1 Jeg siger Sandhed i Christo, jeg lyver ikke, —min Samvittighed vidner med mig i den Hellig-Aand —

2 at jeg haver en stor Sorg og en uafladelig Smerte i mit Inderste.

3 Thi jeg ønskede selv at være en fra Christo forbandet Ting for mine Brødre, mine Frænder efter Kjødet,

4 hvilke ere Israeliter, hvilke den sønlige Udkaarelse og Herligheden og Pagterne og Lovgivningen og Gudstjenesten og Forjættelserne tilhøre,

5 hvilke Fædrene tilhøre, og af hvilke Christus er efter Kjødet, som er Gud over Alting, høilovet i Evighed, Amen!

6 Dog ikke som om Guds Ord haver slaaet Feil; thi ikke alle de, som nedstamme fra Israel, ere Israel;

7 ei heller ere alle Abrahams (Børn), fordi de ere Abrahams Afkom; men (der er skrevet:) Afkom skal fremkaldes dig i Isak;

8 det er: Ikke de samme, som ere Børn efter Kjødet, ere Guds Børn; men Forjættelsens Børn regnes (ham) til Afkom.

9 Thi dette er Forjættelsens Ord: Ved denne Tid vil jeg komme, saa skal Sara have en Søn.

10 Men ikke hun alene (havde Forjættelsen), men og Rebekka, der hun var frugtsommelig ved Een, (nemlig) Isak, vor Fader.

11 Thi der de endnu ikke vare fødte og hverken havde gjort noget Godt eller Ondt, — paa det Guds Beslutning efter Udvælgelse skulde staae fast, ikke ved Gjerninger, men ved ham, som kaldte —

12 da blev der sagt til hende: Den Ældre skal tjene den Yngre,

13 som skrevet er: Jakob elskede jeg, men Esau hadede jeg.

14 Hvad skulle vi da sige? Mon der være Uretfærdighed hos Gud? Det være langt fra!

15 Thi han siger til Moses: Jeg vil være den miskundelig, hvilken jeg er miskundelig, og forbarme mig over den, hvilken jeg forbarmer mig over.

16 Derfor staaer det ikke til den, som vil, ei heller til den, som løber, men til Gud, som gjør Miskundhed.

17 Thi Skriften siger til Pharao: Just til dette har jeg opreist dig, at jeg vilde vise min Magt paa dig, og paa det at mit Navn skulde forkyndes paa al Jorden.

18 Saa forbarmer han sig da over den, som han vil, men forhærder den, som han vil.

19 Du vil da sige til mig: Hvad klager han over endnu? Hvo haver imodstaaet hans Villie?

20 Men, o Menneske! hvo er du, at du vil gaae i Rette mod Gud? Mon Noget, som er dannet, kan sige til den, som dannede det: Hvi gjorde du mig saaledes?

21 Eller haver Pottemageren ikke Magt over Leret, af det samme Stykke at gjøre et Kar til Ære, men et andet til Vanære?

22 Men hvad? om nu Gud, da han vilde vise Vreden og kundgjøre sin Magt, taalte med stor Langmodighed Vredens Kar, som vare dannede til Fordærvelse?

23 og (det) for at kundgjøre sin Herligheds Rigdom over Barmhjertighedens Kar, hvilke han forud havde beredt til Herlighed,

24 hvilke han og kaldte, os (nemlig), ikke alene af Jøder, men ogsaa af Hedninger;

25 som han og siger hos Hoseas: Jeg vil kalde det mit Folk, som ikke var mit Folk, og hende den Elskede, som ikke var den Elskede;

26 og det skal skee, at paa det Sted, hvor der var sagt til dem: I ere ikke mit Folk, der skulle de kaldes den levende Guds Børn.

27 Men Esaias udraaber over Israel: Dersom (end) Israels Børns Tal var som Havets Sand, saa skal Levningen frelses;

28 thi (der er den,) som fuldkommer sit Ord og hastigen opfylder det i Retfærdighed; ja et hastigen opfyldt Ord skal Herren vise paa Jorden.

29 Og som Esaias haver sagt tilforn: Dersom den Herre Zebaoth ikke havde levnet os Afkom, vare vi blevne som Sodoma og blevne lige med Gomorra.

30 Hvad skulle vi da sige? Hedningerne, som ikke jagede efter Retfærdighed, fik Retfærdighed, nemlig den Retfærdighed, som er af Troen;

31 men Israel, som jagede efter Retfærdigheds Lov, kom ikke til Retfærdigheds Lov.

32 Hvorfor? Fordi de ikke (søgte den) ved Troen, men ved Lovens Gjerninger. Thi de stødte an paa Anstødsstenen;

33 som skrevet er: See, jeg sætter i Zion en Anstødssteen og en Forargelses Klippe; og hver den, som troer paa ham, skal ikke beskjæmmes.