Og jeg, Brødre! der jeg kom til eder, kom jeg ikke med prægtige Ord eller Viisdom, at forkynde eder det Guds Vidnesbyrd;

thi jeg agtede mig ikke at vide Noget iblandt eder, uden Jesum Christum, og ham korsfæstet.

Og jeg var hos eder med Skrøbelighed og med Frygt og med megen Bæven;

og mit Ord og min Prædiken (skede) ikke i menneskelig Viisdoms overtalende Ord, men i Aands og Krafts Beviisning,

at eders Tro ikke skulde være (grundet) i Menneskens Viisdom, men i Guds Kraft.

Men vi tale Viisdom iblandt de Fuldkomne, dog ikke denne Verdens Viisdom, ikke heller denne Verdens Øversters, der skulle beskjæmmes;

men vi tale Guds Viisdom, den hemmelighedsfulde, hvilken var skjult, (og) hvilken Gud haver forud beskikket før Verdens (Begyndelse), til vor Herlighed,

hvilken ingen af denne Verdens Øverster kjendte; thi havde de kjendt den, havde de ikke korsfæstet Herlighedens Herre.

Men (vi forkynde), som skrevet er: Hvad intet Øie har seet, og intet Øre har hørt, og som ikke er opkommet i noget Menneskes Hjerte, hvad Gud haver beredt dem, som ham elske.

Men os haver Gud aabenbaret det formedelst sin Aand; thi Aanden randsager alle Ting, ogsaa Guds Dybheder.

Thi hvilket Menneske veed, hvad der er i Mennesket, uden Menneskets Aand, som er i ham? saa veed og Ingen, hvad der er i Gud, uden Guds Aand.

Men vi have ikke annammet Verdens Aand, men den Aand, som er af Gud, paa det at vi kunde kjende det, som er os skjenket af Gud;

hvilket vi og tale, ikke med Ord, som menneskelig Viisdom lærer, men med (Ord), som den Hellig-Aand lærer, idet vi tolke aandelige Ting med aandelige Ord.

Men det naturlige Menneske fatter ikke de Ting, som høre Guds Aand til; thi de ere ham en Daarlighed, og han kan ikke kjende dem; thi de bedømmes aandeligen.

Men den Aandelige bedømmer vel alle Ting, men selv bedømmes han af Ingen.

Thi hvo haver kjendt Herrens Sind, at han kunde undervise ham? men vi have Christi Sind.