1 Men Job svarede og sagde:
2 Gid min Harm maatte veies, og man vilde opløfte min Ulykke tilsammen i Vægtskaaler!
3 Thi den skulde nu blive svarere end Sand i Havet; derfor ere mine Ord opslugte.
4 Thi den Almægtiges Pile ere i mig, hvis Forgift min Aand drikker; Guds Forfærdelser ere stillede mod mig.
5 Mon et vildt Æsel skryder over Græsset? eller skulde en Oxe brøle over sit Foder?
6 Mon det Usmagendes kan ædes uden Salt? eller er der Smag i det Hvide om Æggeblommen?
7 Min Sjæl vægrede sig ved at røre (derved); de ere mig som en usund Spise.
8 Gid min Begjæring maatte komme, og Gud vilde give (mig) mit Haab,
9 og at Gud vilde støde mig smaa, vilde lade sin Haand løs og afskjære mig!
10 Da havde jeg endnu Trøst og maatte blive haardfør i Smerte, naar han ikke vilde spare; thi jeg haver ikke dulgt den Helliges Taler.
11 Hvad er min Kraft, at jeg skulde haabe? og hvad er min Ende, at jeg skulde forlænge mit Liv?
12 Mon min Kraft er Kraft af Steen? mon mit Kjød er af Kobber?
13 Mon da min Hjælp er ikke i mig? og er (al) Kraft bortdreven fra mig?
14 Den, som bortvender Miskundhed fra sin Ven, forlader den Almægtiges Frygt.
15 Mine Brødre have skuffet som en Bæk, de fare forbi som Bækkenes Strøm,
16 der ere sorte af Iis, over hvilke der skjules med Snee.
17 Paa den Tid, de optøes, da blive de borte; naar det bliver hedt, da udslettes de af deres Sted.
18 Deres Veies Stier løbe afsides ud, de fare op til Intet og omkomme.
19 Man seer til (dem) paa Stierne til Thema, de, som gaae til Scheba, vente paa dem.
20 De bluedes derved, at de havde forladt sig (paa dem); de kom til dem og bleve beskjæmmede.
21 Thi nu ere I (som) Intet; I see (min) Rædsel og frygte.
22 Mon jeg haver sagt: Giver mig hid, og skjænker (Noget) for min Skyld af eders Formue?
23 eller redder mig af Fjendens Haand, og forløser mig af Tyranners Haand?
24 Lærer mig, og jeg, jeg vil tie, og underviser mig, hvad jeg haver faret vild udi.
25 Hvor kraftige ere de Oprigtiges Taler! men hvad skal den Straf udrette, (som kommer) fra Eder?
26 Skulde I optænke Ord til at straffe? og skulde den Mistrøstiges Taler (agtes som) et Veir?
27 Ja, I overfalde den Faderløse, og grave (en Grav) imod eders Næste.
28 Og nu, om I ville, da vender Ansigtet til mig, og (lader det komme) for eders Ansigt, om jeg lyver.
29 Kjære, omvender eder, lader Uretfærdighed ikke være (hos eder), ja, omvender eder, endnu (skal) min Retfærdighed (kjendes) i den (Sag).
30 Mon der være Uret paa min Tunge? mon min Gane ikke skulde forstaae, (hvad) Ondskaber (ere)?