1 Habakuks, Prophetens, Bøn, over Sigjonoth:
2 Herre! (der) jeg hørte Tidende fra dig, frygtede jeg; Herre! hold din Gjerning i Live midt i Aarene, kundgjør det midt i Aarene; i Fortørnelse ihukom at være barmhjertig.
3 Gud kom fra Theman, og den Hellige fra Parans Bjerg, Sela! hans Majestæt skjulte Himmelen, og hans Lov fyldte Jorden.
4 Og (hans) Skin var som Lyset, (der gik) ham tvende Horn af hans Haand, og der var hans Styrkes Skjul.
5 Pestilentse gik frem for hans Ansigt, og gloende Gløder udkom fra hans Fødder.
6 Han stod og maalte Landet, han saae til og kom Hedningerne til at springe, og evige Bjerge bleve adspredte, de evige Høie bøiede sig; hans Gange ere evige.
7 Jeg saae Cusans Pauluner under Møie; Gardinerne i Midians Land rystede.
8 Mon Herrens (Vrede) var optændt imod Floderne? mon din Vrede var imod Floderne? mon din Grumhed var imod Havet? der du foer paa dine Heste, dine Vogne vare til Frelse.
9 Din Bue blev aldeles aabenbar, (efter) de Eder til Stammerne, (efter dit) Ord, Sela! Du adskilte Jorden med Floder.
10 Bjergene saae dig, de bleve bange, Vandstrømmene fore hen; Afgrunden udgav sin Røst, den opløftede sine Hænder i det Høie.
11 Sol (og) Maane stode (stille i deres) Bolig; med Lyset fore dine Pile derhen, med Skinnet (foer) dit blinkende Spyd.
12 Du fremgik paa Jorden med Fortørnelse; du tærskede Hedningerne med Vrede.
13 Du drog ud til dit Folks Frelse, til din Salvedes Frelse; du knuste Hovedet af den Ugudeliges Huus, der du blottede Grundvolden indtil Halsen, Sela!
14 Du igjennemborede Hovedet for hans Landsbyer ved hans Kjeppe; de stormede til at adsprede mig, deres Glæde var som til at æde en Elendig i Skjul.
15 Du traadte med dine Heste i Havet, (ja) i mange Vandes Hob.
16 Jeg hørte det, og min Bug foruroligedes, mine Læber bævede for Lyden, der kom Raaddenhed i mine Been, og jeg foruroligedes paa mit Sted, paa det jeg maa hvile paa Nødens Dag, naar han drager op imod Folket, han, som skal føre Krigsmagt over det.
17 Thi Figentræet grønnes ikke, og der er ikke Grøde i Viintræerne, Olietræets Frugt slaaer feil, og ingen af Agrene giver Spise; man skiller Faarene fra Stien, og der skulle ikke være Øxne i Staldene.
18 Dog vil jeg, jeg være lystig i Herren; jeg vil fryde mig i min Saligheds Gud.
19 Den Herre Herre er min Magt, og skal sætte mine Fødder som Hindernes, og lade mig træde paa mine Høie. For Sangmesteren paa mine Strængelege.