1 En Psalme til Sangmesteren, for Korahs Børn.

2 Hører dette, alle Folk, vender (eders) Øren hid, alle Verdens Indbyggere,

3 baade menige Mand og de ypperlige Folk, en Rig og Fattig tillige!

4 Min Mund skal tale idel Viisdom, og mit Hjertes Betenkning (skal være) megen Forstand.

5 Jeg vil bøie mit Øre til Ordsprog, jeg vil aabne (Munden) med min mørke Tale, (legende) paa Harpe.

6 Hvorfor skulde jeg frygte i de onde Dage, (naar) mine Skufferes Misgjerning omgiver mig?

7 de, som forlade sig paa deres Gods og rose sig af deres store Rigdom.

8 Der kan ingen Mand nogenlunde frelse en Broder, han kan ikke give Gud hans Forsoning;

9 — thi deres Sjæls Forløsning skal koste meget og maatte holde op evindeligen —

10 at han fremdeles skulde leve evindeligen (og) ikke see Graven.

11 Thi man skal see, at de Vise skulle døe, at en Daare og en Ufornuftig skulle omkomme tillige, og de skulle forlade deres Gods til Andre.

12 Deres inderste (Tanker ere, at) deres Huus (skal blive) evindelig, deres Boliger fra Slægt til Slægt; de kalde Jorden efter deres Navn.

13 Dog bliver et Menneske, (som er) i Værdighed, ikke varagtigt (derudi); han bliver lignet ved Bæsterne, som udryddes.

14 Denne deres Vei er en Daarlighed af dem; dog love deres Efterkommere det med deres Mund. Sela.

15 De skulle lægges i Graven som Faar, Døden skal fortære dem, og de Oprigtige skulle regjere over dem om Morgenen, og Graven skal afslide deres Skikkelse, (Enhver) af sin Bolig.

16 Men Gud skal forløse min Sjæl af Gravens Vold, thi han haver antaget mig. Sela.

17 Frygt ikke, naar en Mand bliver rig, naar hans Huses Herlighed bliver stor.

18 Thi han skal slet Intet tage (med sig), naar han døer; hans Herlighed skal ikke fare ned efter ham.

19 Enddog han velsigner sin Sjæl, medens han lever, og man lover dig, fordi du gjør dig tilgode,

20 (saa) skal den (dog) komme til sine Fædres Slægt, som i Evighed ikke skulle see Lyset.

21 Et Menneske, som er i Værdighed og ikke forstaaer det, han bliver lignet ved Bæsterne, som udryddes.