1 Herre! du Gud, hvem Hevnen hører til, du Gud, hvem Hevnen hører til, aabenbar dig herligen.

2 Opløft dig, du Jordens Dommer! giv Betaling igjen over de Hovmodige.

3 Herre! hvorlænge skulle de Ugudelige, hvorlænge skulle de Ugudelige fryde sig?

4 (Hvorlænge) skulle de udgyde (deres Ord), skulle de tale haardt? (hvorlænge) skulle de tale om sig selv, Alle, som gjøre Uret?

5 Herre! de knuse dit Folk og plage din Arv.

6 De ihjelslaae Enken og den Fremmede, og myrde de Faderløse.

7 Og de sige: Herren seer det ikke, og Jakobs Gud forstaaer det ikke.

8 Forstaaer dog, I Ufornuftige iblandt Folket! og I Daarer, naar ville I blive kloge?

9 Mon den, som plantede Øret, ikke skulde høre? (eller) den, som dannede Øiet, skulde han ikke see?

10 Den, som tugter Hedningerne, skulde han ikke straffe, han, som lærer et Menneske Forstand?

11 Herren kjender et Menneskes Tanker, at de ere Forfængelighed.

12 Salig er den Mand, som du, Herre! tugter, og den, du lærer af din Lov,

13 at skaffe ham Hvile fra de onde Dage, indtil der bliver gravet en Grav til den Ugudelige.

14 Thi Herren skal ikke overgive sit Folk, og ei forlade sin Arv.

15 Thi Retten skal komme igjen til Retfærdigheden, og alle de Oprigtige af Hjertet skulle efterfølge den.

16 Hvo opstaaer med mig imod de Onde? hvo stiller sig hos mig imod dem, som gjøre Uret?

17 Dersom Herren ikke havde været min Hjælp, da havde min Sjæl paa et Lidet nær boet i det Stille.

18 Der jeg sagde: Min Fod snublede, Herre! da opholdt din Miskundhed mig.

19 Der jeg havde mange Tanker inden i mig, da forlystede din megen Trøst min Sjæl.

20 Skulde den skadelige Throne have Samqvem med dig, den, som gjør Møie over det, som skikket er?

21 De slaae sig sammen i Troppeviis imod en Retfærdigs Sjæl, og de fordømme uskyldigt Blod.

22 Men Herren har været mig en Ophøielse, og min Gud var min Tillids Klippe.

23 Og han har ladet deres Uret komme tilbage over dem, og skal udrydde dem for deres Ondskab; Herren vor Gud skal udrydde dem.