Men jeg minder eder, Brødre! om det Evangelium, som jeg forkyndte eder, hvilket I og annammede, udi hvilket I og ere vedblevne,

ved hvilket I og blive salige, dersom I beholde det efter den Maade, paa hvilken jeg forkyndte eder det, saafremt I ikke have troet forgjæves.

Thi jeg overantvordede eder iblandt de første Ting det, som og jeg annammede, at Christus døde for vore Synder efter Skrifterne;

og at han blev begraven;

og at han opstod den tredie Dag efter Skrifterne;

og at han blev seet af Kephas, derefter af de Tolv.

Derefter blev han seet af mere end fem hundrede Brødre paa eengang, af hvilke de Fleste ere endnu i Live, men Nogle ere og hensovede.

Derefter blev han seet af Jakobus, dernæst af alle Apostlerne.

Men sidst af Alle blev han og seet af mig, som det utidige Foster; thi jeg er den ringeste af Apostlerne, som er ikke værd at kaldes en Apostel, fordi jeg haver forfulgt Guds Menighed.

Men af Guds Naade er jeg det, jeg er, og hans Naade mod mig haver ikke været forgjæves, men jeg haver arbeidet mere end de alle, dog ikke jeg, men Guds Naade, som er med mig.

Hvad enten det da er mig, eller hine, da prædike vi saaledes, og saaledes troede I.

Men naar Christus prædikes at være opstanden fra de Døde, hvorledes sige da Nogle iblandt eder, at der er ikke Dødes Opstandelse?

Men dersom der ikke er Dødes Opstandelse, da er ikke heller Christus opstanden.

Men er Christus ikke opstanden, da er vor Prædiken jo forgjæves, saa er og eders Tro forgjæves.

Men vi blive da og fundne som falske Vidner om Gud, idet at vi have vidnet om Gud, at han opreiste Christum, hvilken han ikke haver opreist, saafremt nemlig de Døde ikke opreises.

Thi dersom de Døde ikke opstaae, da er ikke heller Christus opstanden.

Men dersom Christus ikke er opstanden, da er eders Tro forfængelig, saa ere I endnu i eders Synder;

saa ere og de fortabte, som ere hensovede i Christo.

Haabe vi alene paa Christum i dette Liv, da ere vi de elendigste iblandt alle Mennesker.

Men nu er Christus opstanden fra de Døde og er bleven Førstegrøden af de Hensovede.

Thi efterdi Døden kom ved et Menneske, er og de Dødes Opstandelse kommen ved et Menneske.

Thi ligesom Alle døe i Adam, saa skulle og Alle levendegjøres i Christo.

Dog hver i sin Orden: Førstegrøden er Christus, dernæst de, som ere Christi, i hans Tilkommelse.

Derefter (kommer) Enden, naar han haver overantvordet Gud og Faderen Riget, naar han faaer tilintetgjort alt Fyrstendømme og al Vælde og Magt.

Thi ham bør det at regjere, indtil han faaer lagt alle Fjender under sine Fødder.

Den sidste Fjende, som tilintetgjøres, er Døden.

Thi han haver lagt alle Ting under hans Fødder. Men naar han siger, at alle Ting ere (ham) underlagte, da er det aabenbart, at (det er) ham undtagen, som haver underlagt ham alle Ting.

Men naar alle Ting ere blevne ham underlagte, da skal og Sønnen selv underlægge sig ham, som haver underlagt ham alle Ting, paa det at Gud skal være Alt i Alle.

Hvad monne de ellers gjøre, som døbes over de Døde, dersom de Døde aldeles ikke opreises? hvi døbes de og over de Døde?

Hvi staae og vi hver Time i Fare?

Jeg døer dagligen, (det vidner jeg) ved den vor Ros, som jeg haver i Christo Jesu, vor Herre.

Stred jeg, efter menneskelig Viis (at tale), med vilde Dyr i Ephesus, hvad hjælper det mig, dersom de Døde ikke opstaae? (Da) lader os æde og drikke; thi imorgen døe vi.

Forføres ikke; ond Tale fordærver gode Sæder.

Vaagner op, som ret er, og synder ikke! thi Nogle vide Intet af Gud; det siger jeg eder til Blusel.

Men der maatte Nogen sige: Hvorledes opstaae de Døde? men med hvordant et Legeme komme de frem?

Du Daare! det, som du saaer, bliver ikke levendegjort, dersom det ikke døer.

Og i hvad du saaer, saaer du ikke det Legeme, der skal vorde, men et blot Korn, det være sig af Hvede eller af nogen af de andre (Arter Sæd).

Men Gud giver det et Legeme, ligesom han haver villet, og hvert Slags Sæd sit eget Legeme.

Alt Kjød er ikke det samme Kjød; men eet er Menneskers Kjød, et andet Qvægs, et andet Fiskes, et andet Fugles.

Og der ere himmelske Legemer og jordiske Legemer; men een er de himmelskes, en anden de jordiskes Herlighed.

Een er Solens Glands, og en anden Maanens Glands, og en anden Stjernernes Glands; thi een Stjerne overgaaer den anden i Klarhed.

Saaledes er og de Dødes Opstandelse: det saaes i Forkrænkelighed, det opstaaer i Uforkrænkelighed;

det saaes i Vanære, det opstaaer i Herlighed; det saaes i Skrøbelighed, det opstaaer i Kraft;

der saaes et naturligt Legeme, der opstaaer et aandeligt Legeme. Der er et naturligt Legeme, og der er et aandeligt Legeme.

Saaledes er der ogsaa skrevet: Det første Menneske, Adam, er blevet til en levende Sjæl; den sidste Adam til en levendegjørende Aand.

Men det Aandelige er ikke det første, men det Naturlige; derefter det Aandelige.

Det første Menneske (var) af Jord, jordisk; det andet Menneske (er) Herren af Himmelen.

Saadan som den Jordiske var, saadanne ere og de Jordiske; og saadan som den Himmelske er, saadanne ere og de Himmelske.

Og ligesom vi have baaret den Jordiskes Billede, saa skulle vi og bære den Himmelskes Billede.

Men dette siger jeg, Brødre! at Kjød og Blod kan ikke arve Guds Rige, ei heller skal Forkrænkelighed arve Uforkrænkelighed.

See, jeg siger eder en Hemmelighed: Vi skulle vel ikke alle hensove, men vi skulle alle forandres,

i en Hast, i et Øieblik, ved den sidste Basune; thi Basunen skal lyde, og de Døde skulle opstaae uforkrænkelige, og vi skulle forandres.

Thi det bør dette Forkrænkelige at iføres Uforkrænkelighed, og dette Dødelige at iføres Udødelighed.

Men naar dette Forkrænkelige iføres Uforkrænkelighed, og dette Dødelige iføres Udødelighed, da opfyldes det Ord, som er skrevet: Døden er opslugt til Seier.

Død! hvor er den Braad? Helvede! hvor er din Seier?

Men Dødens Braad er Synden; men Syndens Kraft er Loven.

Men Gud være Tak, som giver os Seier formedelst vor Herre Jesum Christum!

Derfor, mine kjære Brødre! bliver faste, ubevægelige, altid rige i Herrens Gjerning, vidende, at eders Arbeide er ikke forfængeligt i Herren.