1 Samuel 21:11

Original Norsk Bibel 1866

Og Achis Tjenere sagde til ham: Er denne ikke David, Landets Konge? sang de ikke om denne mod hverandre i Dandsen og sagde: Saul har slaget sine Tusinde, og David sine Titusinde?

Tilleggsressurser

Henviste vers

  • 1 Sam 29:5 : 5 Mon denne ikke være David, om hvem de sang mod hverandre i Dandsene, sigende: Saul slog sine Tusinde, og David sine Titusinde?
  • Sal 56:1-9 : 1 Til Sangmesteren; om en stum Due i de langt fraliggende (Stæder); Davids gyldne (Smykke); der Philisterne havde grebet ham i Gath. 2 Gud! vær mig naadig, thi et Menneske (søger at) opsluge mig; han vil den ganske Dag fortrænge mig med Strid. 3 Mine Fjender (søge) den ganske Dag at opsluge mig; thi de ere mange, som stride imod mig, o høie (Gud)! 4 Paa den Dag, jeg maa frygte, vil jeg, jeg forlade mig paa dig. 5 I Gud vil jeg prise hans Ord; jeg forlader mig paa Gud, jeg vil ikke frygte; hvad skulde Kjød gjøre mig? 6 De gjøre (mig) Smerte i mine Handeler den ganske Dag; alle deres Tanker ere imod mig til det Onde. 7 De holde sig tilsammen, de skjule sig; de tage vare paa mine Fodspor, eftersom de bie efter min Sjæl. 8 Skulde de undkomme for (deres) Uretfærdighed? Gud! nedstød (disse) Folk i Vrede. 9 Du, du haver talt min Flugt; tag min Graad i din Flaske; haver du ikke Tal (derpaa)? 10 Da skulle mine Fjender vende tilbage paa den Dag, jeg raaber; dette veed jeg, at du er min Gud. 11 I Gud vil jeg prise (hans) Ord; i Herren vil jeg prise (hans) Ord. 12 Jeg forlader mig paa Gud, jeg vil ikke frygte; hvad skulde et Menneske gjøre mig? 13 Gud! dine Løfter (ligge) paa mig; med Taksigelser vil jeg betale dig.
  • 1 Sam 16:1 : 1 Og Herren sagde til Samuel: Hvorlænge vil du sørge over Saul? og jeg, jeg har forkastet ham, at han skal ikke være Konge over Israel; fyld dit Horn med Olie og gak hen, jeg vil sende dig til Isai, den Bethlehemiter, thi jeg har udseet mig en Konge iblandt hans Sønner.
  • 1 Sam 18:7-8 : 7 Og Qvinderne sang mod hverandre, da de legede, og sagde: Saul har slaget sine Tusinde, og David sine Titusinde. 8 Da optændtes Sauls Vrede saare, og dette Ord var ondt for hans Øine, og han sagde: De gave David Titusinde, og mig gave de Tusinde; og fremdeles vil Riget sandelig blive hans.

Lignende vers (AI)

Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.

  • 91%

    2 Og Philisternes Fyrster gik over med Hundreder og med Tusinder; men David og hans Mænd gik over tilsidst med Achis.

    3 Da sagde Philisternes Fyrster: Hvad skulle disse Ebræer? Og Achis sagde til Philisternes Fyrster: Er ikke det David, Sauls, Israels Konges, Tjener, som nu har været hos mig disse Dage, ja disse Aar? og jeg har ikke fundet Noget med ham siden den Tid, han er falden (til mig), indtil denne Dag.

    4 Men Philisternes Fyrster bleve vrede paa ham, og Philisternes Fyrster sagde til ham: Lad den Mand vende tilbage, at han vender tilbage til sit Sted, hvor du haver beskikket ham, og han skal ikke drage ned med os i Krigen, at han ikke skal blive os en Modstander i Krigen; thi hvormed kunde denne gjøre sig selv behagelig hos sin Herre? mon ikke med disse Mænds Hoveder?

    5 Mon denne ikke være David, om hvem de sang mod hverandre i Dandsene, sigende: Saul slog sine Tusinde, og David sine Titusinde?

    6 Da kaldte Achis ad David og sagde til ham: (Saa vist som) Herren lever, du er oprigtig, og din Udgang og din Indgang med mig i Leiren er god for mine Øine, thi jeg har intet Ondt fundet hos dig fra den Dag, du kom til mig, indtil denne Dag; men du er ikke god for Fyrsternes Øine.

