Og Satan stod imod Israel, og han tilskyndte David til at tælle Israel.

Og David sagde til Joab og til Folkets Høvedsmænd: Gaaer, tæller Israel fra Beershaba og indtil Dan, og fører (Tallet) til mig, at jeg kan vide deres Tal.

Da sagde Joab: Herren lægge til sit Folk, som disse ere, hundrede Gange (saa mange)! ere de ikke, min Herre Konge, alle sammen min Herres Tjenere? hvorfor spørger min Herre efter dette? hvorfor skal det være til en Skyld paa Israel?

Men Kongens Ord fik Overhaand over Joab; saa drog Joab ud og vandrede igjennem al Israel, og kom til Jerusalem.

Og Joab gav David Tallet paa Folket, som var talt; og det ganske Israel var elleve hundrede tusinde Mænd, som uddroge Sværd, og Juda fire hundrede og halvfjerdsindstyve tusinde Mænd, som uddroge Sværd.

Dog talte han ikke Levi og Benjamin midt iblandt dem; thi Kongens Ord var Joab vederstyggeligt.

Men denne Gjerning var ond for Guds Øine, derfor slog han Israel.

Da sagde David til Gud: Jeg haver saare syndet, at jeg haver gjort denne Gjerning; men nu, Kjære, borttag din Tjeners Misgjerning, thi jeg handlede meget daarligen.

Og Herren talede til Gad, Davids Seer, og sagde:

Gak, og tal til David og siig: Saa sagde Herren: Jeg lægger dig tre (Ting) for; udvælg dig een af dem, og den vil jeg gjøre dig.

Der Gad kom til David, da sagde han til ham: Saa sagde Herren: Tag du imod,

enten Hunger i tre Aar, eller og Nederlag for dine Modstanderes Ansigt tre Maaneder, og at dine Fjenders Sværd skal naae (dig), eller (at) Herrens Sværd, det er Pestilentse, (skal være) tre Dage udi Landet, og at Herrens Engel skal fordærve i alt Israels Landemærke; saa see nu til, hvad Svar jeg skal sige til den igjen, som mig udsendte.

Da sagde David til Gad: Jeg er saare angest; Kjære, jeg vil falde i Herrens Haand, thi hans Barmhjertigheder ere saare store, og jeg vil ikke falde i Menneskens Haand.

Saa lod Herren Pestilentse komme i Israel, og der faldt af Israel halvfjerdsindstyve tusinde Mænd.

Og Gud sendte en Engel til Jerusalem til at fordærve den, og som han fordærvede den, saae Herren (dertil), og ham angrede det Onde, og han sagde til Engelen, som fordærvede: (Det er) nok, drag nu din Haand bort; og Herrens Engel stod hos Ornans, den Jebusiters, Lade.

Der David opløftede sine Øine og saae Herrens Engel staae imellem Jorden og imellem Himmelen, og hans dragne Sværd i hans Haand, udrakt over Jerusalem, da faldt David og de Ældste, skjulte med Sække, paa deres Ansigt.

Og David sagde til Gud: Haver jeg ikke sagt, at man skulde tælle Folket? ja jeg, jeg er den, som syndede og gjorde meget ilde, men disse Faar, hvad have de gjort? Herre min Gud! Kjære, lad din Haand være paa mig og paa min Faders Huus, og ikke paa dit Folk til Plage!

Da sagde Herrens Engel til Gad, at han skulde sige til David, at David skulde gaae op for at opreise Herren et Alter i Ornans, den Jebusiters, Lade.

Saa gik David op efter Gads Ord, som han talede i Herrens Navn.

Der Ornan vendte sig om, da saae han Engelen, og hans fire Sønner med ham, hvilke skjulte sig; men Ornan tærskede Hvede.

Og David kom til Ornan, og Ornan saae sig om og saae David, og han gik ud af Laden og bøiede sig ned for David med Ansigtet til Jorden.

Og David sagde til Ornan: Giv mig den Lades Sted, saa vil jeg bygge Herren et Alter derpaa; giv mig den for fulde Penge, at den Plage maa standses fra Folket.

Da sagde Ornan til David: Tag du (den) og gjør, min Herre Konge, det, som godt er for dine Øine; see, jeg giver den Oxe til Brændoffer, og Slufferne til Veden, og Hveden til Madofferet, jeg giver det alt.

Og Kong David sagde til Ornan: Ikke saa, men jeg vil visseligen kjøbe (det) for fulde Penge; thi jeg vil ikke tage det, som dig tilhører, til Herren og til at offre Brændoffer for Intet.

Saa gav David Ornan for det Sted sex hundrede Sekel Guld efter Vægt.

Og David byggede Herren der et Alter, og offrede Brændoffere og Takoffere; og der han kaldte paa Herren, da bønhørte han ham ved Ilden af Himmelen paa Brændofferets Alter.

Og Herren talede til Engelen, og han stak sit Sværd i Skeden igjen.

Samme Tid, der David saae, at Herren bønhørte ham i Ornans, den Jebusiters, Lade, da offrede han der.

Thi Herrens Tabernakel, som Mose havde ladet gjøre i Ørken, og Brændofferets Alter var paa den samme Tid paa Høien udi Gibeon.

Og David kunde ikke gaae hen for det samme til at søge Gud; thi han var forfærdet for Herrens Engels Sværd.