1 Davids Bøn. Herre! hør Retfærdighed, giv Agt paa mit Raab, vend (dine) Øren til min Bøn, (som) ikke (skeer) med svigfulde Læber.

2 Lad min Ret komme ud fra dit Ansigt, lad dine Øine beskue Oprigtighed.

3 Du prøvede mit Hjerte, du besøgte det om Natten, du smeltede mig, du fandt Intet; jeg tænkte: min Mund skal ikke overtræde.

4 (Anlangende) Menneskets Gjerninger, (da) haver jeg, jeg efter dine Læbers Ord taget mig vare for Røveres Stier.

5 Hold mine Gange paa dine Veie, at mine Trin ikke skulle rokkes.

6 Jeg, jeg raaber til dig, thi du, Gud, bønhører mig; bøi dit Øre til mig, hør min Tale.

7 Beviis underligen dine Miskundheder, (du, som er) deres Frelser, som troe, fra dem, som opreise sig imod din høire Haand.

8 Bevar mig som en Øiesteen i Øiet, skjul mig under dine Vingers Skygge,

9 for de Ugudeliges Ansigt, som ødelægge mig, (ja) min Sjæls Fjenders, som omringe mig.

10 De lukke til med deres Fedme, de tale med deres Mund af Hovmod.

11 I vor Gang have de nu omkringgivet os; de sætte deres Øine (til os) at bøie (os ned) til Jorden.

12 Han er lig en Løve, der begjærer at røve, og som en ung Løve, der bliver i Skjul.

13 Herre! staa op, forekom ham, bøi ham; frels min Sjæl fra en Ugudelig ved dit Sværd,

14 fra Folk ved din Haand, Herre! fra Verdens Folk, (som have) deres Deel i Livet, og hvis Bug du fylder med dit skjulte Liggendefæ; deres Børn mættes, og det, (som de have) tilovers, lade de (efter sig) til deres spæde Børn.

15 (Men) jeg, jeg skal beskue dit Ansigt i Retfærdighed, jeg skal mættes, naar jeg opvaagner (efter) din Lignelse.