Og det skede, der han havde endt at tale til Saul, da blev Jonathans Sjæl forbunden til Davids Sjæl, og Jonathan elskede ham som sin Sjæl.

Og Saul tog ham paa den Dag (til sig) og tilstedede ham ikke at komme tilbage til sin Faders Huus.

Og Jonathan og David gjorde en Pagt, fordi han elskede ham som sin Sjæl.

Og Jonathan afførte sig Kappen, som han havde over sig, og gav David den, og tilmed sine Klæder indtil sit Sværd og sin Bue og sit Bælte.

Og David drog ud, hvorsomhelst Saul sendte ham hen, og handlede klogeligen, og Saul satte ham over Krigsmændene; og han var behagelig for alt Folkets Øine, endogsaa for Sauls Tjeneres Øine.

Men det hændte sig, der de kom, da David kom tilbage fra den Philisters Slag, at Qvinderne af alle Israels Stæder vare udgangne med Sang og Dands imod Kong Saul, med Tromme, med Glæde og med Strængeleg.

Og Qvinderne sang mod hverandre, da de legede, og sagde: Saul har slaget sine Tusinde, og David sine Titusinde.

Da optændtes Sauls Vrede saare, og dette Ord var ondt for hans Øine, og han sagde: De gave David Titusinde, og mig gave de Tusinde; og fremdeles vil Riget sandelig blive hans.

Og Saul fæstede Øie paa David fra den Dag og derefter.

Og det skede om anden Dagen, at Guds den onde Aand kom heftig over Saul, og han propheterede midt i Huset, men David legede med sin Haand, som dagligen; og Saul havde et Spyd i Haanden.

Og Saul kastede Spydet og sagde: Jeg vil stikke David, (saa det skal gaae) i Væggen; men David vendte sig to Gange omkring fra hans Ansigt.

Og Saul frygtede for Davids Ansigt; thi Herren var med ham, men han var vegen fra Saul.

Da bortskaffede Saul ham fra sig og satte ham for sig til en Høvedsmand over Tusinde; og han drog ud og drog ind for Folkets Ansigt.

Og David handlede klogeligen paa alle sine Veie, og Herren var med ham.

Og der Saul saae, at han handlede saare klogeligen, da gruede han for hans Ansigt.

Men al Israel og Juda elskede David; thi han drog ud og drog ind for deres Ansigt.

Og Saul sagde til David: See, min ældste Datter Merab, hende vil jeg give dig til Hustru, vær ikkun en duelig Mand for mig og strid Herrens Krige; thi Saul sagde: Min Haand skal ikke være paa ham, men Philisternes Haand skal være paa ham.

Og David sagde til Saul: Hvo er jeg, og hvad er mit Liv, (ja) min Faders Slægt i Israel, at jeg skulde blive Kongens Svoger?

Og det skede, der Tiden kom, at Merab, Sauls Datter, skulde gives David, da blev hun given Adriel, den Meholathiter, til Hustru.

Men Michal, Sauls Datter, elskede David, og de gave Saul det tilkjende, og den Sag var ret for hans Øine.

Og Saul sagde: Jeg vil give ham hende, og hun skal vorde ham til en Snare, og Philisternes Haand skal være over ham; da sagde Saul til David: Du skal idag ved (den anden af) Tvende blive min Svoger.

Og Saul bød sine Tjenere: Taler hemmelig med David og siger: See, Kongen har Behagelighed i dig, og alle hans Tjenere elske dig; bliv derfor nu Kongens Svoger.

Og Sauls Tjenere talede disse Ord for Davids Øren, og David sagde: Er det ringe agtet for eders Øine at blive Kongens Svoger, eftersom jeg er en fattig og ringe Mand?

Og Sauls Tjenere gave ham det tilkjende og sagde: Saadanne Ord talede David.

Da sagde Saul: Saaledes skulle I sige til David: Kongen har ingen Lyst til Morgengave, men (heller) til hundrede Forhuder af Philisterne, for at hevne sig paa Kongens Fjender; thi Saul tænkte, at han vilde lade David falde ved Philisternes Haand.

Da sagde hans Tjenere disse Ord til David, og denne Sag var ret for Davids Øine, at han skulde vorde Kongens Svoger; men Bryllupsdagene vare ikke (endnu) opfyldte.

Da gjorde David sig rede og drog hen, han og hans Mænd, og slog iblandt Philisterne to hundrede Mænd, og David fremførte deres Forhuder, og de opfyldte Kongen (Tallet) med dem, at han skulde blive Kongens Svoger; saa gav Saul ham Michal, sin Datter, til Hustru.

Og Saul saae og vidste, at Herren var med David, og Michal, Sauls Datter, elskede ham.

Da blev Saul ved ydermere at frygte for Davids Ansigt, og Saul var Davids Fjende alle Dage.

Og Philisternes Høvedsmænd droge ud, og det skede, naar de droge ud, da handlede David klogere end alle Sauls Tjenere, og hans Navn var saare høit agtet.