  • 82%

    5 Og David drog ud, hvorsomhelst Saul sendte ham hen, og handlede klogeligen, og Saul satte ham over Krigsmændene; og han var behagelig for alt Folkets Øine, endogsaa for Sauls Tjeneres Øine.

    6 Men det hændte sig, der de kom, da David kom tilbage fra den Philisters Slag, at Qvinderne af alle Israels Stæder vare udgangne med Sang og Dands imod Kong Saul, med Tromme, med Glæde og med Strængeleg.

    7 Og Qvinderne sang mod hverandre, da de legede, og sagde: Saul har slaget sine Tusinde, og David sine Titusinde.

    8 Da optændtes Sauls Vrede saare, og dette Ord var ondt for hans Øine, og han sagde: De gave David Titusinde, og mig gave de Tusinde; og fremdeles vil Riget sandelig blive hans.

  • 10 Og David gjorde sig rede og flyede paa den samme Dag fra Sauls Ansigt, og kom til Achis, Kongen i Gath.

  • 12 Og David lagde disse Ord paa sit Hjerte og frygtede saare for Achis, Kongen af Gaths, Ansigt.

  • 77%

    22 Og Saul bød sine Tjenere: Taler hemmelig med David og siger: See, Kongen har Behagelighed i dig, og alle hans Tjenere elske dig; bliv derfor nu Kongens Svoger.

    23 Og Sauls Tjenere talede disse Ord for Davids Øren, og David sagde: Er det ringe agtet for eders Øine at blive Kongens Svoger, eftersom jeg er en fattig og ringe Mand?

    24 Og Sauls Tjenere gave ham det tilkjende og sagde: Saadanne Ord talede David.

    25 Da sagde Saul: Saaledes skulle I sige til David: Kongen har ingen Lyst til Morgengave, men (heller) til hundrede Forhuder af Philisterne, for at hevne sig paa Kongens Fjender; thi Saul tænkte, at han vilde lade David falde ved Philisternes Haand.

  • 75%

    11 Og David lod ikke en Mand eller Qvinde leve, at føre (dem) til Gath, fordi han sagde: At de ikke skulle forkynde (Noget) imod os, sigende: Saaledes gjorde David; og saaledes var hans Viis alle de Dage, som han boede i Philisternes Land.

    12 Derfor troede Achis David og sagde: Han haver aldeles gjort sig stinkende for sit Folk, for Israel, derfor skal han være min Tjener evindelig.

  • 9 Men David stod op derefter og gik ud af Hulen, og raabte efter Saul og sagde: Min Herre Konge! da saae Saul sig tilbage, og David bøiede sit Ansigt til Jorden og nedbøiede sig.

  • 74%

    17 Da kjendte Saul Davids Røst og sagde: Er denne din Røst, min Søn David? og David sagde: Det er min Røst, min Herre Konge.

    18 Og han sagde: Hvorfor forfølger dog min Herre sin Tjener? thi hvad har jeg gjort, og hvad Ondt er i min Haand?

  • 73%

    1 Og David sagde i sit Hjerte: Jeg omkommer nu en Dag ved Sauls Haand; Intet er mig bedre, end at jeg aldeles undkommer til Philisternes Land, at Saul kan intet Haab have om mig til at søge efter mig ydermere i alt Israels Landemærke, at jeg kan undkomme af hans Haand.

    2 Da gjorde David sig rede og gik over, han og sex hundrede Mænd, som vare med ham, til Achis, Maochs Søn, Kongen i Gath.

  • 30 Og Philisternes Høvedsmænd droge ud, og det skede, naar de droge ud, da handlede David klogere end alle Sauls Tjenere, og hans Navn var saare høit agtet.

  • 31 Og de Ord bleve hørte, som David sagde, og man gav dem tilkjende for Sauls Ansigt, og han lod hente ham.

  • 73%

    8 Da sagde David til Achis: Men hvad har jeg gjort, eller hvad har du fundet med din Tjener fra den Dag, jeg har været for dit Ansigt, indtil denne Dag, at jeg ikke skal komme og stride imod min Herre Kongens Fjender?

    9 Og Achis svarede og sagde til David: Jeg veed det, thi du er god for mine Øine som en Guds Engel; dog have Philisternes Fyrster sagt: Lad ham ikke drage op med os i Krigen.

  • 7 Og Israels Folk blev der slaget for Davids Tjeneres Ansigt, og der skede et stort Slag paa den samme Dag, (som var) paa tyve Tusinde.

  • 8 Disse vare Rapha fødte i Gath, og de faldt ved Davids Haand og ved hans Tjeneres Haand.

