1 Til Sangmesteren paa Muth-Labben; Davids Psalme.

2 Jeg vil takke Herren i mit ganske Hjerte, jeg vil fortælle alle dine underlige Ting.

3 Jeg vil glæde og fryde mig i dig, jeg vil lovsynge dit Navn, du Høieste.

4 Naar mine Fjender vende tilbage, da skulle de støde an (og falde) og omkomme for dig.

5 Thi du haver udført min Ret og min Sag; du sad paa (din) Throne, (du,) som dømmer i Retfærdighed.

6 Du skjeldte paa Hedningerne, du fordærvede den Ugudelige; du udslettede deres Navn evindeligen og altid.

7 (Anlangende) Fjenden, (nu) ere Ødelæggelserne endte evindeligen, og du, (O Gud!) haver udryddet Stæderne; deres Ihukommelse er omkommen med dem.

8 Men Herren skal blive evindelig, han haver beredt sin Throne til Dom.

9 Og han, han skal dømme Verden med Retfærdighed, han skal afsige Dom over Folkene med Oprigtighed.

10 Og Herren skal være den Ringe en Ophøielse, ja en Ophøielse i Nødens Tider.

11 Og de skulle forlade sig paa dig, de, som kjende dit Navn; thi du haver ikke forladt dem, som søge dig, Herre!

12 Lovsynger Herren, som boer i Zion, kundgjører iblandt Folkene hans Gjerninger!

13 Thi den, som hevner Blod, kommer dem ihu, han haver ikke glemt de Elendiges Skrig.

14 Herre! vær mig naadig, see min Elendighed an af dem, som hade mig, du, som ophøier mig af Dødens Porte,

15 Paa det jeg kan fortælle al din Lov i Zions Datters Porte, at jeg maa fryde mig i din Frelse.

16 Hedningerne ere sunkne i Graven, (som) de gjorde; deres Fod er greben i Garnet, som de skjulte.

17 Herren er kjendt, at han haver gjort Ret; den Ugudelige er besnæret i sine Hænders Gjerning. (Det er) at betænke. Sela.

18 Lad de Ugudelige vende om til Helvede, (ja) alle Hedninger, som glemme Gud!

19 Thi en Fattig skal ikke glemmes evindeligen, (eller) de Elendiges Forventelse fortabes altid.

20 Herre! staa op, lad et Menneske ikke bekræfte sig; lad Hedningerne dømmes for dit Ansigt.

21 Læg dem, Herre! en Frygt paa; lad Hedningerne kjende det, at de ere Mennesker. Sela.