1 Hører dette, Jakobs Huus! I, som ere kaldte med Israels Navn, og de, som ere udgangne af Judæ Vand, de, som sværge ved Herrens Navn og ville ihukomme Israels Gud, (men) ikke i Sandhed og ei i Retfærdighed.

2 Thi de kaldte sig af den hellige Stad og forlode sig fast paa Israels Gud; Herre Zebaoth er hans Navn.

3 Jeg haver fra den (Tid) kundgjort de forrige Ting, og de gik ud af min Mund, og jeg lod høre dem; jeg gjorde det hasteligen, og de kom;

4 fordi jeg vidste, at du er haard, og din Nakke er en Jernsene, og din Pande er Kobber.

5 Og jeg haver fra den (Tid) kundgjort dig det, jeg lod dig høre det, førend det kom, at du skulde ikke maaskee sige: Min Afgud gjorde de Ting, og mit udskaarne Billede og mit støbte Billede befoel dem.

6 (Dette) haver du hørt, see det (dog) altsammen, og I, skulde I ikke kundgjøre det? jeg haver fra den (Tid) ladet dig høre nye Ting og de (lønligen) bevarede, men du forstod dem ikke.

7 (Men) nu ere de skabte, og ikke fra den (Tid), og før (denne) Dag have I ikke hørt dem, paa det du skal ikke sige: See, dem vidste jeg.

8 Ja, du haver ikke hørt dem, ja, du vidste dem og ikke, ja, dit Øre var ikke aabnet fra den (Tid); thi jeg vidste det, at du skulde visseligen handle fortrædeligen, og du er kaldet en Overtræder fra (Moders) Liv.

9 For mit Navns Skyld vil jeg længe forhale min Vrede, og for min Prises Skyld vil jeg afholde mig, dig (tilgode), at jeg skal ikke udrydde dig.

10 See, jeg haver luttret dig, dog ikke som Sølv, jeg haver udvalgt dig i Elendigheds Ovn.

11 For min Skyld, (ja) for min Skyld vil jeg gjøre det, thi hvor vanhelliget skulde (mit Navn ellers) blive! og jeg vil ikke give en Anden min Ære.

12 Hør mig, Jakob! og du Israel, min Kaldte! jeg er den (Samme), jeg er den Første, endog er jeg den Sidste.

13 Ja, min Haand haver grundfæstet Jorden, og min høire Haand haver maalt Himlene; naar jeg raaber til dem, skulle de staae tilhobe.

14 Samler eder, I alle, og hører: Hvo iblandt dem haver forkyndt disse Ting? Herren elskede ham, han skal gjøre (efter) sin Behagelighed imod Babel, og (bevise) sin Arm imod Chaldæerne.

15 Jeg, jeg haver sagt det, ogsaa haver jeg kaldet ham; jeg vil lade ham komme, og hans Vei skal lykkes.

16 Kommer nær til mig, hører dette, jeg haver ikke fra Begyndelsen i Løndom talet (dette, men) fra den Tid, at det blev til, er jeg der; og nu sendte den Herre Herre og hans Aand mig.

17 Saa sagde Herren, din Gjenløser, Israels Hellige: Jeg er Herren din Gud, som lærer dig, hvad nyttigt er, som fører dig paa Veien, som du skal gaae paa.

18 Gid du vilde agte paa mine Bud! da skulde din Fred være som Floden, og din Retfærdighed som Havets Bølger.

19 Og din Sæd skulde være som Sand, og dit Livs Afkom som Smaastene derudi; dens Navn skulde ikke udryddes eller ødelægges fra (at være) for mit Ansigt.

20 Gaaer ud af Babel, flyer fra Chaldæerne med Frydesangs Røst, forkynder, lader høre dette, udfører det indtil Jordens Ende, siger: Herren haver gjenløst sin Tjener Jakob.

21 Og de lede ingen Tørst, der han ledede dem igjennem Ørkenerne, han lod flyde Vand af en Klippe til dem, og han adskilte en Klippe, og der flød Vand.

22 De Ugudelige, sagde Herren, have ingen Fred.