1 Ikke os, Herre! ikke os, men giv dit Navn Ære for din Miskundheds Skyld, for din Sandheds Skyld.

2 Hvorfor skulle Hedningerne sige: Hvor er nu deres Gud?

3 Men vor Gud er i Himlene, han gjør Alt, hvad ham behager.

4 Deres Afguder ere Sølv og Guld, et Menneskes Hænders Gjerning.

5 De have Mund, men kunne ikke tale, de have Øine, men kunne ikke see.

6 De have Øren, men kunne ikke høre, de have Næse, men kunne ikke lugte.

7 De have Hænder, men kunne ikke føle, de have Fødder, men kunne ikke gaae, de kunne ikke tale igjennem deres Strube.

8 Ligesom de ere, saa ere de, der gjøre dem, (ja) hver, som forlader sig paa dem.

9 Israel! forlad dig paa Herren; han er deres Hjælp og deres Skjold.

10 Arons Huus! forlader eder paa Herren; han er deres Hjælp og deres Skjold.

11 I, som frygte Herren! forlader eder paa Herren; han er deres Hjælp og deres Skjold.

12 Herren kom os ihu; han skal velsigne, han skal velsigne Israels Huus, han skal velsigne Arons Huus.

13 Han skal velsigne dem, som frygte Herren, de Smaae med de Store.

14 Herren skal lægge til over eder, (ja) over eder og over eders Børn.

15 I ere velsignede for Herren, som haver gjort Himmel og Jord.

16 Himlene, (ja) Himlene høre Herren til, men Jorden gav han Menneskens Børn.

17 De Døde kunne ikke love Herren, ei heller Nogen af dem, som nedfare i Stilheden.

18 Men vi, vi ville love Herren fra nu og indtil evig (Tid). Halleluja!