Jonathan med sin Vaabendrager fatter en besynderlig Tillid til Gud og slaaer Philisterne.

1

Og det hændte sig en Dag, at Jonathan, Sauls Søn, sagde til den unge Karl, som bar hans Vaaben: Gak med, saa ville vi gaae over til Philisternes Besætning, som er paa hiin Side; og han gav sin Fader det ikke tilkjende.

2

Men Saul blev ved det Yderste af Gibea under Granattræet, som var i Migron; og det Folk, som var hos ham, var ved sex hundrede Mænd.

3

Og Ahia, Søn af Ahitub, (som var) Broder til Icabod, Søn af Pinehas, Søn af Eli, Herrens Præst i Silo, bar Livkjortelen; men Folket vidste ikke, at Jonathan var gaaen bort.

4

Og imellem de Gangstier, hvor Jonathan søgte at gaae over mod Philisternes Besætning, var en Klippespids paa denne Side og en Klippespids paa hiin Side; og den enes Navn var Bozes, og den andens Navn Sene.

5

Den ene Spids stod i Nord imod Michmas, og den anden i Syd imod Geba.

6

Og Jonathan sagde til den unge Karl, som bar hans Vaaben: Kom, saa ville vi gaae over til disses Besætning, som have Forhud, maaskee Herren udretter (Noget) for os; thi hos Herren er ingen Forhindring at frelse ved Mange eller ved Faa.

7

Og hans Vaabendrager sagde til ham: Gjør alt det, som er i dit Hjerte; bøi dig (af Veien), see, jeg er med dig efter dit Hjerte.

8

Og Jonathan sagde: See, vi gaae over til Mændene og aabenbares for dem.

9

Dersom de sige saaledes til os: Værer stille, indtil vi komme nær til eder, saa ville vi staae paa vort Sted og ikke gaae op til dem.

10

Men dersom de sige saaledes: Kommer op til os, saa ville vi stige op, thi Herren haver givet dem i vor Haand; og dette skal være os et Tegn.

11

Der de bleve begge aabenbarede for Philisternes Besætning, da sagde Philisterne: See, Ebræerne ere udgangne af Hulerne, hvor de skjulte sig.

12

Og de Mænd i Besætningen svarede Jonathan og hans Vaabendrager, og sagde: Kommer op til os, saa ville vi lære eder Noget; da sagde Jonathan til sin Vaabendrager: Stig op efter mig, thi Herren haver givet dem i Israels Haand.

13

Og Jonathan steg op paa sine Hænder og paa sine Fødder, og hans Vaabendrager efter ham; da faldt de for Jonathans Ansigt, og hans Vaabendrager slog ihjel efter ham.

14

Og det første Slag, som Jonathan og hans Vaabendrager slog, var ved tyve Mænd, paa omtrent Halvparten af et Stykke Land, en Ager, som et Par (Øxne kunde pløie paa een Dag).

15

Og der var en Forfærdelse i Leiren, paa Marken og iblandt alt Folket; Besætningen og det fordærvende (Parti) bleve ogsaa forfærdede, ja Landet skjælvede, thi det var en Forfærdelse af Gud.

Saul faaer det at vide, og han tilligemed Folket allevegne fra forfølger og slaaer dem.

16

Og Sauls Skildvagt i Gibea i Benjamin saae til, og see, Hoben splittedes og gik, og de stødte hverandre.

17

Da sagde Saul til Folket, som var hos ham: Tæller, Kjære, og seer til, hvo der er gaaen fra os; og de talte, og see, Jonathan og hans Vaabendrager vare der ikke.

18

Da sagde Saul til Ahia: Lad Guds Ark komme hid; thi Guds Ark var paa den samme Dag hos Israels Børn.

19

Og det skede, der Saul endnu talede med Præsten, at det Bulder, som var i Philisternes Leir, det fik Fremgang og blev stort; da sagde Saul til Præsten: Borttag din Haand.

20

Og Saul og alt det Folk, som var hos ham, bleve sammenkaldte, og de kom til Krigen; og see, den Enes Sværd var imod den Andens, (og der var) en saare stor Forstyrring.

21

Og de Ebræer, som havde været med Philisterne tilforn, som vare dragne op med dem i Leiren trindt omkring, de (kom) ogsaa for at være med Israel, som var med Saul og Jonathan.

22

Og alle Israels Mænd, som havde skjult sig paa Ephraims Bjerg, der de hørte, at Philisterne flyede, da forfulgte og de dem i Krigen.

23

Saa frelste Herren Israel paa den samme Dag, og Striden naaede forbi Beth-Aven.

Saul havde forbandet den, som enten aad eller drak noget samme Dag; Jonathan aad Honning i Skoven; Folket æder derefter Kjød med Blodet; Saul bygger Herren et Alter.

24

Og Israels Mænd bleve udmattede paa den samme Dag; thi Saul besvoer Folket og sagde: Forbandet være den Mand, som æder nogen Mad indtil Aftenen! at jeg kan hevne mig paa mine Fjender; derfor smagte det ganske Folk ingen Mad.

25

Og de kom af det ganske Land i Skoven; men der var Honning paa Marken.

26

Og Folket kom ind i Skoven, see, da flød Honningen; og Ingen lod sin Haand røre ved sin Mund; thi Folket frygtede for den Ed.

