1 Halleluja! Takker Herren, thi han er god, thi hans Miskundhed (varer) evindelig.

2 Hvo kan udsige Herrens vældige (Gjerninger), lade (sig) høre (med) al hans Lov?

3 Salige ere de, som holde Ret, den, som gjør Retfærdighed altid.

4 Herre! kom mig ihu efter din Velbehagelighed til dit Folk, besøg mig med din Salighed,

5 at jeg maa see paa dine Udvalgtes Gode, (og) glædes med dit Folks Glæde, (og) rose mig med din Arv.

6 Vi have syndet med vore Fædre, vi have handlet ilde (og) gjort Ugudelighed.

7 Vore Fædre i Ægypten forstode ikke dine underlige Gjerninger, de kom ikke din megen Miskundhed ihu, men vare gjenstridige ved Havet, ved det røde Hav.

8 Dog frelste han dem for sit Navns Skyld, for at kundgjøre sin Magt.

9 Og han truede det røde Hav, og det blev tørt, og lod dem gaae igjennem Afgrundene som en Ørk.

10 Og han frelste dem af Haderens Haand, og gjenløste dem af Fjendens Haand.

11 Og Vandet skjulte deres Modstandere, der blev ikke Een tilovers af dem.

12 Og de troede paa hans Ord, de sang hans Lov.

13 Dog glemte de hans Gjerninger snart, de biede ikke efter hans Raad.

14 Men de fik stor Begjærlighed i Ørken, og fristede Gud paa det øde (Sted).

15 Da gav han dem det, de begjærede, men sendte Fordærvelse paa deres Sjæl.

16 Og de bare Avind imod Mose i Leiren, imod Aron, Herrens Hellige.

17 Jorden lod sig op og opslugte Dathan, og den skjulte over Abirams Hob.

18 Og der blev en Ild optændt iblandt deres Hob, en Lue stak Ild paa de Ugudelige.

19 De gjorde en Kalv ved Horeb, og tilbade for det støbte Billede.

20 Og de omskiftede deres Ære til en Oxes Lignelse, som eder Urter.

21 De glemte Gud, deres Frelser, som havde gjort store Ting i Ægypten,

22 underlige Gjerninger i Chams Land, forfærdelige Ting ved det røde Hav.

23 Og han sagde, at han vilde ødelægge dem, dersom Mose, hans Udvalgte, ikke havde staaet i Revnen for hans Ansigt, for at afvende hans Hastighed fra at fordærve (dem).

24 De foragtede og det ønskelige Land, de troede ikke paa hans Ord.

25 Men de murrede i deres Pauluner, de hørte ikke paa Herrens Røst.

26 Og han (svoer) dem med oprakt Haand, at (han vilde) lade dem falde i Ørken,

27 og lade deres Sæd falde iblandt Hedningerne, og bortstrøe dem i Landene.

28 Og de føiede sig til Baal-Peor, og aade af de Dødes Offere.

29 Og de opirrede ham med deres Idrætter, saa at en Plage gjorde et Rift iblandt dem.

30 Da stod Pinehas og holdt Dom, og Plagen ophørte.

31 Og det blev ham regnet til Retfærdighed fra Slægt til Slægt evindeligen.

32 De fortørnede ham ogsaa ved Trættevandet, og det gik Mose ilde for deres Skyld.

33 Thi de forbittrede hans Aand, at han talede ubetænksomt med sine Læber.

34 De ødelagde ikke Folkene, om hvilke Herren havde talet til dem.

35 Men de blandede sig iblandt Hedningerne og lærte deres Gjerninger.

36 Og de tjente deres Afguder, og de bleve dem til en Snare.

37 Og de offrede deres Sønner og deres Døttre til Djævle.

38 Og de udøste uskyldigt Blod, deres Sønners og deres Døttres Blod, som de offrede til Canaans Afguder, saa Landet blev besmittet med Blodskyld.

39 Og de gjorde sig urene ved deres Gjerninger, og de horede ved deres Idrætter.

40 Da optændtes Herrens Vrede imod hans Folk, og han fik en Vederstyggelighed til sin Arv.

41 Og han gav dem i Hedningernes Hænder, og deres Hadere herskede over dem.

42 Og deres Fjender trengte dem, og de bleve ydmygede under deres Haand.

43 Han friede dem mange Gange; men de, de forbittrede (ham) med deres Raad, og de bleve nedtrykte for deres Misgjerningers Skyld.

44 Dog saae han (til dem), da de vare, i Angest, idet han hørte deres Raab.

45 Og han kom sin Pagt ihu, dem (til Bedste), og det angrede ham efter hans store Miskundhed.

46 Og han gav dem megen Barmhjertighed for alle deres Ansigt, som havde taget dem fangne.

47 Frels os, Herre, vor Gud! og samle os fra Hedningerne, paa det (vi kunne) takke dit hellige Navn (og) berømme os i din Priis.

48 Lovet være Herren, Israels Gud, fra Evighed og indtil Evighed! og alt Folket sige: Amen. Halleluja!