket og Hedningerne, til hvilke jeg nu udsender dig,

18 for at oplade deres Øine, at de omvende sig fra Mørket til Lyset og fra Satans Magt til Gud, paa det at de kunne annamme Syndernes Forladelse og Lod iblandt dem, som ere helligede ved Troen paa mig.

19 Derfor, Kong Agrippa! blev jeg ikke ulydig mod det himmelske Syn;

20 men jeg forkyndte først for dem i Damascus og (siden) i Jerusalem og i alt Judæas Land og for Hedningerne, at de skulde omvende sig og komme tilbage til Gud, og gjøre Omvendelsens værdige Gjerninger.

21 For disse Tings Skyld grebe Jøderne mig i Templet og forsøgte at slaae mig ihjel.

22 Da jeg derfor bekom den Hjælp, som er af Gud, staaer jeg indtil denne Dag og vidner baade for Liden og Stor, og siger intet Andet, end det baade Propheterne have sagt at skulle skee, og Moses:

23 At Christus skulde lide, at han, den Første af de Dødes Opstandelse, skulde forkynde Lys for Folket og Hedningene.

24 Men der han saaledes forsvarede sig, sagde Festus med høi Røst: Du raser, Paulus! den megen Lærdom gjør dig rasende.

25 Men han sagde: Jeg raser ikke, mægtigste Festus! men taler sande og betænksomme Ord.

26 Thi Kongen veed om disse Ting, og til ham taler jeg ogsaa frimodigen, efterdi jeg er vis paa, at slet Intet af dette er skjult for ham; thi dette er ikke skeet i en Vraa.

27 Troer du, Kong Agrippa! Propheterne? Jeg veed, at du troer.

28 Men Agrippa sagde til Paulus: Der fattes Lidet udi, at du jo overtaler mig til at blive en Christen.

29 Men Paulus sagde: Jeg vilde ønske til Gud, enten der fattes Lidet eller Meget, at ikke alene Du, men og Alle, som høre mig idag, maatte blive saadanne, som og jeg er, undtagen disse Lænker.

30 Og der han havde sagt dette, stod Kongen op, og Landshøvdingen og Berenice og de, som sadde med dem.

31 Og de gik til en Side, talede med hverandre og sagde: Dette Menneske gjør Intet, som fortjener Død eller Lænker.

32 Men Agrippa sagde til Festus: Dette Menneske kunde været løsladt, dersom han ikke havde indskudt sin Sag til Keiseren.