1 Asaphs (Psalme), som giver Underviisning. Mit Folk! vend dine Øren til min Lov, bøier eders Øren til min Munds Tale.

2 Jeg vil oplade min Mund ved Ordsprog, jeg vil udgyde mørke Taler fra fordum (Tid),

3 som vi have hørt og vide, og vore Fædre fortalte os;

4 at vi ikke skulde dølge det for deres Børn, for den Slægt, som kommer herefter, men fortælle Herrens megen Priis og hans Styrke og hans underlige Gjerninger, som han haver gjort.

5 Thi han oprettede et Vidnesbyrd i Jakob, og satte en Lov i Israel, hvilke han bød vore Fædre at kundgjøre deres Børn,

6 paa det den Slægt, som kom herefter, ja de Børn, som skulde fødes, kunde vide (dem), at de kunde opstaae og fortælle dem for deres Børn,

7 og at de skulde sætte deres Haab paa Gud, og ikke glemme Guds Gjerninger, men bevare hans Bud,

8 og at de ikke skulde vorde som deres Fædre, en modvillig og gjenstridig Slægt, en Slægt, som ikke beredte sit Hjerte, og hvis Aand ikke var trofast med Gud.

9 Ephraims Børn, som vare rustede Bueskyttere, de vendte sig paa Stridens Dag.

10 De holdt ikke Guds Pagt, og vægrede sig ved at vandre i hans Lov.

11 Og de glemte hans Gjerninger og hans underlige Ting, som han havde ladet dem see.

12 Han gjorde underlige Ting for deres Fædre i Ægypti Land, paa Zoans Mark.

13 Han adskilte Havet og lod dem gaae igjennem, og stillede Vandet som en Dynge.

14 Og han ledede dem om Dagen ved en Sky, og den ganske Nat ved Ildens Lys.

15 Han adskilte Klipperne i Ørken, og gav dem at drikke som af store Afgrunde.

16 Og han udførte flydende (Vande) af en Klippe, og lod Vand fare ned som Floder.

17 Dog bleve de endnu ved at synde imod ham, at forbittre den Høieste i Ørken.

18 Og de fristede Gud i deres Hjerte, da de begjærede Mad for deres Sjæle.

19 Og de talede imod Gud, de sagde: Mon Gud kunde berede et Bord i Ørken?

20 See, han haver slaget Klippen, at der flød Vand, og Bækkene løbe over; mon han kunde og give Brød? mon han kunde beskikke Kjød for sit Folk?

21 Derfor hørte Herren det og blev fortørnet, og en Ild optændtes i Jakob, og en Vrede kom ogsaa op i Israel,

22 fordi de ikke troede paa Gud, og forlode sig ikke paa hans Frelse,

23 der han bød de øverste Skyer oven af og oplod Himmelens Døre,

24 og han lod Manna regne paa dem at æde, og gav dem Himmelkorn.

25 Hver aad de Stærkes Brød; han sendte dem Tæring til Mættelse.

26 Han lod Østenveir fare frem under Himmelen, og førte Søndenveir frem ved sin Styrke.

27 Og han lod Kjød regne paa dem som Støv, og flyvende Fugle som Havets Sand.

28 Og han lod disse falde midt i sin Leir, trindt omkring iblandt sine Boliger.

29 Og de aade og bleve saare mætte, og han tilførte dem det, som de havde Lyst til.

30 De havde ikke endnu styret deres Lyst, deres Mad var endnu i deres Mund,

31 da opkom Guds Vrede paa dem og ihjelslog Nogle iblandt de Fedeste af dem, og han nedslog de Udvalgte i Israel.

32 Med alt dette syndede de endnu, og troede ikke paa hans underlige Gjerninger.

33 Derfor fortærede han deres Dage med Forfængelighed, og deres Aar med Forskrækkelse.

34 Naar han slog dem ihjel, da søgte de ham, og de vendte om og søgte Gud aarle.

35 Og de kom ihu, at Gud var deres Klippe, og den høieste Gud deres Gjenløser.

36 Og de vilde bedrage ham med deres Mund, og løi for ham med deres Tunge.

37 Men deres Hjerte var ikke fast med ham, og de bleve ikke bestandige i hans Pagt.

38 Dog han, (som er) barmhjertig, forsonede Misgjerning og fordærvede ikke, men vendte sin Vrede mangfoldige Gange af fra dem, og vilde ikke opvække al sin Hastighed.

