Jesaja 57:13
Når du roper, la dem du har samlet redde deg; men vinden skal ta dem, et pust skal bære dem alle bort: men den som søker tilflukt hos meg skal eie landet, og skal arve mitt hellige fjell.
Når du roper, la dem du har samlet redde deg; men vinden skal ta dem, et pust skal bære dem alle bort: men den som søker tilflukt hos meg skal eie landet, og skal arve mitt hellige fjell.
Når du roper, la dine skarer frelse deg! Men vinden skal føre dem alle bort; tomheten skal ta dem. Men den som setter sin lit til meg, skal eie landet og arve mitt hellige fjell.
Når du roper, la din samling redde deg! Men vinden skal føre dem alle bort, et pust skal ta dem. Men den som søker tilflukt hos meg, skal arve landet og ta mitt hellige fjell i eie.
Når du roper, la din samling av avguder frelse deg! Men vinden skal føre dem alle bort, et pust skal ta dem. Men den som søker ly hos meg, skal arve landet og ta i eie mitt hellige fjell.
Når du roper om hjelp, skal dine samlede krefter redde deg! Men vinden skal bære dem alle bort, som et pust skal ta dem. Men den som søker tilflukt hos meg, skal arve landet og eie mitt hellige berg.
Når du roper, la dine forsamlinger redde deg; men vinden skal bære dem alle bort, tomhet skal ta dem: men den som setter sin lit til meg, skal ta landet i eie og arve mitt hellige fjell.
Når du roper, la dine allierte redde deg; men vinden skal ta dem alle bort; det som er tomt skal ta dem; men han som setter sin lit til meg, skal eie landet og arve mitt hellige fjell.
Når du roper, la dine forsamlede frelse deg, men vinden skal bære dem alle bort, tomheten skal ta dem. Men den som stoler på meg, skal arve landet og eie mitt hellige fjell.
Når du roper, la dine avguder redde deg. Vinden skal bære bort dem alle, et pust skal ta dem vekk. Men den som tar sin tilflukt til meg, skal arve landet og eie mitt hellige berg.
Når du roper, la dine selskap redde deg; men vinden skal føre dem alle bort, tomhet skal ta dem: men den som setter sin lit til meg, skal eie landet, og arve mitt hellige fjell.
Når du roper, la dine ledsagere redde deg; men vinden vil bære dem alle bort, og tomhet vil feie dem bort. Den som setter sin lit til meg, skal imidlertid eie landet og arve mitt hellige fjell.
Når du roper, la dine selskap redde deg; men vinden skal føre dem alle bort, tomhet skal ta dem: men den som setter sin lit til meg, skal eie landet, og arve mitt hellige fjell.
Når du roper, skal dine samlinger frelse deg; men vinden vil rive dem bort alle sammen, tomhet vil ta dem. Men den som tar tilflukt i meg, skal arve landet og eie mitt hellige fjell.
When you cry out for help, let your collection of idols save you! The wind will carry them all off, a mere breath will sweep them away. But whoever takes refuge in me will inherit the land and possess my holy mountain.
Når du roper, skal dine avgudsbilder redde deg. Vinden skal blåse dem alle bort, et pust skal ta dem. Men den som søker tilflukt hos meg, skal arve landet og eie mitt hellige fjell.
Naar du raaber, (da) lad dine Forsamlede redde dig, men Veiret skal optage dem allesammen, Forfængelighed skal tage (dem); men den, som forlader sig paa mig, skal arve Landet og eie mit hellige Bjerg.
When thou criest, let thy companies deliver thee; but the wind shall carry them all away; vanity shall take them: but he that putteth his trust in me shall possess the land, and shall inherit my holy mountain;
Når du roper, la dine samlinger redde deg; men vinden skal bære dem alle bort; tomhet skal ta dem: men den som setter sin lit til meg skal eie landet, og arve mitt hellige fjell.
When you cry, let your companies deliver you; but the wind shall carry them all away, vanity shall take them; but he who puts his trust in me shall possess the land, and shall inherit my holy mountain.
When thou criest, let thy companies deliver thee; but the wind shall carry them all away; vanity shall take them: but he that putteth his trust in me shall possess the land, and shall inherit my holy mountain;
Når du roper, la dem som du har samlet redde deg; men vinden skal ta dem, et pust skal sveipe dem bort alle sammen; men den som tar tilflukt hos meg, skal eie landet og arve mitt hellige fjell.
Når du roper, la dine samlinger utfri deg. Men vinden skal bære dem bort, tomhet skal ta dem med seg. Men den som stoler på meg, skal arve landet og ta mitt hellige fjell i eie.
Dine falske guder vil ikke redde deg når du roper; men vinden vil ta dem, de vil forsvinne som et pust: men den som setter sin lit til meg vil arve landet, og ha mitt hellige fjell som sin arv.
