1 Til Sangmesteren paa Githith; Korahs Børns Psalme.

2 Hvor elskelige ere dine Boliger, Herre Zebaoth!

3 Min Sjæl begjærer og længes ogsaa at komme til Herrens Forgaarde; mit Hjerte og mit Kjød raabe med Fryd til den levende Gud.

4 Ogsaa Spurven finder et Huus, og Svalen en Rede for sig, hvor den kan lægge sine Unger, ved dine Altere, Herre Zebaoth! min Konge og min Gud!

5 Salige ere de, som boe i dit Huus; de skulle endnu love dig. Sela.

6 Saligt er det Menneske, hvis Styrke er i dig, i hvis Hjerte de rette Veie ere.

7 (Naar) de gaae igjennem Morbærdalen, sætte de den for (sig) til en Kilde, ja, og en Regn med Velsignelse skal bedække den.

8 De skulle gaae fra Kraft til Kraft, (hver af dem) skal sees hos Gud i Zion.

9 Herre, Gud Zebaoth! hør min Bøn; Jakobs Gud! vend dit Øre dertil. Sela.

10 Gud! vort Skjold, see, og sku din Salvedes Ansigt.

11 Thi een Dag er bedre i dine Forgaarde end (ellers) tusinde; jeg udvælger (heller) at være ved Dørtærskelen i min Guds Huus, end at boe i de Ugudeliges Pauluner.

12 Thi den Herre Gud er Sol og Skjold, Herren skal give Naade og Ære; han skal intet Godt vægre dem, som vandre i Fuldkommenhed.

13 Herre Zebaoth! saligt er det Menneske, som forlader sig paa dig.