39 Og han kom ihu, at de vare Kjød, et Veir, som bortfarer og kommer ikke tilbage.

40 Hvor tidt forbittrede de ham i Ørken, de bedrøvede ham i de øde Stæder.

41 Thi de kom igjen og fristede Gud, og mestrede den Hellige i Israel.

42 De kom ikke hans Haand ihu paa den Dag, da han forløste dem af Nød,

43 hvorledes han havde sat sine Tegn i Ægypten, og sine underlige Ting paa Zoans Mark,

44 og havde vendt deres Strømme til Blod, og deres flydende Vande, at de ikke kunde drikke dem.

45 Han havde sendt allehaande Uting paa dem, som aad dem, og Frøer, som fordærvede dem.

46 Og han gav Kornormen deres Grøde, og Græshoppen deres Arbeide.

47 Han slog deres Viintræer med Hagelen, og deres Morbærtræer med Hagelstene.

48 Og han overantvordede deres Dyr til Hagelen, og deres Fæ til Gløder.

49 Han sendte sin grumme Vrede paa dem, Grumhed og Vrede og Angest, som sendtes ved onde Tings Bud.

50 Han afveiede en Sti for sin Vrede, han sparede ikke deres Liv fra Døden, og han overantvordede deres Hob til Pestilentse,

51 Og han slog alle Førstefødte i Ægypten, den første Kraft i Chams Pauluner.

52 Og han lod sit Folk uddrage som Faar, og førte dem i Ørken som en Hjord.

53 Og han ledede dem tryggeligen, at de ikke frygtede, men Havet skjulte deres Fjender.

54 Og han førte dem til sin Helligheds Landemærke, til dette Bjerg, som hans høire Haand havde forhvervet.

55 Og han uddrev Hedningerne fra deres Ansigt og lod (Landet) tilfalde dem ved (deres) Arvs Snor, og han lod Israels Stammer boe i deres Pauluner.

56 Men de fristede og forbittrede den høieste Gud, og holdt ikke hans Vidnesbyrd.

57 Og de vendte tilbage og vare troløse som deres Fædre, de sloge tilbage som en falsk Bue.

58 Og de opirrede ham med deres Høie, og gjorde ham nidkjær med deres udskaarne Billeder.

59 Der Gud det hørte, da blev han fortørnet, og han foragtede Israel saare.

60 Derfor forlod han den Bolig i Silo, det Paulun, som han havde sat til at boe udi iblandt Menneskene.

61 Og han gav sin Styrke i Fængsel, og sin Herlighed, i Fjendens Haand.

62 Og han overantvordede sit Folk til Sværd, og blev fortørnet paa sin Arv.

63 Ild aad dets unge Mandkjøn, og dets Jomfruer bleve ugifte.

64 Dets Præster faldt ved Sværd, og dets Enker græd ikke.

65 Da opvaagnede Herren som en Sovende, som en Vældig, der raaber med Fryd af Viin.

66 Og han slog sine Fjender bag til, han gjorde dem en evig Skam.

67 Og han forkastede Josephs Paulun, og udvalgte ikke Ephraims Stamme.

68 Men han udvalgte Judæ Stamme, Zions Bjerg, som han elskede.

69 Og han byggede sin Helligdom som Høie, som Jorden, (hvilken) han haver grundfæstet evindelig.

70 Og han udvalgte David, sin Tjener, og tog ham fra Faarestierne.

71 Fra at gaae efter Faarene, som vare med Lam, lod han ham komme til at føde Jakob, sit Folk, og Israel, sin Arv.

72 Og han fødte dem efter sit Hjertes Fuldkommenhed, og ledede dem ved sine Hænder med megen Forstand.