De Siphiter forraade David anden Gang; Saul drager ned med 3000 Mænd efter ham; Herren lader en dyb Søvn falde paa Saul og hans Folk; David borttager hans Spyd og hans Vandkrukke, men vil ei tilstede Abisai at slaae ham ihjel.
Og de Siphiter kom til Saul i Gibea og sagde: Haver ikke David skjult sig paa Hachilæ Høi lige for Ørken.
Da gjorde Saul sig rede og drog ned til den Ørk Siph, og tre tusinde Mænd, udvalgte af Israel, med ham, for at søge efter David i den Ørk Siph.
Og Saul leirede sig ved Hachilæ Høi, som ligger imod Ørken, ved Veien; men David blev i Ørken, og han saae, at Saul kom efter ham i Ørken.
Da sendte David Speidere og fik at vide med Vished, at Saul var kommen.
Og David gjorde sig rede og kom til det Sted, hvor Saul havde leiret sig, og David saae Stedet, hvor Saul laae, og Abner, Ners Søn, hans Stridshøvedsmand; thi Saul laae i Vognborgen, og Folket havde leiret sig omkring ham.
Da svarede David og sagde til Achimelech, den Hethiter, og til Abisai, Zerujas Søn, Joabs Broder, sigende: Hvo vil gaae ned med mig til Saul i Leiren? og Abisai svarede: Jeg, jeg vil gaae ned med dig.
Saa kom David og Abisai til Folket om Natten, og see, Saul laae og sov i Vognborgen, og hans Spyd var trykket i Jorden ved hans Hovedgjærde, og Abner og Folket laae omkring ham.
Da sagde Abisai til David: Gud har idag overgivet din Fjende i din Haand; saa vil jeg nu, Kjære, stikke ham med Spydet og (ned) i Jorden een Gang, at jeg ei skal gjøre det anden Gang ved ham.
Men David sagde til Abisai: Fordærv ham ikke; thi hvo vil lægge Haand paa Herrens Salvede og blive uskyldig?
Fremdeles sagde David: (Saa vist som) Herren lever, uden saa er, at Herren slaaer ham, eller hans Dag kommer, at han døer, eller han drager ned i Krigen og omkommer,
saa lade Herren det være langt fra mig at udrække min Haand mod Herrens Salvede; men nu, Kjære, tag Spydet, som er ved hans Hovedgjærde, og den Vandkrukke, og lad os gaae.
Saa tog David Spydet og Vandkrukken fra Sauls Hovedgjærde, og de gik bort; og der var Ingen, som saae det, og Ingen, som vidste det, og Ingen, som opvaagnede, thi de sov allesammen; thi der var falden en dyb Søvn af Herren paa dem.
David raaber til Abner, straffer ham, fordi han ei bedre havde bevaret Kongen; Saul, som kjender Davids Røst, taler til ham; David bebreider ham hans Synd imod sig og raader ham til Omvendelse.
Der David var kommen over paa hiin Side, da stod han paa Bjergets Top langt fra; der var meget Rum imellem dem.
Og David raabte til Folket og til Abner, Ners Søn, og sagde: Vil du ikke svare, Abner? og Abner svarede og sagde: Hvo er du, som raaber til Kongen?
Men David sagde til Abner: Er du ikke en Mand? og hvo er som du i Israel? og hvorfor haver du ikke bevaret din Herre, Kongen? thi der er kommen En af Folket ind til at fordærve Kongen, din Herre.
Dette er ikke en god Ting, som du har gjort; (saa vist som) Herren lever, I ere Dødsens Børn, fordi I have ikke bevaret eders Herre, Herrens Salvede; og see nu, hvor er Kongens Spyd og den Vandkrukke, som var ved hans Hovedgjærde?
Da kjendte Saul Davids Røst og sagde: Er denne din Røst, min Søn David? og David sagde: Det er min Røst, min Herre Konge.
Og han sagde: Hvorfor forfølger dog min Herre sin Tjener? thi hvad har jeg gjort, og hvad Ondt er i min Haand?
Og nu, Kjære, høre min Herre Kongen sin Tjeners Ord: Dersom Herren har tilskyndet dig imod mig, da lad ham lugte et Madoffer, men om Menneskens Børn (gjøre det), være de forbandede for Herrens Ansigt; thi de have udstødt mig idag, at jeg ikke skal holde mig til Herrens Arv, som de vilde sige: Gak bort, tjen andre Guder!
Saa lad nu ikke mit Blod falde paa Jorden borte fra Herrens Ansigt; thi Israels Konge er uddragen til at opsøge en Loppe, som man jager efter en Agerhøne paa Bjergene.
Saul erkjender sin Synd, David taler igjen om sin Troskab imod Saul; Saul velsigner ham; de skilles fra hverandre.
Da sagde Saul: Jeg har syndet, kom tilbage, min Søn David! thi jeg vil ikke ydermere gjøre dig Ondt, fordi at mit Liv var dyrebart for dine Øine paa denne Dag; see, jeg haver gjort daarligt og faret vild saare meget.
Da svarede David og sagde: See, (her er) Kongens Spyd; men lad en af de unge Karle komme over og hente det.
Men Herren betale den Mand sin Retfærdighed og sin Troskab, i hvis Haand Herren haver givet dig idag; men jeg vilde ikke udrække min Haand mod Herrens Salvede.
Og see, ligesom din Sjæl var storligen agtet paa denne Dag for mine Øine, saa skal min Sjæl blive storligen agtet for Herrens Øine, og han skal frie mig af al Angest.
Da sagde Saul til David: Velsignet være du, min Søn David! ja du skal gjøre og du skal formaae det. Saa gik David sin Vei, og Saul vendte om til sit Sted.