1 Agurs, Jake Søns, Ord; Sprog, som Manden talede til Ithiel, (ja) til Ithiel og Uchal:

2 Ja, jeg er ufornuftigere end en Mand, og jeg haver ikke menneskelig Forstand,

3 og jeg haver ikke lært Viisdom eller kjendt de Helliges Kundskab.

4 Hvo foer op til Himmelen og foer ned? hvo sankede Veiret i sine Næver? hvo bandt Vandet i et Klæde? hvo haver beskikket alle Jordens Ender? hvad er hans Navn? og hvad er hans Søns Navn, om du veed det?

5 Alt Guds Ord er luttret; det er et Skjold for dem, som forlade sig paa ham.

6 Læg Intet til hans Ord, at han skal ikke straffe dig, og du skal findes løgnagtig.

7 Jeg haver bedet dig om tvende (Ting; dem) ville du ikke vægre mig, før jeg døer:

8 Lad Forfængelighed og Løgns Ord være langt fra mig; giv mig ikke Armod eller Rigdom, (men) uddeel til mig mit beskikkede Brød.

9 Jeg maatte ellers maaskee mættes og negte (dig) og sige: Hvo er Herren? eller om jeg blev arm, da maatte jeg stjæle og forgribe mig paa min Guds Navn.

10 Bagtal ikke en Tjener for hans Herre, at han ikke skal bande dig, og du skulde bære Skyld.

11 (Der er) en Slægt, som bander sin Fader og ikke velsigner sin Moder,

12 en Slægt, som er reen for sine (egne) Øine, og er (dog) ikke toet af sit Skarn,

13 en Slægt, hvis Øine ere (heel) høie, og dens Øienlaage ere opløftede,

14 en Slægt, hvis Tænder ere Sværd, og hvis Kindtænder ere Knive til at fortære de Elendige af Landet og de Fattige iblandt Menneskene.

15 Blodiglen haver to Døttre, (som hedde): Giv hid! giv hid! disse tre (Ting) kunne ikke mættes, (ja) fire sige ikke: (Det er) nok:

16 Helvede og det tillukkede Modersliv, Jorden, (som) ikke bliver mæt af Vand, og Ilden, (som) ikke siger: (Det er) nok.

17 Et Øie, som spotter (sin) Fader og foragter at hænge ved (sin) Moder, det skulle Ravne udhakke ved Bækken, og Ørneunger skulle æde det.

18 Disse tre (Ting) ere mig for underlige, og (der ere) fire (Ting), som jeg ikke veed:

19 Ørnens Vei i Himmelen, Slangens Vei paa en Klippe, et Skibs Vei midt i Havet, og en Mands Vei til en Jomfru.

20 Saa er en Horkones Vei: Hun aad og afviskede sin Mund, og sagde: Jeg haver ikke gjort Uret.

21 Et Land bevæges ved tre (Ting), og fire kan det ikke bære:

22 Ved en Tjener, naar han regjerer, og en Daare, naar han bliver mæt af Brød,

23 ved en forhadt Qvinde, naar hun bliver gift, og en Tjenestepige, naar hun bliver sin Frues Arving.

24 Disse fire ere smaae (Ting) paa Jorden, dog ere de vise og have lært Viisdom:

25 Myrerne ere ikke et stærkt Folk, alligevel berede de deres Spise om Sommeren;

26 Kaninerne ere et afmægtigt Folk, dog sætte de deres Huus i Klippen;

27 Græshopperne have ingen Konge, alligevel drage de alle ud, delende sig (i Hobetal);

28 Edderkoppen tager fat paa med Hænderne, og er i en Konges Paladser.

29 Disse tre (Ting) have en god Gang, og fire gaae vel:

30 En stærk Løve, (som er) vældig iblandt Dyrene og vil ikke vende tilbage for Nogens Ansigt,

31 en (Hest), som er anbunden om Lænderne, en Buk, og en Konge, som Ingen (tør) staae op imod.

32 Haver du handlet daarligen, der du ophøiede dig, og haver du tænkt (Ondt, da læg) Haand paa Mund.

33 Thi den, som kjerner Melk, faaer Smør derudaf, og den, som snyder Næsen haardt, faaer Blod derudaf, og den, som vækker Vrede, faaer Trætte derudaf.