When thou criest,{H2199} let them that thou hast gathered deliver{H5337} thee; but the wind{H7307} shall take{H3947} them, a breath{H1892} shall carry{H3947} them all away:{H5375} but he that taketh refuge{H2620} in me shall possess{H5157} the land,{H776} and shall inherit{H3423} my holy{H6944} mountain.{H2022}
When thou criest{H2199}{(H8800)}, let thy companies{H6899} deliver{H5337}{(H8686)} thee; but the wind{H7307} shall carry them all away{H5375}{(H8799)}; vanity{H1892} shall take{H3947}{(H8799)} them: but he that putteth his trust{H2620}{(H8802)} in me shall possess{H5157}{(H8799)} the land{H776}, and shall inherit{H3423}{(H8799)} my holy{H6944} mountain{H2022};
whe thou criest, let yi chosen heape delyuer the. But the wynde shal take them all awaye, & cary the in to ye ayre. Neuertheles, they yt put their trust in me, shal inheret the londe, and haue my holy hill in possession.
When thou cryest, let them that thou hast gathered together deliuer thee: but the winde shal take them all away: vanitie shal pull them away: but he that trusteth in me, shall inherite the lande, and shall possesse mine holy Mountaine.
When thou cryest, let thy chosen heape deliuer thee: but the winde shall blowe them foorth, and vanitie shal take them all away: Neuerthelesse they that put their trust in me, shall inherite the land, and haue my holy hill in possession.
¶ When thou criest, let thy companies deliver thee; but the wind shall carry them all away; vanity shall take [them]: but he that putteth his trust in me shall possess the land, and shall inherit my holy mountain;
When you cry, let those who you have gathered deliver you; but the wind shall take them, a breath shall carry them all away: but he who takes refuge in me shall possess the land, and shall inherit my holy mountain.
When thou criest, let thy gatherings deliver thee, And all of them carry away doth wind, Take away doth vanity, And whoso is trusting in Me inheriteth the land, And doth possess My holy mountain.
When thou criest, let them that thou hast gathered deliver thee; but the wind shall take them, a breath shall carry them all away: but he that taketh refuge in me shall possess the land, and shall inherit my holy mountain.
Your false gods will not keep you safe in answer to your cry; but the wind will take them, they will be gone like a breath: but he who puts his hope in me will take the land, and will have my holy mountain as his heritage.
When you cry, let those who you have gathered deliver you; but the wind shall take them, a breath shall carry them all away: but he who takes refuge in me shall possess the land, and shall inherit my holy mountain."
When you cry out for help, let your idols help you! The wind blows them all away, a breeze carries them away. But the one who looks to me for help will inherit the land and will have access to my holy mountain.”
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
12 Jeg vil kunngjøre din rettferdighet; men dine gjerninger skal ikke gagne deg.
16 Du skal kaste dem opp, og vinden skal bære dem bort, og virvelvinden skal spre dem; og du skal glede deg i Herren, du skal prise Israels Hellige.
14 Og han skal si: Bygg opp, bygg opp, gjør veien klar, ta bort hindringen fra mitt folks vei.
27 Når frykt kommer som en stormbyge, og ulykke som en virvelvind, når trengsel og angst kommer over dere.
15 Se, de kan samle seg, men ikke av meg: alle som samler seg mot deg skal falle på grunn av deg.
17 Se, Herren vil som en sterk mann kaste deg voldsomt bort; ja, han vil binde deg tett.
19 Herre, min styrke, min festning og min tilflukt på trengselens dag, til deg skal folkeslagene komme fra verdens ender og si: Våre fedre har arvet bare løgner, fånyttes ting som ikke er til nytte.
22 Vinden skal fø dine hyrder, og dine kjære skal gå i fangenskap: da vil du sannelig skamme deg og bli ydmyket for all din ondskap.
15 Selv om han er fruktbar blant sine brødre, skal en østavind komme, Herrens ånde fra ørkenen; og hans kilde skal bli tørr, og hans brønn bli uttørket; han skal rane til seg skatten av alle kostbare kar.
1 Hos Herren søker jeg tilflukt: Hvordan kan dere si til meg: Flykt som en fugl til fjellet ditt?
11 På den dagen skal du ikke bli til skamme for alle dine gjerninger, som du har forbrutt deg mot meg med; for da vil jeg ta bort fra din midte dine stolte og jublende, og du skal ikke mer være hovmodig på mitt hellige fjell.
12 Men jeg vil etterlate i din midte et ydmyket og fattig folk, og de skal ta sin tilflukt til Herrens navn.
22 Du løfter meg opp til vinden, du får meg til å ri på den; og du oppløser meg i stormen.
25 Dette er din lodd, den del jeg har målt ut til deg, sier Herren; fordi du har glemt meg og stolt på løgn.
22 Kast din byrde på Herren, og han vil opprettholde deg: han vil aldri la de rettferdige vakle.
6 For han skal bli som en busk i ørkenen, og han skal ikke se når det gode kommer, men skal bo på skrinn jord i ørkenen, i et saltland uten beboere.
3 Hva vil dere gjøre på straffens dag, og i ødeleggelsen som kommer langveisfra? Til hvem vil dere flykte for hjelp? Og hvor vil dere etterlate deres herlighet?
