1 Til Sangmesteren paa Strængeleg; Davids Psalme.

2 Naar jeg raaber, da bønhør mig, min Retfærdigheds Gud! i Tranghed udbredte du (Rummet) for mig; vær mig naadig og hør min Bøn.

3 I Menneskens Børn! hvor længe skal min Ære være til Skjændsel? (hvor længe) ville I elske Forfængelighed (og) søge Løgn? Sela.

4 Vider dog, at Herren haver adskilt en From til sig; Herren skal høre, naar jeg raaber til ham.

5 Bliver vrede og synder ikke; taler i eders Hjerte paa eders Leie, og værer stille! Sela.

6 Offrer Retfærdigheds Offere, og forlader eder paa Herren.

7 De ere mange, som sige: Hvo vil vise os Godt? (men) Herre! opløft dit Ansigts Lys over os.

8 Du gav Glæde i mit Hjerte fremfor (den, de havde) den Tid, deres Korn og deres Most vare mangfoldige.

9 I Fred vil jeg lægge mig og sove tillige; thi du, Herre, alene skal lade mig boe tryggeligen.