1 Til Sangmesteren; Davids (Psalme). En Daare siger i sit Hjerte: (Der er) ingen Gud; de fordærve, de gjøre vederstyggelig Gjerning; (der er) Ingen, som gjør Godt.

2 Herren saae ned af Himmelen paa Menneskens Børn, at see, om der var (nogen) Forstandig, som søgte Gud.

3 De (ere) alle afvegne, de ere stinkende tillige; der er Ingen, som gjør Godt, end ikke Een.

4 Kjende de det ikke, alle de, som gjøre Uret, som æde mit Folk, som de aade Brød? de kalde ikke paa Herren.

5 Der frygte de saare, fordi Gud er med den Retfærdiges Slægt.

6 I beskjæmme en Fattigs Raad; men Herren er hans Tilflugt.

7 Hvo vil give Israel Frelse af Zion? Naar Herren skal omvende sit Folks Fængsel, da skal Jakob fryde sig, (og) Israel skal glæde sig.