Og Achab gav Jesabel alt dette tilkjende, som Elias havde gjort, og alle dem, han havde ihjelslaget, nemlig alle Propheterne, med Sværdet.

Da sendte Jesabel et Bud til Elias og lod sige: Guderne gjøre (mig) saa og lægge saa dertil, om jeg (ikke) sætter imorgen paa denne Tid din Sjæl ligesom Ens Sjæl af disse.

Der han det saae, da stod han op og gik for (at redde) sit Liv, og kom til Beershaba, som hører til Juda, og han lod sin Dreng blive der.

Og han gik selv i Ørken en Dags Reise, og kom og satte sig under et Enebærtræ; og han bad, at hans Sjæl maatte døe, og sagde: Det er nok, tag nu min Sjæl, Herre! thi jeg er ikke bedre end mine Fædre.

Saa lagde han sig og sov under et Enebærtræ; og see, der var en Engel, som rørte ved ham og sagde til ham: Staa op, æd.

Og han saae til, og see, en Kage, (bagt) paa Gløder, (laae) ved hans Hovedgjærde, og en Krukke med Vand; saa aad og drak han, og lagde sig igjen.

Og Herrens Engel kom anden Gang igjen, og rørte ved ham og sagde: Staa op, æd; thi Veien er (ellers) for lang for dig.

Og han stod op og aad og drak; og han gik ved den samme Mads Kraft fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter indtil det Guds Bjerg Horeb.

Og han gik der ind i en Hule og blev der om Natten; og see, Herrens Ord (kom) til ham og sagde til ham: Hvad har du her (at gjøre), Elias?

Og han sagde: Jeg har aldeles været nidkjær for Herren Zebaoths Gud, fordi Israels Børn have forladt din Pagt; de have nedbrudt dine Altere og slaget dine Propheter ihjel med Sværdet, og jeg, jeg er alene overbleven, og de søge efter mit Liv til at tage det (fra mig).

Og han sagde: Gak ud, og du skal staae ved Bjerget for Herrens Ansigt. Og see, Herren gik frem, og et stort og stærkt Veir, som sønderrev Bjergene og sønderbrød Klipperne for Herrens Ansigt, Herren var ikke i Veiret; og (der kom) et Jordskjælv efter Veiret, Herren var ikke i Jordskjælvet.

Og efter det Jordskjælv (kom) en Ild, Herren var ikke i Ilden; men efter Ilden (kom der) en stille sagte Lyd.

Og det skede, der Elias det hørte, da omsvøbte han sit Ansigt med sin Kappe, og gik ud og stod i Døren paa Hulen; og see, (da kom der) en Røst til ham og sagde: Hvad har du her (at gjøre), Elias?

Og han sagde: Jeg har aldeles været nidkjær for Herren Zebaoths Gud, fordi Israels Børn have forladt din Pagt, nedbrudt dine Altere og ihjelslaget dine Propheter med Sværdet; og jeg, jeg er alene overbleven, og de søge efter mit Liv til at tage det (fra mig).

Og Herren sagde til ham: Gak, vend tilbage ad din Vei igjennem Ørken til Damascus, og du skal gaae ind og salve Hasael til Konge over Syrien.

Og du skal salve Jehu, Nimsi Søn, til Konge over Israel, og salve Elisa, Saphats Søn af Abel-Mehola, til Prophet i dit Sted.

Og det skal skee, at hvo, som undkommer fra Hasaels Sværd, den skal Jehu ihjelslaae, og hvo, som undkommer fra Jehu Sværd, den skal Elisa ihjelslaae.

Og jeg vil lade overblive i Israel syv Tusinde, (nemlig) alle Knæ, som ikke have bøiet sig for Baal, og hver Mund, som ikke har kysset ham.

Saa gik han derfra og fandt Elisa, Saphats Søn, som pløiede; der vare tolv Par (Øxne) for ham, og han var med det tolvte; og Elias gik over til ham og kastede sin Kappe paa ham.

Og han forlod Øxnene og løb efter Elias og sagde: Kjære, lad mig kysse min Fader og min Moder, saa vil jeg gaae efter dig; og han sagde til ham: Gak, kom igjen, thi hvad har jeg gjort ved dig?

Saa gik han fra ham igjen, og tog et Par Øxne og slagtede dem, og kogte deres Kjød ved Redskabet, (som var paa) Øxnene, og gav Folket, og de aade; og han stod op og gik efter Elias og tjente ham.