1 Og du, optag et Klagemaal over Israels Fyrster.

2 Og du skal sige: Hvad var din Moder? en Løvinde, som laae imellem Løverne; hun haver opdraget sine Unger iblandt unge Løver.

3 Og hun opdrog en af sine Unger, den blev en ung Løve; og han lærte at røve Rov, han aad Mennesker.

4 Der Hedningerne hørte det om ham, blev han greben i deres Grav, og de førte ham med Lænker til Ægypti Land.

5 Og hun saae, at hun havde (vel) havt Haab, (men) hendes Haab var borte, da tog hun en (anden) af sine Unger (og) gjorde en ung Løve af ham.

6 Og han vandrede midt iblandt Løver, han blev en ung Løve; og han lærte at røve Rov, han aad Mennesker.

7 Og han kjendte Enker derudi, og lod ødelægge deres Stæder; og Landet og hvad der var derudi blev forskrækket for hans Brølens Røst.

8 Og Hedningerne gave sig over ham trindt omkring af Landskaberne, og de udbredte deres Garn over ham, han blev greben i deres Grav.

9 Og de satte ham i Fængsel, (bunden) med Lænker, og førte ham til Kongen af Babel; de førte ham til Befæstningerne, paa det hans Røst skulde ikke høres ydermere paa Israels Bjerge.

10 Ligesom du, var din Moder som et Viintræ, plantet ved Vand, som var frugtbart og (fik) Grene formedelst meget Vand.

11 Og derpaa bleve stærke Kjeppe, (som vare gode) til Regenters Spiir, og det voxede høit op iblandt de tykke (Qviste), og der man saae, at det var høit, at det havde mange Grene,

12 da blev det oprykket i Grumhed, kastet til Jorden, og Østenvind tørrede dets Frugter; dets stærke Kjeppe bleve brudte og bleve tørre, Ild fortærede dem.

13 Men det er nu plantet i Ørken, udi et tørt og tørstigt Land.

14 Og der er en Ild udgangen af en Kjep, (af de stærke) Qviste derpaa, som fortærede dets Frugt, at der er ikke en stærk Kjep (mere) paa det til et Spiir til at herske; det er et Klagemaal og skal være til et Klagemaal.