At tale med et fremmed Tungemaal for Andre, uden at Nogen udlægger det, er unyttigt, men at prophetere er mere til Opbyggelse

Verse 1

Higer efter Kjærligheden, tragter efter de aandelige Gaver, men meest, at I maatte prophetere.

Verse 2

Thi den, som taler med et (fremmed) Tungemaal, taler ikke for Mennesker, men for Gud; thi Ingen forstaaer det, men han taler Hemmeligheder i Aanden.

Verse 3

Men hvo, som propheterer, taler Mennesker til Opbyggelse og Formaning og Trøst.

Verse 4

Hvo, som taler med et (fremmed) Tungemaal, opbygger sig selv, men hvo, som propheterer, opbygger Menigheden.

Verse 5

Men jeg vilde, at I kunde alle tale med (fremmede) Tungemaal, men mere, at I kunde prophetere; thi den, som propheterer, er større end den, som taler med (fremmede) Tungemaal; uden saa er, at han det udlægger, saa at Menigheden faaer Opbyggelse deraf.

Verse 6

Men nu, Brødre! dersom jeg kom til eder og talede med (fremmede) Tungemaal, hvad kunde jeg da gavne eder, saafremt jeg ikke talede med eder enten ved Aabenbarelse, eller ved Kundskab, eller ved Prophetie, eller ved Lærdom?

Verse 7

Ligesom de livløse Ting, der give Lyd, hvad enten det er en Fløite eller en Harpe, dersom de ikke give Forskjel paa Toner fra sig, hvorledes kan man da vide, hvad der er spillet paa Fløiten eller paa Harpen?

Verse 8

Thi og dersom en Basun giver en utydelig Lyd, hvo vil berede sig til Krig?

Verse 9

Saaledes og, dersom I ikke med Tungen fremføre en forstaaelig Tale, hvorledes kan man da vide, hvad der tales? I ville jo da tale hen i Veiret.

Verse 10

Saa mange Slags Sprog er der jo nu i Verden, og der er intet af dem, som jo haver sin Betydning.

Verse 11

Dersom jeg da ikke kjender Sprogets Betydning, bliver jeg en Udlænding for den, som taler, og den, som taler, bliver for mig en Udlænding.

Verse 12

Saaledes og I, efterdi I hige efter Aandens Gaver, da søger at have overflødigen til Menighedens Opbyggelse.

Verse 13

Derfor, hvo, som taler med et (fremmed) Tungemaal, bede, at han maa kunne udlægge det.

Verse 14

Thi dersom jeg beder med et (fremmed) Tungemaal, da beder vel min Aand, men min Forstand er uden Frugt.

Verse 15

Hvad er altsaa (at gjøre)? Jeg vil bede med Aanden, men jeg vil og bede med Forstanden; jeg vil synge med Aanden, men jeg vil og synge med Forstanden.

Verse 16

Efterdi, dersom du priser Gud med Aanden (alene), hvorledes kan den, som hører til Lægfolk, sige Amen til din Taksigelse, da han ikke veed, hvad du siger?

Verse 17

Thi vel takker du (Gud) smukt, men den anden opbygges ikke.

Verse 18

Jeg takker min Gud, at jeg taler mere i (fremmede) Tungemaal end I alle;

Verse 19

men i en Menighed vil jeg hellere tale fem Ord forstaaeligen, paa det jeg og kan undervise Andre, end ti tusinde Ord med et (fremmed) Tungemaal.

Verse 20

Brødre! vorder ikke Børn i Forstand, men værer Børn i Henseende til Ondskab; i Forstand derimod værer Fuldvoxne.

Verse 21

Der er skrevet i Loven: Ved dem, som have andre Tungemaal, og ved andre Læber vil jeg tale til dette Folk, og de skulle end ikke saaledes høre mig, siger Herren.

Verse 22

Derfor ere de (fremmede) Tungemaal til et Tegn, ikke for dem, som troe, men for de Vantroe; men Prophetien (er et Tegn), ikke for de Vantroe, men for dem, som troe.

Verse 23

Dersom altsaa den ganske Menighed kom tilsammen paa eet Sted, og Alle tale de med (fremmede) Tungemaal, men der kom Lægfolk eller Vantroe ind, vilde de ikke sige, at I vare galne?

Verse 24

Men dersom Alle prophetere, og der kommer nogen Vantro eller Lægmand ind, da overbevises han af Alle, han vises til rette af Alle,

Verse 25

de skjulte (Tanker) i hans Hjerte aabenbares; og saa vil han falde paa sit Ansigt og tilbede Gud, og forkynde, at Gud er sandeligen i eder.

Verse 26

Hvad er derfor, Brødre! (at gjøre)? Naar I komme sammen, haver hver af eder en Psalme, han haver en Lærdom, han haver et (fremmed) Tungemaal, han haver en Aabenbarelse, han haver en Udlæggelse: lader Alt skee til Opbyggelse!

Verse 27

Dersom Nogen taler i et (fremmed) Tungemaal, (da skee det) af To, eller i det høieste Tre, og den Ene efter den Anden, og Een udlægge det.

Verse 28

Men dersom der ingen Fortolker er tilstede, da tie hiin i Menigheden; men for sig selv og for Gud tale han.

Verse 29

Men af Propheter tale to eller tre, og de Andre bedømme (det).

Verse 30

Men dersom en Anden, som sidder der, faaer en Aabenbarelse, da tie den Første.

Verse 31

Thi I kunne alle prophetere, den Ene efter den Anden, at Alle kunne lære, og Alle blive formanede.

Verse 32

Og Propheters Aander ere Propheter underdanige.

Verse 33

Thi Gud er ikke Forvirrings, men Freds (Gud). Ligesom i alle de Helliges Menigheder,

Qvinderne skulle ei tale i Menigheden; alle Ting skulle skee sømmeligen og med Orden

Verse 34

tie eders Qvinder i Forsamlingerne; thi det er dem ikke tilstedt at tale, men at være underdanige, ligesom Loven og siger.

Verse 35

Men ville de lære Noget, da adspørge de deres egne Mænd hjemme; thi det lader Qvinder ilde at tale i en Forsamling.

Verse 36

Eller er Guds Ord udgaaet fra eder? eller er det kommet til eder alene?

Verse 37

Dersom Nogen lader sig tykke, at han er en Prophet eller Aandelig, han erkjende de Ting, som jeg skriver til eder, at de ere Herrens Bud.

Verse 38

Men erkjender Nogen det ikke, da lade han være!

Verse 39

Derfor, Brødre! tragter efter at prophetere, og forbyder ikke at tale med (fremmede) Tungemaal.

Verse 40

Alt skee sømmeligen og med Orden.