Verse 1
De kloke kvinner bygger sitt hus, men en tåpelig river det ned med egne hender.
(Hver af) de vise Qvinder bygger sit Huus, men en daarlig bryder det ned med sine Hænder.
Verse 2
Den som lever rettskaffent frykter Herren, men den som går sine egne veier, forakter ham.
Den, som vandrer i sin Oprigtighed, frygter Herren, men den, som afviger i sine Veie, foragter ham.
Verse 3
I dårens munn er det et ris for hovmod, men de vises lepper beskytter dem.
I Daarens Mund er Hovmods Riis, men de Vises Læber skulle bevare dem.
Verse 4
Der det ikke finnes okser, er krybben ren, men stor inntekt kommer fra oksens styrke.
Der, hvor ingen Øxne er, der er Krybben reen, men ved Oxens Kraft er meget Indkomme.
Verse 5
Et trofast vitne lyver ikke, men et falskt vitne sprer løgn.
Et trofast Vidne lyver ikke, men et falskt Vidne udblæser Løgn.
Verse 6
Spotteren søker visdom, men finner den ikke, mens for den forstandige er kunnskap lett tilgjengelig.
Spotteren søger Viisdom, og (den findes) ikke, men for en Forstandig er Kundskab let.
Verse 7
Hold avstand fra en tåpelig, for hos ham finner du ikke kunnskapsord.
Gak (langt) fra en daarlig Mand (og den, hos hvem) du ikke fornemmer Kundskabs Læber.
Verse 8
Den klokes visdom er å forstå sin vei, men dårers dårskap er svik.
Det er den Kloges Viisdom at forstaae sig paa sin Vei, men Daarers Daarlighed er Svig.
Verse 9
Dårer gjør narr av skyldfølelse, mens blant de rettskafne er det velbehag.
(Enhver af) Daarerne driver Spot med (sin) Syndeskyld, men iblandt de Oprigtige er Velbehagelighed.
Verse 10
Hjertet kjenner sin egen bitterhet, og en fremmed skal ikke blande seg i dets glede.
Et Hjerte kjender sin Sjæls Bitterhed, og en Fremmed skal ikke blande sig udi dets Glæde.
Verse 11
De ugudeliges hus skal bli ødelagt, men de rettskafnes hjem skal blomstre.
De Ugudeliges Huus skal ødelægges, men de Oprigtiges Paulun skal blomstre.
Verse 12
Det finnes en vei som synes rett for et menneske, men dens ende er dødens vei.
Der er en Vei, som synes ret for en Mand, men det Sidste deraf er Dødens Veie.
Verse 13
Hjertet kan ha smerte midt i latter, og slutten på gleden kan være sorg.
Hjertet skal og, idet det leer, have Smerte, og det Sidste af den Glæde er Bedrøvelse.
Verse 14
Et frafallent hjerte mettes av sine egne veier, mens en god mann vender seg bort fra ham.
Et fravendt Hjerte skal mættes af sine Veie, men en god Mand (viger) fra ham.
Verse 15
En enfoldig tror alt, mens en klok akter på sine skritt.
En Vanvittig troer Allting, men en Klog agter paa sin Gang.
Verse 16
En vis mann frykter og vender seg fra det onde, mens en dåre stormer fram og føler seg trygg.
En Viis frygter og viger fra Ondt, men en Daare farer igjennem og er tryg.
Verse 17
Den som er fortørnet begår dumheter, og en listig mann blir hatet.
Den, som er hastig til Vrede, gjør Daarlighed, og en underfundig Mand hades.
Verse 18
De enfoldige arver dårskap, mens de kloke kroner seg med kunnskap.
Vanvittige arve Daarlighed, men Kloge skulle krone sig med Kundskab.
Verse 19
De onde må bøye seg for de gode, og ugudelige ved de rettferdiges porter.
De Onde nedbøie sig for de Godes Ansigt, og de Ugudelige ved den Retfærdiges Porte.
Verse 20
En fattig blir også hatet av sin nabo, mens mange elsker en rik.
En Arm hades ogsaa af sin Næste, men de ere mange, som elske en Rig.
Verse 21
Den som forakter sin nabo, synder, mens den som har medynk med de trengende, er velsignet.
Hvo, som foragter sin Næste, synder, men den, som forbarmer sig over de Fortrykte, er salig.
Verse 22
Går ikke de som planlegger ondt, seg vill? Men de som planlegger godt, finner miskunn og trofasthet.
Skulle de ikke fare vild, som optænke Ondt? men de, som optænke Godt (skulle finde) Miskundhed og Troskab.
Verse 23
I alt strevsomt arbeid finnes det fortjeneste, men tomt snakk fører bare til mangel.
I alt smerteligt (Arbeide) er der Fordeel, men (hvor der ikkun ere) Læbers Ord, (der kommer det) aleneste til Mangel.
Verse 24
De vises krone er deres rikdom, men dårers dårskap forblir dårskap.
De Vises Krone er deres Rigdom, men Daarers Daarlighed (bliver) Daarlighed.
Verse 25
Et trofast vitne redder sjeler, men et svikefullt vitne sprer løgn.
Et trofast Vidne redder Sjæle, men et svigefuldt (Vidne) udblæser Løgn.
Verse 26
I frykten for Herren er det en trygg styrke, og han skal være en tilflukt for sine barn.
I Herrens Frygt er en tryg Styrke, og han skal være en Tilflugt for sine Børn.
Verse 27
Frykten for Herren er en kilde til liv, for å slippe bort fra dødens feller.
Herrens Frygt er Livets Kilde til at vige fra Dødens Snarer.
Verse 28
For en konge er det en ære å ha mye folk, men der folk mangler, er fyrsten fordervet.
Det er en Konges Ære at have meget Folk, men hvor Folket er borte, der er en Fyrstes Fordærvelse.
Verse 29
En tålmodig mann har stor forståelse, mens den som er hastig i sinnet, fremmer dårskap.
En Langmodig har megen Forstand, men den, som er hastig i Sindet, ophøier Daarlighed.
Verse 30
Et sunt hjerte er liv for kroppen, men misunnelse er som råte i benene.
Et sundt Hjerte er Legemets Liv, men Avind er (som) Raaddenhed i Benene.
Verse 31
Den som undertrykker den fattige, håner hans skaper, men den som har medfølelse med de fattige, ærer ham.
Hvo, som fortrykker den Ringe, forhaaner den, som gjorde ham, men hvo, som forbarmer sig over en Fattig, ærer ham.
Verse 32
Den ugudelige styrter på grunn av sin ondskap, men den rettferdige har håp i sin død.
En Ugudelig skal omstødes formedelst sin Ondskab, men en Retfærdig har Tillid i sin Død.
Verse 33
Visdom hviler i den forstandiges hjerte, men det som er i dårers indre, blir avslørt.
Viisdom hviler i den Forstandiges Hjerte, men (det, som er) inden i Daarer, skal kjendes.
Verse 34
Rettferdighet opphøyer et folk, men synd er en skam for folkene.
Retfærdighed ophøier et Folk, men Synd er en gruelig Ting iblandt Folk.
Verse 35
En klok tjener nyter kongens velvilje, mens hans vrede er over den som gir skam.
Kongens Velbehagelighed er til en klog Tjener, men hans Grumhed er (over) den, som beskjæmmer.