Og Salomo besvogrede sig med Pharao, Kongen af Ægypten, og tog Pharaos Datter og førte hende i Davids Stad, indtil han havde fuldendt at bygge sit Huus og Herrens Huus og Jerusalems Muur trindt omkring.

Men Folket offrede paa Høiene; thi der var ikke bygget et Huus til Herrens Navn indtil de samme Dage.

Men Salomo elskede Herren og vandrede efter Davids, sin Faders, Skikke, aleneste at han offrede og gjorde Røgelse paa Høiene.

Og Kongen gik til Gibeon for at offre der, thi det var den store Høi; og Salomo offrede tusinde Brændoffere paa det samme Alter.

Herren blev seet for Salomo i Gibeon om Natten i en Drøm, og Gud sagde: Begjær, hvad jeg skal give dig.

Og Salomo sagde: Du, du haver gjort stor Miskundhed imod din Tjener David, min Fader, ligesom han vandrede for dit Ansigt i Sandhed og i Retfærdighed og i Hjertets Oprigtighed mod dig, og du har holdt ham denne store Miskundhed, og har givet ham en Søn, som sidder paa hans Throne, som (det sees) paa denne Dag.

Og nu, Herre min Gud! du, du haver gjort din Tjener til Konge i min Faders Davids Sted, men jeg er en liden Dreng, jeg veed ikke at gaae ud eller gaae ind.

Og din Tjener er midt iblandt dit Folk, som du haver udvalgt, (som er) saa stort et Folk, der ikke kan tælles eller beregnes for Mangfoldigheds Skyld.

Saa giv din Tjener et forstandigt Hjerte til at dømme dit Folk og med Forstand at skille imellem Godt og Ondt; thi hvo kan (ellers) dømme dette dit mægtige Folk?

Og det Ord var godt for Herrens Øine, at Salomo begjærede denne Ting.

Og Gud sagde til ham: Efterdi du haver begjæret denne Ting, og haver ikke begjæret dig et langt Liv, og haver ikke begjæret dig Rigdom, haver og ikke begjæret dine Fjenders Liv, men haver begjæret dig Forstand til at høre Dom,

see, saa haver jeg gjort efter dit Ord, see, jeg haver givet dig et viist og forstandigt Hjerte, at der ikke haver været (Nogen) som du før dig, ei heller skal opstaae efter dig (Nogen) som du.

Og jeg haver endog givet dig det, som du ikke haver begjæret, (nemlig) baade Rigdom og Ære, saa at der haver ikke været Nogen som du iblandt Kongerne i alle dine Dage.

Og dersom du vandrer i mine Veie, at holde mine Skikke og mine Bud, saasom David, din Fader, haver vandret, da vil jeg forlænge dine Dage.

Og Salomo vaagnede, og see, det var en Drøm; og han kom til Jerusalem og stod foran Herrens Pagtes Ark, og offrede Brændoffere og gjorde Takoffere, og gjorde alle sine Tjenere et Gjæstebud.

Da kom to Qvinder, (som vare) Skjøger, til Kongen, og de stode for hans Ansigt.

Og den ene Qvinde sagde: (Hør) mig, min Herre! jeg og denne Qvinde boede i eet Huus, og jeg fødte hos hende i Huset.

Og det skede paa den tredie Dag, efterat jeg havde født, da fødte ogsaa denne Qvinde; og vi vare tilhobe, der var ingen Fremmed hos os i Huset, uden vi begge udi Huset.

Og denne Qvindes Søn døde om Natten; thi hun laae paa ham.

Og hun stod op midt om Natten og tog min Søn fra min Side, der din Tjenesteqvinde sov, og hun lagde ham i sin Arm, og lagde sin døde Søn i min Arm.

Og jeg stod op om Morgenen at give min Søn at die, see, da var han død; men om Morgenen gav jeg nøie Agt paa ham, see, da var det ikke min Søn, som jeg havde født.

Og den anden Qvinde sagde: Det er ikke saa, thi den levende er min Søn, men den døde er din Søn; og denne sagde: Det er ikke saa, thi den døde er din Søn, men den levende er min Søn; og de talede (saa) for Kongens Ansigt.

Da sagde Kongen: Denne siger: Denne er min Søn, den levende, og den døde er din Søn, og denne siger: Det er ikke saa, thi den døde er din Søn, men den levende er min Søn.

Og Kongen sagde: Henter mig et Sværd; og de førte Sværdet ind for Kongens Ansigt.

Da sagde Kongen: Deler det levende Barn i to (Dele), og giver den Ene Halvdelen, og den Anden Halvdelen.

Da sagde Qvinden, hvis Søn var den levende, til Kongen, — thi hendes Indvolde brændte over hendes Søn — ja hun sagde: (Hør) mig, min Herre! giver hende det levende Barn, og slaaer det ikke ihjel; men hiin sagde: Det skal hverken være mit eller dit, deler det.

Og Kongen svarede og sagde: Giver denne det levende Barn, og slaaer det ikke ihjel; hun er Moder dertil.

Og al Israel hørte Dommen, som Kongen havde dømt, og de frygtede for Kongens Ansigt; thi de saae, at Guds Viisdom var inden i ham til at holde Dom.