1 Samuel 20:39
Og Drengen vidste ikke Noget; alene Jonathan og David vidste Sagen.
Og Drengen vidste ikke Noget; alene Jonathan og David vidste Sagen.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
40 Da gav Jonathan Drengen, som han havde, sine Vaaben og sagde til ham: Gak hen, bær (dem) ind i Staden.
41 Der Drengen gik ind, da stod David op fra (det Sted) Sønden for (Stenen), og faldt paa sit Ansigt til Jorden og bøiede sig tre Gange; og de kyssede den Ene den Anden, og græd den Ene med den Anden, saa at David græd meest.
42 Da sagde Jonathan til David: Gak i Fred! hvad vi begge have svoret i Herrens Navn og sagt, (derom) skal Herren være (Vidne) imellem mig og imellem dig, og imellem min Sæd og imellem din Sæd evindeligen.
32 Da svarede Jonathan Saul, sin Fader, og han sagde til ham: Hvorfor skal han dødes? hvad haver han gjort?
33 Da kastede Saul Spydet efter ham, at han vilde stukket ham; da fornam Jonathan, at det var fuldkommeligen besluttet hos hans Fader at slaae David ihjel.
34 Saa stod Jonathan op fra Bordet med fnysende Vrede, og han aad ikke Brød paa den samme anden Dag i Nymaanen, thi han var bedrøvet for David, fordi hans Fader havde lastet ham.
35 Og det skede om Morgenen, at Jonathan gik ud paa Marken ved den Tid, (han havde) bestemt David, og en liden Dreng med ham.
36 Og han sagde til sin Dreng: Løb, led nu, Kjære, de Pile op, som jeg skyder; Drengen løb, og han skjød en Piil, den lod han fare hen over ham.
37 Og der Drengen kom til det Sted, (hvor) Pilen (laae), som Jonathan skjød ud, da raabte Jonathan efter Drengen og sagde: Er ikke Pilen foran dig og bedre frem?
38 Og Jonathan raabte efter Drengen: Vær snar, skynd dig, staa ikke (stille); da samlede Jonathans Dreng Pilene og kom til sin Herre.
1 Og det hændte sig en Dag, at Jonathan, Sauls Søn, sagde til den unge Karl, som bar hans Vaaben: Gak med, saa ville vi gaae over til Philisternes Besætning, som er paa hiin Side; og han gav sin Fader det ikke tilkjende.
9 Da sagde Jonathan: Det være langt fra dig; men dersom jeg kan vist fornemme, at det Onde er fuldkommeligen besluttet hos min Fader at komme over dig, skulde jeg da ikke give dig det tilkjende?
10 Og David sagde til Jonathan: Hvo skal give mig (det Gode) tilkjende, eller hvad din Fader svarer dig haardeligen?
11 Da sagde Jonathan til David: Kom, saa ville vi gaae ud paa Marken; og de gik begge ud paa Marken.
12 Og Jonathan sagde til David: Herre, Israels Gud! naar jeg udforsker af min Fader ved den Tid imorgen (eller) den tredie (Dag), og see, (det staaer) vel med David, og jeg ikke da sender til dig og aabenbarer det for dine Øren,
13 da gjøre Herren Jonathan saa og lægge saa dertil; men synes min Fader vel om det Onde imod dig, vil jeg og aabenbare det for dine Øren og lade dig fare, at du skal gaae med Fred; og Herren være med dig, ligesom han har været med min Fader.
4 Og David sagde til ham: Hvad er der skeet for en Sag? Kjære, kundgjør mig det; og han sagde: Alt Folket flyede af Krigen, og der faldt ogsaa meget af Folket og døde, ja endog Saul og Jonathan, hans Søn, ere døde.
5 Og David sagde til den unge Karl, den, som forkyndte ham (dette): Hvorledes veed du, at Saul og Jonathan, hans Søn, ere døde?
1 Da flyede David fra Najoth i Rama, og kom og sagde for Jonathans Ansigt: Hvad haver jeg gjort? hvad er min Misgjerning, og hvad er min Synd for din Faders Ansigt, at han søger efter mit Liv?
2 Og han sagde til ham: Det være langt fra, du skal ikke døe; see, min Fader gjør ikke stor Gjerning eller liden Gjerning, at han jo aabenbarer den for mine Øren; og hvorfor skulde min Fader skjule denne Gjerning for mig? det er ikke saa.
3 Da svoer David fremdeles og sagde: Din Fader veed vist, at jeg har fundet Naade for dine Øine, derfor siger han: Jonathan skal ikke vide dette, det maatte bedrøve ham; og sandelig, (saa vist som) Herren lever, og (saa vist som) din Sjæl lever, (der er ikkun) ved et Trin imellem mig og imellem Døden.
4 Og Jonathan sagde til David: Hvad dit Hjerte siger, vil jeg og gjøre dig.
3 Og Ahia, Søn af Ahitub, (som var) Broder til Icabod, Søn af Pinehas, Søn af Eli, Herrens Præst i Silo, bar Livkjortelen; men Folket vidste ikke, at Jonathan var gaaen bort.
1 Og Saul talede til Jonathan, sin Søn, og til alle sine Tjenere, at de skulde slaae David ihjel; men Jonathan, Sauls Søn, havde saare Behag i David.