27

Men Jonathan havde ikke hørt det, der hans Fader besvoer Folket, og udrakte det Yderste af Kjeppen, som han havde i sin Haand, og dyppede den i en Honningkage; og han vendte sin Haand til sin Mund, og hans Øine saae klart.

28

Da svarede en Mand af Folket og sagde: Din Fader besvoer Folket haardeligen og sagde: Forbandet være hver Mand, som æder nogen Mad idag; og Folket var træt.

29

Da sagde Jonathan: Min Fader har forstyrret Landet; seer, Kjære, at mine Øine ere blevne klare, fordi jeg smagte lidet af denne Honning.

30

Ja, gid Folket havde ædet idag af sine Fjenders Bytte, som det fandt; thi endnu har Slaget ikke været stort imod Philisterne.

31

Og de sloge Philisterne paa den Dag fra Michmas indtil Ajalon, og Folket blev meget træt.

32

Og Folket lavede Byttet til, og de toge Faar og Øxne og Kalve, og slagtede paa Jorden; og Folket aad med Blodet.

33

Da forkyndte de Saul det og sagde: See, Folket synder for Herren, at de æde med Blodet; og han sagde: I have handlet fortrædeligen, vælter nu en stor Steen til mig.

34

Og Saul sagde (ydermere): Adspreder eder iblandt Folket og siger til dem: Fører hver sin Oxe og hver sit Lam hid til mig, og slagter dem her og æder, og, synder ikke imod Herren ved at æde med Blodet; da førte alt Folket hver sin Oxe med sin Haand derhen om Natten, og de slagtede der.

35

Da byggede Saul Herren et Alter; det var det (første) Alter, han begyndte at bygge Herren.

Saul vil atter drage ned til Philisterne, adspørger først Herren, som ei vil svare ham; erfarer ved Lodden, at Jonathan havde ædet Honning, vil slaae ham ihjel, Folket redder ham.

36

Og Saul sagde: Lader os drage ned efter Philisterne inat og røve dem, indtil det bliver lys Morgen, og vi ville ikke lade en Mand af dem blive tilovers; og de sagde: Gjør alt det, som er godt for dine Øine; men Præsten sagde: Lader os holde os nær hid til Gud.

37

Og Saul adspurgte Gud: Skal jeg drage ned efter Philisterne? vil du give dem i Israels Haand? men han svarede ham ikke paa den Dag.

38

Da sagde Saul: Kommer frem herhid af alle Hjørner af Folket, og kjender og seer, paa hvilken denne Synd er idag.

39

Thi (saa vist som) Herren lever, der frelser Israel, var den end paa Jonathan, min Søn, da skal han visseligen døe; og Ingen svarede ham af alt Folket.

40

Og han sagde til al Israel: I skulle være paa een Side, men jeg og Jonathan, min Søn, vi ville være paa een Side; og Folket sagde til Saul: Gjør det, som godt er for dine Øine.

41

Og Saul sagde til Herren, Israels Gud: Bring Sandheden frem; og Jonathan og Saul bleve rammede, men Folket gik (frit) ud.

42

Da sagde Saul: Kaster (Lod) imellem mig og imellem Jonathan, min Søn; da blev Jonathan rammet.

43

Og Saul sagde til Jonathan: Giv mig tilkjende, hvad har du gjort? og Jonathan gav ham tilkjende og sagde: Jeg smagte med det Yderste af den Kjep, som er i min Haand, lidet Honning, see, her er jeg, skal jeg døe?

44

Da sagde Saul: Gud gjøre saa og lægge saa dertil, du skal visseligen døe, Jonathan!

45

Men Folket sagde til Saul: Skulde Jonathan døe, som har gjort denne store Frelsning i Israel? det være langt fra! (saa vist som) Herren lever, skal der ikke falde (eet) af hans Hovedhaar paa Jorden, thi han har gjort dette i denne Dag ved Gud; saa forløste Folket Jonathan, at han ikke maatte døe.

46

Da drog Saul op fra (at jage) efter Philisterne, og Philisterne gik til deres Sted.

Saul slaaer Israels Fjender; hans Hustru og Børn, Slægt og Gjerning beskrives.

47

Og Saul indtog Riget over Israel, og han stred imod alle sine Fjender omkring, imod Moabiterne og imod Ammons Børn og imod Edomiterne og imod Kongerne af Zoba og imod Philisterne, og hvorsomhelst han vendte sig hen, handlede han (med dem) som med Ugudelige.

48

Og han gjorde mægtige Gjerninger og slog Amalek, og friede Israel af deres Haand, som dem røvede.

49

Og Sauls Sønner vare: Jonathan og Jisui og Malchisua, og hans to Døttres Navne vare, den Førstefødtes Navn Merab, og den Yngstes Navn Michal.

50

Og Sauls Hustrues Navn var Ahinoam, Ahimaaz's Datter; og hans Stridshøvedsmands Navn var Abner, Søn af Ner, Sauls Farbroder.

51

Og Kis, Sauls Fader, iligemaade Ner, Abuers Fader, var Abiels Søn.

52

Og der var en stærk Krig imod Philisterne alle Sauls Dage; og hvor Saul saae en vældig Mand eller nogen duelig Mand, samlede han ham til sig.