Og Elias, den Thisbiter, en af dem, som boede i Gilead, sagde til Achab: (Saa vist som) Herren, Israels Gud, lever, for hvis Ansigt jeg staaer, skal der hverken komme Dug eller Regn i disse Aar, uden efter mine Ord.

Og Herrens Ord skede til ham og sagde:

Gak herfra og vend dig imod Østen, og skjul dig ved den Bæk Chrith, som er lige over for Jordanen.

Og det skal skee, at du skal drikke af Bækken; og jeg har budet Ravnene, at de skulle forsørge dig der.

Og han gik og gjorde efter Herrens Ord, og gik og blev ved den Bæk Chrith, som er lige over for Jordanen.

Og Ravnene bragte ham Brød og Kjød om Morgenen, og Brød og Kjød om Aftenen, og han drak af Bækken.

Og det skede, efterat Aaret var tilende, da blev Bækken tør; thi der var ikke Regn i Landet.

Da skede Herrens Ord til ham og sagde:

Staa op, gak til Zarepta, som er ved Zidon, og bliv der; see, jeg har budet der en Enkeqvinde, at hun skal forsørge dig.

Og han stod op og gik til Zarepta, og kom til Stadsporten, og see, der var en Enkeqvinde, som sankede Træer; og han kaldte ad hende og sagde: Kjære, hent mig lidet Vand i Karret, at jeg kan drikke.

Da gik hun at hente; og han kaldte ad hende og sagde: Kjære, tag mig et Stykke Brød med i din Haand.

Men hun sagde: (Saa vist som) Herren din Gud lever, jeg har ikke en Kage, uden en Haandfuld Meel i en Krukke og lidet Olie i et Kruus; og see, jeg sanker to Træer og gaaer ind og vil lave det til mig og til min Søn, at vi maae æde det og døe.

Og Elias sagde til hende: Frygt ikke, gak ind, gjør det efter dine Ord; dog lav mig først en liden Kage deraf og før mig den ud, og siden skal du lave dig og din Søn (Noget).

Thi saa siger Herren, Israels Gud: Melet i Krukken skal ikke fortæres, og Oliekruset skal ikke fattes, indtil den Dag, Herren skal give Regn over Jorderige.

Og hun gik og gjorde efter Elias Ord; og hun aad, ja, han og hun og hendes Huus i et Aar.

Melet i Krukken blev ikke fortæret, og Oliekruset fattedes Intet, efter Herrens Ord, som han talede formedelst Elias.

Og det skede efter disse Handeler, at samme Qvindes, Husets Værtindes, Søn blev syg; og hans Sygdom var saare svar, indtil, der var ikke Aande tilovers i ham.

Og hun sagde til Elias: Hvad har jeg (at gjøre) med dig, du Guds Mand? du er kommen til mig at lade min Misgjerning kommes ihu og at dræbe min Søn.

Og han sagde til hende: Giv mig hid din Søn; og han tog ham af hendes Skjød og førte ham op paa Salen, der hvor han boede, og han lagde ham paa sin Seng.

Og han raabte til Herren og sagde: Herre, min Gud! har du ogsaa gjort (saa) ilde ved denne Enke, som jeg er fremmed hos, at du dræber hendes Søn?

Saa udstrakte han sig over Barnet tre Gange, og raabte til Herren og sagde: Herre, min Gud! Kjære, lad dette Barns Sjæl komme inden i ham igjen.

Og Herren hørte Elias Røst, og Barnets Sjæl kom inden i ham igjen, og han blev levende.

Og Elias tog Barnet og førte det ned fra Salen i Huset og gav hans Moder det; og Elias sagde: See, din Søn lever.

Og Qvinden sagde til Elias: Nu veed jeg dette, at du er en Guds Mand, og Herrens Ord i din Mund er Sandhed.