1 Da svarede Bildad, den Suchiter, og sagde:

2 Hvor længe vil du tale disse Ting? og (hvor længe skulle) din Munds Taler være et mægtigt Veir?

3 Mon Gud skulde forvende Retten? og mon den Almægtige skulde forvende Retfærdighed?

4 Dersom dine Sønner have syndet for ham, da haver han henkastet dem formedelst deres Overtrædelser.

5 (Men) om du aarle søger hen til Gud og beder om Naade til den Almægtige,

6 (og) om du er reen og oprigtig, da skal han nu opvække (Godt) over dig og gjøre, at din Retfærdigheds Bolig skal have Fred.

7 Og det Første, du (haver havt, skal have været) lidet, men det Sidste, (som) du (skal have), skal voxe saare.

8 Thi Kjære, spørg den forrige Slægt, og bered dig til (at betænke) det, som deres Fædre have randsaget;

9 — thi vi (bleve til) igaar og vide Intet; thi vore Dage ere en Skygge paa Jorden —

10 skulle de, de ikke lære dig, (ja) sige dig (det) og udføre Tale af deres Hjerte?

11 Kan et Siv opvoxe uden Dynd? kan en Eng voxe foruden Vand?

12 (Naar) det endnu (staaer) i sin Grøde, (enddog) det ikke oprykkes, skal det dog borttørres førend alt Græs.

13 Saa ere alle deres Stier, som glemme Gud, og en Øienskalks Haab skal fortabes.

14 Thi hans Haab skal blive afskaaret, og hans Tillid er (som) en Spindelvæv.

15 Han skal forlade sig fast paa sit Huus, men det skal ikke bestaae; han skal holde sig til det, men det skal ikke staae (fast).

16 Han er saftig, førend Solen (gaaer op), og hans (unge Qvist) voxer op i hans Have.

17 Hans Rødder groe i hverandre hos et Væld, han seer, (at hans) Huus er paa Stene.

18 (Men) naar (Gud) opsluger ham fra hans Sted, da skal det negte ham, (sigende:) Jeg saae dig ikke.

19 See, det er hans Veis Glæde, og der skulle Andre opvoxe af Støvet.

20 See, Gud forkaster ikke den Fuldkomne, og holder ikke fast ved de Ondes Haand,

21 indtil han opfylder din Mund med Latter, og dine Læber med Frydeskrig.

22 Dine Hadere skulle klædes med Skam, og de Ugudeliges Paulun skal ikke mere findes.