1 Og han begyndte at sige til dem ved Lignelser: Et Menneske plantede en Viingaard og gjorde et Gjærde derom, og grov en Perse og byggede et Taarn, og leiede den til Viingaardsmænd og drog udenlands.
2 Og han sendte en Tjener til Viingaardsmændene, der Tiden kom, at han hos Viingaardsmændene skulde modtage af Viingaardens Frugt.
3 Men de toge og sloge ham, og lode ham gaae tomhændet fra sig.
4 Og han sendte atter en anden Tjener til dem, og denne sloge de med Stene og saarede hans Hoved, og lode ham gaae forhaanet fra sig.
5 Og han sendte atter en anden; og ham sloge de ihjel, og mange andre; Somme sloge de, men Somme dræbte de.
6 Men eftersom han endnu havde een Søn, som han havde kjær, sendte han til sidst ogsaa denne til dem og sagde: De ville frygte for min Søn.
7 Men de samme Viingaardsmænd sagde til hverandre: Denne er Arvingen; kommer, lader os slaae ham ihjel, saa bliver Arven vores.
8 Og de toge og sloge ham ihjel, og kastede ham ud udenfor Viingaarden.
9 Hvad skal da Viingaardens Herre gjøre? Han skal komme og ødelægge Viingaardsmændene, og leie Andre Viingaarden.
10 Da sagde (Jesus): Have I ikke og lest dette i Skriften: Den Steen, som Bygningsmændene forskjøde, den er bleven til en Hoved-Hjørnesteen.
11 Det er skeet af Herren, og er underligt for vore Øine?
12 Og de søgte at gribe ham, men frygtede for Folket; thi de forstode, at han sagde denne Lignelse mod dem; og de forlode ham og gik bort.
13 Og de sendte Nogle af Pharisæerne og af de Herodianer til ham, at de skulde fange ham i Ord.
14 Men de kom og sagde til ham: Mester! vi vide, at du er sanddru og skjøtter om Ingen; thi du anseer ikke Menneskers Person, men lærer Guds Vei i Sandhed. Er det tilladt at give Keiseren Skat, eller ei? skulle vi give, eller ikke give?
15 Men da han vidste deres Øienskalkhed, sagde han til dem: Hvi friste I mig? tager mig hid en Penning, at jeg kan see den.
16 Men de bragte den frem. Og han sagde til dem: Hvis er dette Billede og Overskrift? Men de sagde til ham: Keiserens.
17 Og Jesus svarede og sagde til dem: Giver Keiseren, hvad Keiserens er, og Gud, hvad Guds er; og de forundrede sig over ham.
18 Og Sadducæerne, som sige, at der ikke er Opstandelse, kom til ham, og spurgte ham ad og sagde:
19 Mester! Moses foreskrev os, at naar Nogens Broder døer og efterlader en Hustru, men efterlader ikke Børn, da skal hans Broder tage hans Hustru og opreise sin Broder Afkom.
20 Nu har der været syv Brødre; og den første tog en Hustru og døde, og efterlod ikke Afkom;
21 og den anden tog hende og døde, og han efterlod ikke heller Afkom, og den tredie ligesaa.
22 Og de toge hende de Syv, og efterlode ikke Afkom. Sidst af dem alle døde og Qvinden.
23 Derfor, i Opstandelsen, naar de ere opstandne, hvis Hustru af dem skal hun være? thi de Syv have havt hende til Hustru.
24 Da svarede Jesus og sagde til dem: Fare I ikke derfor vild, fordi I ikke kjende Skrifterne, ei heller Guds Kraft?
25 Thi naar de ere opstandne fra de Døde, da hverken gifte de sig, ei heller giftes; men de ere som Engle, der ere i Himlene.
26 Men om de Døde, at de opreises, have I ikke læst i Mose Bog, hvorledes Gud talede til ham hos Tornebusken og sagde: Jeg er Abrahams Gud, og Isaks Gud, og Jakobs Gud?
27 Gud er ikke Dødes, men Levendes Gud; derfor fare I meget vild.
28 Og en af de Skriftkloge, som havde hørt dem, da de bespurgte sig med hverandre, og som skjønnede, at han havde svaret dem vel, gik til ham og spurgte ham ad: Hvilket er det første Bud af alle?
29 Men Jesus svarede ham: Det første Bud af alle er dette: Hør, Israel! Herren, vor Gud, Herren er een.
30 Og du skal elske Herren din Gud af dit ganske Hjerte, og af din ganske Sjæl, og af dit ganske Sind, og af din ganske Styrke; det er det første Bud.
31 Og det andet, (som er) ligesaadant, er dette: Du skal elske din Næste ligesom dig selv; der er intet andet Bud større end disse.
32 Og den Skriftkloge sagde til ham: Mester! du haver talet vel (og) med Sandhed; thi der er een Gud, og der er ikke en anden foruden ham.
33 Og at elske ham af ganske Hjerte, og af ganske Forstand, og af ganske Sjæl, og af ganske Styrke, og at elske sin Næste ligesom sig selv, er mere end alle Brændoffere og Slagtoffere.
34 Og der Jesus saae, at han svarede forstandigen, sagde han til ham: Du er ikke langt fra Guds Rige. Og der turde Ingen spørge ham ydermere.
35 Og Jesus svarede og sagde, der han lærte i Templet: Hvorledes sige de Skriftkloge, at Christus er Davids Søn?
36 Thi David siger selv ved den Hellig-Aand: Herren sagde til min Herre: Sæt dig hos min høire Haand, indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Skammel.
37 Saa kalder da David selv ham en Herre, og hvorledes er han da hans Søn? Og meget Folk hørte ham gjerne.
38 Og han sagde dem i sin Lærdom: Tager eder vare for de Skriftkloge, som (gjerne) ville gaae i lange Klæder og lade sig hilse paa Torvene,
39 og ville have de fornemste Stolestader i Synagogerne og sidde øverst tilbords i Nadverne;
40 de, som opæde Enkers Huse og for et Syns Skyld bede længe; disse skulle faae des større Straf.
41 Og da Jesus havde sat sig lige over for (Templets) Kiste, saae han, hvorledes Folket lagde Penge i Kisten; og mange Rige lagde meget (derudi).
42 Og en fattig Enke kom og lagde to Skjerve (derudi), som ere en Hvid.
43 Og han kaldte sine Disciple til sig og sagde til dem: Sandelig siger jeg eder, at denne fattige Enke haver lagt mere derudi, end alle de, som lagde i Kisten.
44 Thi de lagde alle (deri) af det, de havde til Overflod, men denne lagde af sin Fattigdom alt det, hun havde, hendes ganske Eiendom.