1 Og de droge fra Elim, og al Israels Børns Menighed kom til den Ørk Sin, som er imellem Elim og imellem Sinai, paa den femtende Dag i den anden Maaned, efterat de udgik af Ægypti Land.

2 Og al Israels Børns Menighed knurrede imod Mose og imod Aron i Ørken.

3 Og Israels Børn sagde til dem: Gid vi havde døet ved Herrens Haand i Ægypti Land, da vi sadde ved Kjødgryden, da vi aade Brød, til vi vare mætte; thi I have udført os i denne Ørk, at lade al denne Menighed døe af Hunger.

4 Da sagde Herren til Mose: See, jeg, jeg vil lade regne Brød af Himmelen til eder, at Folket maa gaae ud og sanke (hver) Dags Nødtørft paa sin Dag, at jeg kan forsøge det, om det vil vandre i min Lov, eller ei.

5 Og det skal skee paa den sjette Dag, da skulle de tillave det, som de bære (hjem); og det skal være dobbelt saa meget, som det, de sanke (ellers) hver Dag.

6 Og Mose og Aron sagde til alle Israels Børn: Iaften, da skulle I kjende, at Herren haver udført eder af Ægypti Land.

7 Og imorgen, da skulle I see Herrens Herlighed, thi han haver hørt eders megen Knur imod Herren; og hvad ere vi, at I knurre imod os?

8 Og Mose sagde: (I skulle finde det,) naar Herren giver eder Kjød at æde iaften, og Brød imorgen, til at mættes, thi Herren haver hørt eders megen Knur, med hvilken I knurre imod ham; og hvad ere vi? Eders megen Knur var ikke imod os, men imod Herren.

9 Og Mose sagde til Aron: Siig til al Israels Børns Menighed: Kommer frem for Herrens Ansigt, thi han hørte eders megen Knur.

10 Og det skede, der Aron talede til al Israels Børns Menighed, da saae de hen til Ørken; og see, Herrens Herlighed saaes i Skyen.

11 Og Herren talede til Mose og sagde:

12 Jeg haver hørt Israels Børns megen Knur; tal til dem, sigende: Imellem de to Aftener skulle I æde Kjød, og imorgen mættes af Brød; og I skulle fornemme, at jeg Herren er eders Gud.

13 Og det skede om Aftenen, at der kom Vagteler og bedækkede Leiren; og om Morgenen laae Duggen trindt omkring Leiren.

14 Og der Duggen, som laae, foer op, see, da laae (der) ovenover Ørken (noget) Tyndt, Trindt, tyndt som Riimfrost paa Jorden.

15 Der Israels Børn saae det, da sagde de, den Ene til den Anden: Hvad er det? thi de vidste ikke, hvad det var; da sagde Mose til dem: Det er det Brød, som Herren haver givet eder at æde.

16 Dette er det Ord, som Herren haver befalet: Sanker deraf, eftersom Enhver kan æde; I skulle tage en Omer til (hvert) Hoved, efter eders Personers Tal, som hver haver i sit Paulun.

17 Og Israels Børn gjorde saa; og sankede, En mere, og en Anden mindre.

18 Og de maalte det i en Omer, da havde den ikke tilovers, som havde sanket meget, og den fattedes ikke, som havde sanket mindre; de havde sanket, hver saa meget, som han kunde æde.

19 Og Mose sagde til dem: Ingen skal levne deraf til om Morgenen.

20 Dog adløde de ikke Mose, men Somme levnede deraf til om Morgenen; saa voxede der Orme udi, og det lugtede ilde; saa blev Mose vred paa dem.

21 Og de sankede hver Morgen deraf, hver saa meget, som han kunde æde, men naar Solen (skinnede) hed, saa smeltedes det.

22 Og det skede paa den sjette Dag, da sankede de dobbelt Brød, to Omer for een; saa kom alle Fyrsterne af Menigheden og gave Mose det tilkjende

23 Da sagde han til dem: Det er det, som Herren sagde: Imorgen er det Sabbat, Helligheds Hvile for Herren; hvad I ville bage, det bager, og hvad I ville koge, det koger; men alt det, som overbliver, det lader ligge for eder i Forvaring indtil imorgen.

24 Og de lode det ligge indtil Morgenen, saasom Mose befalede; og det lugtede ikke ilde, og der var ikke Orm i det.

25 Da sagde Mose: Æder det idag, thi det er Sabbat idag for Herren; idag skulle I ikke finde det paa Marken.

26 Sex Dage skulle I sanke det; men paa den syvende Dag, paa Sabbaten, paa den skal det ikke være (at finde).

27 Og det skede, paa den syvende Dag, da udgik (Nogle) af Folket at sanke, og de fandt Intet.

28 Da sagde Herren til Mose: Hvor længe vægre I eder for at holde mine Bud og mine Love?

29 Seer, at Herren haver givet eder Sabbaten, derfor giver han eder paa den sjette Dag to Dages Brød; bliver hver paa sit Sted, Ingen udgaae af sit Sted paa den syvende Dag.

30 Og Folket hvilede paa den syvende Dag.

31 Og Israels Huus kaldte dets Navn Man; og det var ligesom Corianderfrø, hvidt, og smagte som en Honningkage.

32 Og Mose sagde: Dette er det Ord, som Herren befoel: Fyld en Omer deraf, at forvares til eders Efterkommere, paa det de maae see det Brød, som jeg bespiste eder med i Ørken, der jeg udførte eder af Ægypti Land.

33 Og Mose sagde til Aron: Tag en Krukke og læg en Omer fuld af Man derudi, og sæt det ned for Herren, at forvares til eders Efterkommere.

34 Ligesom Herren befoel Mose, saa satte Aron det ned for Vidnesbyrdet, at forvares.

35 Og Israels Børn aade det Man fyrretyve Aar, indtil de kom til det Land, som var beboet; de aade Man, indtil de kom til det Yderste af Canaans Land.

36 Men en Omer er en Tiendepart af en Epha.