Om Qvindernes Lydighed og rette Prydelse, og om Mændenes Pligt
Desligeste skulle Qvinderne være deres egne Mænd underdanige, paa det og, dersom Nogle ikke troe Ordet, de kunne vindes uden Ord ved Qvindernes Omgjængelse,
naar de skue eders kydske Omgjængelse i (Herrens) Frygt.
Deres Prydelse skal ikke være den udvortes, Haarfletning og paahængte Guldsmykker eller Klædedragt,
men Hjertets skjulte Menneske i en sagtmodig og stille Aands uforkrænkelige Væsen, hvilket er meget kosteligt for Gud.
Thi saaledes prydede og fordum de hellige Qvinder sig, som haabede paa Gud og vare deres egne Mænd underdanige;
som Sara var Abraham lydig og kaldte ham Herre; og hendes Børn ere I blevne, dersom I gjøre Godt og ikke frygte for nogen Rædsel.
Desligeste skulle I Mænd leve med eders Hustruer, som med den svagere Deel, med Forstand og bevise dem Ære, da de ogsaa ere Medarvinger til Livets Naadegave, paa det eders Bønner ikke skulle forhindres.
De skulle beflitte sig paa Kjærlighed, Enighed, Sagtmodighed og gjøre det Gode
Men endeligen værer alle ligesindede, medlidende, kjærlige mod Brødrene, barmhjertige, velvillige;
betaler ikke Ondt med Ondt, eller Skjældsord med Skjældsord, men tværtimod velsigner, vidende, at I dertil ere kaldte, at I skulle arve Velsignelse.
Thi den, som vil elske Livet og see gode Dage, skal stille sin Tunge fra Ondt, og sine Læber, at de ikke tale Svig;
han vende sig fra Ondt og gjøre Godt, han søge Fred og hige efter den.
Thi Herrens Øine ere over de Retfærdige, og hans Øren til deres Bøn; men Herrens Ansigt er ogsaa over dem, som gjøre Ondt.
Og hvo er den, som kan skade eder, dersom I beflitte eder paa det Gode?
Men om I og lide for Retfærdigheds Skyld, ere I salige; men frygter ikke, som de frygte, og forfærdes ikke. Men helliger Gud Herren i eders Hjerter.
Men værer altid rede til at forsvare eder med Sagtmodighed og Ærefrygt for Enhver, som begjærer Regnskab af eder om det Haab, som er i eder,
og haver en god Samvittighed, saa at de, der haane eders gode Omgjængelse i Christo, maae beskjæmmes, idet de bagtale eder som Misdædere.
Thi det er bedre — om det saa er Guds Villie — at lide, naar man gjør Godt, end naar man gjør Ondt.
Christus led for Syndere, men blev herligen ophøiet
Thi og Christus led eengang for (vore) Synder, en Retfærdig for Uretfærdige, paa det at han kunde føre os frem til Gud, han, som vel led Døden efter Kjødet, men blev levendegjort efter Aanden,
i hvilken han og gik bort og prædikede for Aanderne, som vare i Forvaring,
som fordum vare gjenstridige, der Guds Langmodighed ventede i Noæ Dage, da Arken byggedes, i hvilken faa, nemlig otte, Sjæle bleve frelste i Vand,
hvis Modbillede, Daaben, nu frelser os, hvilken ikke er Renselse fra Kjødets Ureenhed, men en god Samvittigheds Pagt med Gud ved Jesu Christi Opstandelse;
som, efterat han er faren til Himmelen, er hos Guds høire Haand, og Englene og Magterne og Kræfterne ere ham underlagte.