Og der var en Mand af Ramathaim-Zophim, af Ephraims Bjerg, og hans Navn var Elkana, Søn af Jeroham, Søn af Elihu, Søn af Thohu, Søn af Zuph, den Ephrathiter.

Og han havde to Hustruer; den enes Navn var Hanna, og den andens Navn Peninna; og Peninna havde Børn, men Hanna havde ingen Børn.

Og den samme Mand gik op fra sin Stad Aar efter Aar, at tilbede og at offre til den Herre Zebaoth i Silo; og der vare de to Elis Sønner, Hophni og Pinehas, Præster for Herren.

Og det skede paa en Dag, at Elkana offrede; da gav han Peninna, sin Hustru, og alle hendes Sønner og hendes Døttre Dele.

Men han gav Hanna eet Stykke, (som var) anseeligt; thi han elskede Hanna, men Herren havde lukket til for hendes Liv.

Og hendes Modstanderinde opirrede hende og saare, at hun kunde gjøre hende fnysende, fordi Herren havde lukket til for hendes Liv.

Og saaledes skede det fra Aar til Aar; naarsomhelst hun gik op til Herrens Huus, opirrede hun hende saaledes; og hun græd og aad ikke.

Da sagde Elkana, hendes Mand, til hende: Hanna, hvorfor vil du græde, og hvorfor vil du ikke æde, og hvorfor haver dit Hjerte saa ondt? er jeg dig ikke bedre end ti Sønner?

Da stod Hanna op, efterat de havde ædet, og efterat de havde drukket i Silo; og Eli, Præsten, sad paa en Stol ved Herrens Tempels Dørstolpe.

Og hun var beskeligen bedrøvet i Sjælen, og hun bad ydmygeligen til Herren og græd saare.

Og hun lovede et Løfte og sagde: Herre Zebaoth, dersom du seer til din Tjenesteqvindes Elendighed, og kommer mig ihu og ikke glemmer din Tjenesteqvinde, og giver din Tjenesteqvinde mandlig Sæd, da vil jeg give Herren ham alle hans Livs Dage, og der skal ingen Ragekniv komme paa hans Hoved.

Og det skede, der hun længe havde bedet for Herrens Ansigt, da tog Eli vare paa hendes Mund.

Thi Hanna, hun talede i sit Hjerte, kun hendes Læber rørte sig, men hendes Røst hørtes ikke; derfor holdt Eli hende for (at være) drukken.

Og Eli sagde til hende: Hvorlænge vil du være drukken? bortskaf din Viin fra dig.

Og Hanna svarede og sagde: (Det er) ikke (saa), min Herre; jeg er en Qvinde, som er hart (bedrøvet) i Aanden, og jeg har ikke drukket Viin eller stærk Drik, men jeg haver udøst mit Hjerte for Herrens Ansigt.

Agt ikke din Tjenesteqvinde som en Belials Datter; thi jeg har hidindtil talet af min Klages og min Harms Mangfoldighed.

Og Eli svarede og sagde: Gak hen med Fred! og Israels Gud skal give (dig) din Begjæring, som du begjærede af ham.

Og hun sagde: Lad din Tjenesteqvinde finde Naade for dine Øine. Da gik Qvinden sin Vei og aad, og hendes Ansigt var ikke ydermere (bedrøvet).

Og de stode tidlig op om Morgenen, og der de havde tilbedet for Herrens Ansigt, da vendte de tilbage og kom til deres Huus i Rama; og Elkana kjendte Hanna, sin Hustru, og Herren kom hende ihu.

Og det skede, der Aaret var omme, da undfangede Hanna og fødte en Søn, og hun kaldte hans Navn Samuel; thi jeg (sagde hun) har begjæret ham af Herren.

Og den Mand Elkana drog op, og alt hans Huus, at offre til Herren det aarlige Offer og sit Løfte.

Men Hanna drog ikke op, thi hun sagde til sin Mand: (Jeg vil bie,) indtil Barnet bliver afvant, da vil jeg føre ham hen, at han skal sees for Herrens Ansigt, og han skal blive der evindelig.

Og Elkana, hendes Mand, sagde til hende: Gjør det, som er godt for dine Øine; bliv, indtil du har afvant ham; Herren stadfæste kun sit Ord! Saa blev Qvinden (hjemme) og gav sin Søn at die, indtil hun afvante ham.

Og hun førte ham op med sig, der hun havde afvant ham, med tre Stude og een Epha Meel og en Flaske Viin, og hun førte ham til Herrens Huus i Silo; og Drengen var en (liden) Dreng.

Og de slagtede en Stud, og de førte Drengen til Eli.

Og hun sagde: Hør mig, min Herre! (saa vist som) din Sjæl lever, min Herre! jeg er den Qvinde, som stod her hos dig, for at bede ydmygelig til Herren,

Jeg bad ydmygeligen om denne Dreng, og Herren har givet mig min Begjæring, som jeg begjærede af ham.

Derfor haver jeg ogsaa laant ham til Herren alle de Dage, han skal være til, thi han er begjæret af Herren; og han tilbad der for Herren.