De Ældste iblandt eder formaner jeg, som en Medeældste og et Vidne til Christi Lidelser, som den, der og haver Deel i Herligheden, der skal aabenbares:

Vogter den Guds Hjord, som er iblandt eder, og haver Tilsyn (med den), ikke tvungne, men frivillig, ikke for slet Vindings Skyld, men med Redebonhed,

ikke som de, der ville herske over (Herrens) Arv, men som de, der blive Mønstre for Hjorden;

og naar da Overhyrden aabenbares, skulle I erholde Ærens uforvisnelige Krands.

Desligeste, I Unge! værer de Ældste underdanige; men værer alle hverandre underdanige og smykker eder med Ydmyghed; thi Gud staaer de Hoffærdige imod, men de Ydmyge giver han Naade.

Derfor ydmyger eder under Guds vældige Haand, at han maa i (sin) Tid ophøie eder.

Kaster al eders Sorg paa ham, thi han haver Omhu for eder.

Værer ædrue, vaager; thi eders Modstander Djævelen gaaer omkring som en brølende Løve, søgende, hvem han kan opsluge.

Staaer ham imod, faste i Troen, efterdi I vide, at de samme Lidelser fuldbyrdes paa eders Brødre i Verden.

Men al Naades Gud, som kaldte os, der en kort Tid lide, til sin evige Herlighed i Christo Jesu, han selv berede, styrke, bekræfte, grundfæste eder!

Ham være Æren og Magten i al Evighed! Amen.

Med Silvanus, den trofaste Broder, — det holder jeg ham for — haver jeg i Korthed skrevet eder til, og formaner og vidner, at denne er Guds sande Naade, i hvilken I staae.

Den medudvalgte Menighed i Babylon hilser eder, saa og Marcus, min Søn.

Hilser hverandre med Kjærligheds Kys. Fred være med eder alle, som ere i Christo Jesu! Amen.