1 Til Sangmesteren; Davids, Herrens Tjeners, (Psalme).

2 Den Ugudeliges Overtrædelse siger (mig) inden i mit Hjerte: Der er ikke Gudsfrygt for hans Øine.

3 Thi han smigrer for sig selv i sine Øine, til han finder paa sin Misgjerning, som (han skulde) hade.

4 Hans Munds Ord ere Uret og Svig; han haver ladet af at lade sig undervise til at gjøre Godt.

5 Han optænker Uret paa sit Leie, han stiller sig paa en Vei, som ikke er god; det Onde forkaster han ikke.

6 Herre! din Miskundhed er i Himlene, din Sandhed (naaer) indtil de (øverste) Skyer.

7 Din Retfærdighed er som Guds Bjerge, dine Domme ere en stor Afgrund; Herre! du frelser Mennesker og Dyr.

8 Gud, hvor dyrebar er din Miskundhed! og Menneskens Børn skulle skjule sig under dine Vingers Skygge.

9 De skulle blive drukne af dit Huses Fedme, og du skal give dem at drikke af dine Vellysters Bæk.

10 Thi hos dig er Livets Kilde, i dit Lys skulle vi see Lys.

11 Bevar din Miskundhed imod dem, som dig kjende, og din Retfærdighed over de Oprigtige af Hjertet.

12 Lad den Hovmodiges Fod ikke komme over mig, og de Ugudeliges Haand ikke bortstøde mig.

13 Der falde de, som gjøre Uret; de blive nedstødte og kunne ikke opstaae.