1 Til Sangmesteren paa Neginoth; Davids (Psalme), som giver Underviisning.

2 Gud! vend (dine) Øren til min Bøn, og skjul dig ikke for min (ydmyge) Begjæring.

3 Giv Agt paa mig og bønhør mig; jeg maa hyle i min Klage og blive forstyrret

4 for Fjendens Røst, for en Ugudeligs Fortrykkelses Skyld; thi de ville føre Uretfærdighed paa mig, og hade mig i Vrede.

5 Mit Hjerte er bange inden i mig, og Dødens Rædsler ere faldne paa mig.

6 Frygt og Bævelse komme paa mig, og Gruelse skjuler mig.

7 Og jeg sagde: Gid jeg havde Vinger som en Due, (da) vilde jeg flyve bort og boe (roligen et Sted).

8 See, jeg vilde begive mig langt bort (og) flytte bort, jeg vilde blive Natten over i Ørken. Sela.

9 Jeg vilde haste, at jeg kunde undkomme fra Uveir (og) fra Storm.

10 Herre! opslug (dem), adskil deres Tunge; thi jeg haver seet Vold og Trætte i Staden.

11 De gaae Dag og Nat omkring den paa dens Mure, og der er Uret og Møie inden i den.

12 (Der er) megen Skade inden i den, og Bedrageri og Svig viger ikke fra dens Gade.

13 Thi (det er) ikke Fjenden, som forhaaner mig, ellers maatte jeg bære det; (det er) ikke min Hader, som gjør sig stor over mig, ellers skulde jeg skjule mig for ham.

14 Men (det er) dig, o Menneske! som var agtet lige med mig, min Leder og min Kynding.

15 Vi, som havde venligen hemmeligt Raad tilsammen, som vandrede i Guds Huus i Samqvem.

16 Døden føre Forglemmelse over dem, at de fare levende ned i Graven; thi der ere Ondskaber i deres Boliger, (ja) inden i dem.

17 Jeg, jeg vil raabe til Gud, og Herren skal frelse mig.

18 Jeg vil klage og hyle Aften og Morgen og Middag, saa skal han høre min Røst.

19 Han forløste min Sjæl i Fred fra Strid, (som var) imod mig; thi de vare med Mange imod mig.

20 Gud skal høre og ydmyge dem, han, der bliver evindelig, Sela— fordi aldeles ingen Forandring er hos dem, og de frygte ikke Gud.

21 Han lagde sine Hænder paa hans Fredsommelige, han besmittede hans Pagt.

22 Hans Munds Ord vare glattere end Smør, men der var Strid i hans Hjerte; hans Ord vare blødere end Olie, og de (ere dog) uddragne (Sværd).

23 Kast din Omhu paa Herren, og han, han skal forsørge dig; han skal ikke tilstede, at den Retfærdige rokkes evindeligen.

24 Men du, Gud! du skal støde dem ned i Fordærvelsens Grav; blodgjerrige og falske Mænd skulle ikke naae halvt deres Dage; men jeg, jeg vil forlade mig paa dig.