2 Og Jonathan forkyndte David og sagde: Min Fader Saul søger efter at slaae dig ihjel; saa vaer dig nu, Kjære, imorgen, og bliv i Skjul og skjul dig.
3 Og jeg, jeg vil gaae ud og staae ved min Faders Haand paa Marken, der hvor du er, og jeg, jeg vil tale med min Fader om dig; og naar jeg har seet, hvad (det er), da vil jeg kundgjøre dig det.
4 Saa talede Jonathan godt om David til Saul, sin Fader, og sagde til ham: Kongen synde ikke imod sin Tjener, imod David, thi han har ikke syndet imod dig, saa ere og hans Gjerninger dig meget gode.
17 Og Jonathan og Ahimaaz stode hos En-Rogel, og en Tjenestepige gik bort og forkyndte dem det; men de, de gik hen og forkyndte Kong David det; thi de turde ikke lade sig see at komme i Staden.
18 Men en Dreng saae dem og gav Absalom det tilkjende; og de gik begge hasteligen bort og kom i en Mands Huus i Bahurim, og han havde en Brønd i sin Gaard, og der stege de ned.
39 Thi (saa vist som) Herren lever, der frelser Israel, var den end paa Jonathan, min Søn, da skal han visseligen døe; og Ingen svarede ham af alt Folket.
17 Og han sagde til ham: Frygt ikke, thi min Faders Sauls Haand skal ikke finde dig, men du, du skal blive Konge over Israel, og jeg, jeg vil være den Anden hos dig; og Saul, min Fader, veed ogsaa, (at det skal) saaledes (skee).
18 Saa gjorde de begge en Pagt for Herrens Ansigt, og David blev i Skoven, men Jonathan gik til sit Huus.
27 Men Jonathan havde ikke hørt det, der hans Fader besvoer Folket, og udrakte det Yderste af Kjeppen, som han havde i sin Haand, og dyppede den i en Honningkage; og han vendte sin Haand til sin Mund, og hans Øine saae klart.
6 Og Jonathan sagde til den unge Karl, som bar hans Vaaben: Kom, saa ville vi gaae over til disses Besætning, som have Forhud, maaskee Herren udretter (Noget) for os; thi hos Herren er ingen Forhindring at frelse ved Mange eller ved Faa.
22 Og det skede paa Krigens Dag, at der blev ikke fundet Sværd eller Spyd i hele Folkets Haand, som var med Saul og med Jonathan; dog fandtes der hos Saul og hos Jonathan, hans Søn.
17 Da sagde Saul til Folket, som var hos ham: Tæller, Kjære, og seer til, hvo der er gaaen fra os; og de talte, og see, Jonathan og hans Vaabendrager vare der ikke.
12 Og de Mænd i Besætningen svarede Jonathan og hans Vaabendrager, og sagde: Kommer op til os, saa ville vi lære eder Noget; da sagde Jonathan til sin Vaabendrager: Stig op efter mig, thi Herren haver givet dem i Israels Haand.
13 Og Jonathan steg op paa sine Hænder og paa sine Fødder, og hans Vaabendrager efter ham; da faldt de for Jonathans Ansigt, og hans Vaabendrager slog ihjel efter ham.
7 Og Jonathan kaldte ad David, og Jonathan gav ham alle disse Ord tilkjende; og Jonathan førte David til Saul, og han var for hans Ansigt som tilforn.
17 Og David klagede dette Klagemaal over Saul og over Jonathan, hans Søn;
8 Og Jonathan sagde: See, vi gaae over til Mændene og aabenbares for dem.
4 Og Jonathan afførte sig Kappen, som han havde over sig, og gav David den, og tilmed sine Klæder indtil sit Sværd og sin Bue og sit Bælte.
19 Og naar du har været borte i tre Dage, skal du fare saare (hemmelig) ned og komme til Stedet, der, hvor du skjulte dig paa den Dag, den Gjerning (blev besluttet); og du skal blive ved den Steen Asel.
55 Men der Saul saae David, da han gik ud imod Philisteren, sagde han til Abner, Stridshøvedsmanden: Hvis Søn er denne unge Karl, Abner? og Abner sagde: (Saa vist som) din Sjæl lever, o Konge! jeg veed det ikke.
56 Og Kongen sagde: Spørg du, hvis Søn denne unge Karl er.
1 Og det skede, der han havde endt at tale til Saul, da blev Jonathans Sjæl forbunden til Davids Sjæl, og Jonathan elskede ham som sin Sjæl.
27 Og det skede Dagen efter Nymaane, den anden (Dag i Maaneden), der David blev savnet paa sit Sted, da sagde Saul til Jonathan, sin Søn: Hvorfor kom Isai Søn ikke til Maaltid hverken igaar eller idag?
28 Og Jonathan svarede Saul: David begjærede meget af mig, (at han maatte gaae) til Bethlehem.
43 Og Saul sagde til Jonathan: Giv mig tilkjende, hvad har du gjort? og Jonathan gav ham tilkjende og sagde: Jeg smagte med det Yderste af den Kjep, som er i min Haand, lidet Honning, see, her er jeg, skal jeg døe?
22 Jonathans Bue vendtes ikke tilbage fra de Ihjelslagnes Blod, fra de Vældiges Fedme, og Sauls Sværd kom ikke ledigt tilbage.