1 Men en Mand, ved Navn Ananias, med Saphira, sin Hustru, solgte sit Gods,

2 og forbeholdt sig selv med sin Hustrues Vidende Noget af Værdien, og bragte een Deel frem og lagde den for Apostlernes Fødder.

3 Men Petrus sagde: Ananias, hvorfor haver Satan fyldt dit Hjerte, at du skulde lyve imod den Hellig-Aand og forbeholde dig Noget af Agerens Værdi?

4 Var den ikke din, der du eiede den, og det, den blev solgt for, var i din Magt? Hvi haver du sat dig denne Gjerning for i dit Hjerte? Du haver ikke løiet for Menneskene, men for Gud.

5 Men der Ananias hørte disse Ord, faldt han om og opgav Aanden. Og der kom en stor Frygt over Alle, som det hørte.

6 Men de unge Karle stode op og besørgede Liget, og bare ham ud og begrove ham.

7 Men det skede henved tre Timer derefter, da kom hans Hustru ind og vidste ikke, hvad skeet var.

8 Men Petrus sagde til hende: Siig mig, om I solgte Ageren til den Priis? Men hun sagde: Ja, til den Priis.

9 Men Petrus sagde til hende: Hvorledes ere I dog blevne enige om at friste Herrens Aand? See, deres Fødder, som begrove din Mand, ere for Døren, og de skulle udbære dig.

10 Men hun faldt strax om for hans Fødder og opgav Aanden; men de unge Karle kom ind og fandt hende død, og bare hende ud og begrove hende hos hendes Mand.

11 Og en stor Frygt kom over den ganske Menighed og over Alle, som dette hørte.

12 Men der skede mange Tegn og Undergjerninger iblandt Folket ved Apostlernes Hænder; — og de vare alle samdrægtigen i Salomons Buegang.

13 Men Ingen af de Andre turde holde sig til dem, men Folket gjorde meget af dem; —

14 og der kom stedse Flere til, som troede paa Herren, en Mængde baade af Mænd og Qvinder,

15 saa at de bare de Syge ud paa Gaderne og lagde dem paa Senge og Løibænke, paa det at, naar Petrus kom, endog (blot) hans Skygge kunde overskygge Nogen af dem.

16 Men og fra de omliggende Stæder kom en Mængde til Jerusalem og bragte Syge og af urene Aander Plagede, hvilke alle bleve helbredede.

17 Men den Ypperstepræst opstod, og alle de, (som holdt) med ham, —nemlig Sadducæernes Sect — og de bleve fulde af Nidkjærhed;

18 og de lagde Haand paa Apostlerne og kastede dem i et offentligt Fængsel.

19 Men Herrens Engel oplod Fængslets Døre om Natten, og førte dem ud og sagde:

20 Gaaer hen, og træder frem og taler i Templet for Folket alle dette Livets Ord.

21 Men der de havde hørt (dette), gik de aarle ind i Templet og lærte. Men der den Ypperstepræst kom, og de, (som holdt) med ham, sammenkaldte de Raadet og alle Israels Børns Ældste, og sendte hen til Fængslet at føre dem frem.

22 Men der Tjenerne kom derhen, fandt de dem ikke i Fængslet; men de kom tilbage og forkyndte det og sagde:

23 Fængslet fandt vi tillukket med al Omhu, og Vogterne staaende udenfor Dørene; men der vi lode op, fandt vi Ingen inde.

24 Men der baade den Ypperstepræst og Templets Høvedsmand og de (andre) Ypperstepræster hørte disse Ord, bleve de tvivlraadige om dem, hvad der vilde blive af dette.

25 Men En kom frem, forkyndte dem og sagde: See, de Mænd, som I kastede i Fængsel, staae i Templet og lære Folket.

26 Da gik Høvedsmanden hen med Tjenerne og bragte dem, dog ikke med Magt; thi de frygtede for Folket, at de skulde blive stenede.

27 Men der de havde bragt dem frem, stillede de dem for Raadet; og den Ypperstepræst spurgte dem og sagde:

28 Bøde vi eder ikke alvorligen, at I ikke skulde lære i dette Navn? og see, I have fyldt Jerusalem med eders Lære og ville føre dette Menneskes Blod over os.

29 Men Petrus og Apostlerne svarede og sagde: Man bør adlyde Gud mere end Menneskene.

30 Vore Fædres Gud opreiste Jesum, hvilken I sloge ihjel, da I hængte ham paa et Træ.

31 Denne haver Gud ophøiet til en Fyrste og Frelser ved sin høire Haand, for at give Israel Omvendelse og Syndernes Forladelse.

32 Og vi ere hans Vidner til disse Ting, ligesom og den Hellig-Aand, hvilken Gud haver givet dem, som ham lyde.

33 Men der de hørte det, skar det dem i Hjertet, og de beraadte sig paa at slaae dem ihjel.

34 Men der opstod en Pharisæer i Raadet, ved Navn Gamaliel, en Lovlærer, som var høit agtet af alt Folket, og bød, at de skulde lade Apostlerne træde lidet ud.

35 Og han sagde til dem: I israelitiske Mænd! tager eder selv vare med disse Mennesker, hvad I ville gjøre.

36 Thi før disse Dage opstod Theudas, som sagde sig selv at være Noget, og et Antal Mænd, henved fire hundrede, slog sig til ham; han er ihjelslagen, og alle de, som adløde ham, ere adspredte og blevne til Intet.

37 Efter denne opstod Judas, den Galilæer, i (Skatte-) Udskrivelsens Dage og bragte meget Folk til Affald med sig; han er og omkommen, og alle de, som adløde ham, bleve adspredte.

38 Og nu siger jeg eder: Holder eder fra disse Mennesker og lader dem fare; thi dersom dette Raad eller denne Gjerning er af Menneskene, bliver det forstyrret;

39 men er det af Gud, kunne I ikke forstyrre det. Lader eder dog ikke befindes som de, der endog ville stride mod Gud.

40 Da adløde de ham; og de fremkaldte Apostlerne og lode dem hudstryge, og bøde dem ikke at tale i Jesu Navn, og de lode dem fare.

41 Saa gik de da glade fra Raadets Aasyn, fordi de havde været agtede værdige til at forhaanes for hans Navns Skyld.

42 Og de lode ikke af at lære hver Dag i Templet og i Husene, og at forkynde Evangelium om Jesu Christo.