  • 73%

    1 Og det skede i de samme Dage, at Philisterne samlede deres Leire til Striden for at stride imod Israel; da sagde Achis til David: Du skal visseligen vide, at du skal drage ud med mig i Leiren, du og dine Mænd.

    2 Da sagde David til Achis: Derfor skal du og fornemme, hvad din Tjener skal gjøre; og Achis sagde til David: Derfor vilde jeg sætte dig til Vogter over mit Hoved alle Dage.

  • 13 Da bortskaffede Saul ham fra sig og satte ham for sig til en Høvedsmand over Tusinde; og han drog ud og drog ind for Folkets Ansigt.

  • 10 Og David sagde: Herre, Israels Gud! din Tjener har hørt, at Saul søger efter at komme til Keila, for at fordærve Staden for min Skyld.

  • 7 Og Saul sagde til sine Tjenere, som stode hos ham: Kjære, hører, I Benjaminiter! skal ogsaa Isai Søn give eder allesammen Agre og Viingaarde, (ja) sætte eder allesammen til Høvedsmænd over Tusinde og Høvedsmænd over Hundrede?

  • 1 Og David talede Ordene af denne Sang for Herren paa den Dag, Herren havde friet ham af alle hans Fjenders Haand og af Sauls Haand.

  • 1 Og Saul talede til Jonathan, sin Søn, og til alle sine Tjenere, at de skulde slaae David ihjel; men Jonathan, Sauls Søn, havde saare Behag i David.

  • 14 Og Achimelech svarede Kongen og sagde: Hvilken er og iblandt alle dine Tjenere trofast som David, og (han er) Kongens Svoger og er gaaen hen i din Lydighed, og er æret i dit Huus?

  • 8 Og det blev ved, at der var Krig; og David drog ud og stred imod Philisterne, og slog dem med et stort Slag, og de flyede for hans Ansigt.

  • 22 Disse fire vare fødte Rapha i Gath, og de faldt ved Davids Haand og ved hans Tjeneres Haand.

  • 17 Og David klagede dette Klagemaal over Saul og over Jonathan, hans Søn;

  • 57 Og der David kom tilbage, der han havde slaget Philisteren, da tog Abner ham og ledede ham ind for Sauls Ansigt; og han havde Philisterens Hoved i sin Haand.

  • 9 Og David slog Landet, og lod ikke leve Mand eller Qvinde, og tog smaat Qvæg og stort Qvæg og Asener og Kameler og Klæder, og vendte tilbage og kom til Achis.

  • 18 Da svarede en af de unge Karle og sagde: See, jeg saae Isai, den Bethlehemiters, Søn, som forstaaer at lege, og er vældig til Strid og en Krigsmand, og forstandig i Ord, og en Mand, (som er deilig) af Skikkelse, og Herren er med ham.

  • 14 Og David sagde til ham: Hvorledes frygtede du ikke at udrække din Haand til at fordærve Herrens Salvede?

  • 3 Da sagde Joab: Herren lægge til sit Folk, som disse ere, hundrede Gange (saa mange)! ere de ikke, min Herre Konge, alle sammen min Herres Tjenere? hvorfor spørger min Herre efter dette? hvorfor skal det være til en Skyld paa Israel?

  • 5 Men de Syrer af Damascus kom for at hjælpe Hadad-Eser, Kongen af Zoba; og David slog af de Syrer to og tyve tusinde Mænd.

  • 13 Da gjorde David og hans Mænd sig rede, ved sex hundrede Mænd, og de gik ud af Keila og vandrede hen, hvor de kunde vandre; og det blev Saul tilkjendegivet, at David var undkommen af Keila, da lod han af at fare ud.

  • 4 Og det blev Saul tilkjendegivet, at David var flyet til Gath; da blev han ikke ydermere ved at søge efter ham.

  • 4 Og David sagde til ham: Hvad er der skeet for en Sag? Kjære, kundgjør mig det; og han sagde: Alt Folket flyede af Krigen, og der faldt ogsaa meget af Folket og døde, ja endog Saul og Jonathan, hans Søn, ere døde.

  • 18 Og alle hans Tjenere gik over ved hans Side, dertilmed alle de Crethi og alle de Plethi; og alle de Githiter, sex hundrede Mænd, som vare komne at følge ham af Gath, gik over for Kongens Ansigt.

  • 17 Og Kongen sagde til Drabanterne, som stode hos ham: Vender eder omkring og slaaer Herrens Præster ihjel, thi deres Haand er ogsaa med David, og der de vidste, at han flyede, da aabenbarede de det ikke for mine Øren; men Kongens Tjenere vilde ikke udrække deres Haand at falde an paa Herrens Præster.