14 Og det skal skje at som en jaget hjort, og som sauer uten hyrde, skal enhver vende seg til sitt eget folk og flykte til sitt eget land.
13 Nasjonene skal bruse som mange vannströms brøl: men han skal irettesette dem, og de skal flykte langt bort, jaget som agner for vinden på fjellet, og som støv for stormen.
15 Slik skal de tingene være som du har arbeidet med: de som har handlet med deg fra din ungdom, skal vandre hver til sin egen kant; det skal ikke være noen som redder deg.
14 da skal du glede deg i Herren, og jeg vil la deg ri over jordens høyder; og jeg vil gi deg å nyte Jakobs, din fars, arv: for Herrens munn har talt det.
1 De som stoler på Herren er som Sion-fjellet, som ikke kan flyttes, men står fast for alltid.
17 Samle dine eiendeler ut av landet, du som bor i beleiring.
5 De ropte til deg og ble reddet; De stolte på deg og ble ikke gjort til skamme.
9 Da skal du kalle, og Herren vil svare; du skal rope, og han vil si: Her er jeg. Hvis du tar bort åket fra din midte, fingerpekingen og det onde tale;
11 På den tiden skal det bli sagt til dette folket og til Jerusalem: En het vind fra de bare høyder i ørkenen blåser mot folket mitt, ikke for å renske eller rense;
4 Hvorfor roser du deg av dalene, din rennende dal, du fallene datter? Hun stolte på sine skatter, 'sa': Hvem skal komme til meg?
17 Men på Sions berg skal det være en rest som slipper unna, og det skal være hellig; og Jakobs hus skal ta i eie sine eiendeler.
8 Overgi deg til Herren; La ham redde ham. La ham fri ham, siden han gleder seg i ham.
8 Jeg ville skynde meg til et skjulested fra den stormfulle vinden og uværet.
18 Men fjellet faller og blir til intet; og klippen fjernes fra sitt sted;
29 Når de kaster deg ned, skal du si: Det er en opphøyelse, og han vil redde den ydmyke.
6 Kom, kom, flykt fra landet i nord, sier Herren; for jeg har spredt dere som de fire vindene under himmelen, sier Herren.
10 Hvem blant dere frykter Herren og adlyder hans tjener? Den som vandrer i mørket og ikke har lys, la ham stole på Herrens navn og holde seg til sin Gud.
37 Og han vil si: Hvor er deres guder, klippen som de søkte tilflukt i;
6 Løft blikket mot himmelen, og se på jorden nedenfor; for himmelen skal forsvinne som røyk, og jorden skal bli gammel som et klesplagg; og de som bor der skal dø på samme måte: men min frelse skal vare evig, og min rettferdighet skal ikke slettes ut.
7 De bærer den på skulderen, de transporterer den og setter den på sin plass, og den står der, den kan ikke flyttes fra sitt sted; ja, man kan rope til den, men den kan ikke svare eller redde ham fra hans nød.
8 Så sier Herren: På en gunstig tid har jeg svart deg, og på en frelsens dag har jeg hjulpet deg. Jeg vil bevare deg og gi deg som en pakt for folket, for å reise landet opp, for å få dem til å arve de øde arveloddene.
3 Ditt hjertes stolthet har bedratt deg, du som bor i klippekløftene, og som har ditt opphold høyt oppe; som sier i ditt hjerte: Hvem skal trekke meg ned til jorden?
8 Se, dere stoler på falske ord, som ikke kan gagne.
18 For jeg vil sannelig frelse deg, og du skal ikke falle for sverdet, men ditt liv skal bli en erobring for deg, fordi du har satt din lit til meg, sier Herren.
19 Se, på den tiden vil jeg gjøre opp med alle som plager deg; og jeg vil frelse den halte og samle den bortdrevne; og jeg vil gjøre dem til en lovsang og et navn, der hvor de har hatt skam i hele jorden.
19 For folket skal bo i Sion, i Jerusalem; du skal ikke gråte mer. Med sikkerhet vil han nådig høre din gråt; når han hører deg, vil han svare deg.
8 Ved tilmålt straff, når du sender dem bort, strider du med dem; han har fjernet dem med sin sterke vind på dagen for østavinden.
5 Overgi din vei til Herren, stol på ham, så skal han gjøre det.
23 Sannelig, forgjeves er `hjelpen som ventes' fra fjellene, tumulten på fjellene: sannheten er at i Herren vår Gud er Israels frelse.
37 Derfra skal du også gå ut med hendene over hodet; for Herren har forkastet dem du stoler på, og du skal ikke ha lykke med dem.
9 Du skal dra opp som en storm, du skal være som en sky som dekker landet, du og alle dine flokker, og mange folkeslag med deg.
13 Syng, himler, og vær glad, jord; bryt ut i jubel, fjell! For Herren har trøstet sitt folk, og vil ha medlidenhet med sine lidende.
16 Din fryktelighet, ditt hjertes stolthet, har bedraget deg, du som bor i klippens kløfter, som holder åsenes høyde: selv om du skulle gjøre ditt rede så høyt som ørnen, vil jeg bringe deg ned derfra, sier Herren.