1 Og Jethro, Præst i Midian, Mose Svoger, hørte alt det, Gud havde gjort imod Mose og imod sit Folk Israel, at Herren havde udført Israel af Ægypten.

2 Da tog Jethro, Mose Svoger, Zippora, Mose Hustru, efterat han (Mose) havde sendt hende tilbage,

3 og hendes to Sønner, af hvilke den enes Navn var Gersom, thi han (Mose) sagde: Jeg haver været fremmed i et fremmed Land,

4 og den andens Navn Elieser, thi (han sagde:) Min Faders Gud (er kommen) mig til Hjælp og haver friet mig fra Pharaos Sværd.

5 Og Jethro, Mose Svoger, kom, og hans Sønner og hans Hustru, til Mose i Ørken, der, hvor han havde leiret sig, ved Guds Bjerg.

6 Og han lod sige til Mose: Jeg Jethro, din Svoger, kommer til dig, og din Hustru og hendes to Sønner med hende.

7 Da gik Mose ud imod sin Svoger, og bøiede sig og kyssede ham; og den Ene hilsede den Anden, og de kom til Paulunet.

8 Og Mose fortalte sin Svoger alt det, Herren havde gjort Pharao og Ægypterne for Israels Skyld tilligemed al den Møie, som dem var vederfaren paa Veien, og (hvorledes) Herren havde friet dem.

9 Da blev Jethro glad for alt det Gode, som Herren havde gjort Israel, som han havde friet af Ægypternes Haand.

10 Og Jethro sagde: Lovet være Herren, som friede eder af Ægypternes Haand og af Pharaos Haand, som friede Folket fra at være under Ægypternes Haand!

11 Nu veed jeg, at Herren er stor fremfor alle Guder; thi i den Ting, som de hovmodede sig af, (var han) over dem.

12 Og Jethro, Mose Svoger, tog Brændoffer og Slagtoffere til Gud; saa kom Aron og alle de Ældste af Israel, at faae Mad med Mose Svoger for Guds Ansigt.

13 Og det skede om anden Dagen, at Mose satte sig at dømme Folket, og Folket stod for Mose fra Morgenen indtil Aftenen.

14 Der Mose Svoger saae alt det, han gjorde med Folket, da sagde han: Hvad er dette for en Ting, som du gjør med Folket? hvi sidder du for dig alene, og alt Folket staaer for dig fra Morgen indtil Aften?

15 Og Mose sagde til sin Svoger: Thi Folket kommer til mig for at spørge Gud.

16 Naar de have nogen Handel, da komme de til mig, at jeg skal dømme imellem en Mand og imellem hans Næste, og jeg skal lære dem Guds Skikke og hans Love.

17 Da sagde Mose Svoger til ham: Den Ting er ikke god, som du gjør.

18 Du maa jo forsmægte derover, baade du og dette Folk, som er med dig; thi den Forretning er dig for svær, du formaaer ikke at udrette det ved dig alene.

19 Nu lyd min Røst, jeg vil give dig Raad, og Gud skal være med dig: Vær du for Folket hos Gud, og du, du skal føre Sagerne til Gud.

20 Og du skal paaminde dem om Skikkene og Lovene, og lære dem Veien, som de skulle vandre paa, og den Gjerning, som de skulle gjøre.

21 Og du, du skal see dig ud af alt Folket duelige Mænd, som frygte Gud, sanddrue Mænd, som hade Gjerrighed, og sætte over dem til Høvedsmænd over Tusinde, Høvedsmænd over Hundrede, Høvedsmænd over Halvtredsindstyve og Høvedsmænd over Ti.

22 Og de skulle dømme Folket i al (beleilig) Tid, og det skal skee, hver stor Sag skulle de føre for dig, og hver liden Sag skulle de selv dømme; let saaledes (noget af Byrden) fra dig, og de skulle bære tillige med dig.

23 Dersom du vil gjøre dette Stykke, og Gud befaler dig det, da formaaer du at staae ved Magt, og alt dette Folk skal ogsaa komme med Fred til sit Sted.

24 Og Mose adlød sin Svogers Røst og gjorde alt det, han sagde.

25 Og Mose udvalgte duelige Mænd af al Israel, og satte dem til Høvedsmænd over Folket, Høvedsmænd over Tusinde, Høvedsmænd over Hundrede, Høvedsmænd over Halvtredsindstyve og Høvedsmænd over Ti.

26 Og de dømte Folket i al (beleilig) Tid; (hver) svar Sag skulde de føre for Mose, og selv skulde de dømme hver liden Sag.

27 Og Mose lod sin Svoger fare, og han gik til sit Land.