I vide selv, Brødre! om vor Indgang hos eder, at den ikke var forgjæves;

men forud mishandlede og forhaanede, som I vide, i Philippi, vare vi (alligevel) frimodige i vor Gud til at tale Guds Evangelium hos eder under megen Kamp.

Thi vor Formaning er ikke af Vildfarelse, ikke heller af ureen Hensigt, ei heller med Svig:

men ligesom vi ere fundne værdige af Gud til at Evangelium maatte os betroes, saaledes tale vi, ikke som vi vilde behage Menneskene, men Gud, som prøver vore Hjerter.

Thi hverken omgikkes vi nogensinde med smigrende Ord, som I vide, ei heller med Paaskud for Gjerrighed; Gud er Vidne.

Vi søgte og ikke Ære af Mennesker, hverken af eder, eller af Andre, enddog vi kunde have brugt Myndighed som Christi Apostler;

men vi vare lemfældige iblandt eder. Som en Amme pleier sine Børn,

saaledes ere vi, af inderlig Kjærlighed til eder, villige til at dele med eder, ikke aleneste Guds Evangelium, men ogsaa vort eget Liv, fordi I ere blevne os elskelige.

I erindre jo, Brødre! vort Arbeide og vor Møie; thi endskjøndt vi arbeidede Nat og Dag, for ikke at være Nogen af eder til Byrde, prædikede vi dog Guds Evangelium iblandt eder.

I ere Vidner, og Gud, til, hvor helligen og retfærdigen og ustraffeligen vi omgikkes med eder, I Troende!

ligesom I vide, hvorledes vi formanede og trøstede eder, Enhver især, som en Fader sine Børn,

og vidnede, at I skulde omgaaes værdigen for Gud, som kaldte eder til sit Rige og sin Herlighed.

Derfor takke vi og Gud uafladeligen, at, da I annammede det Guds Ord, som I hørte af os, antoge I ikke Menneskers Ord, men — som det sandeligen er — Guds Ord, hvilket og kraftigen virker i eder, som troe.

Thi I, Brødre! ere blevne Efterfølgere af de Guds Menigheder, som ere i Judæa i Christo Jesu, idet I ogsaa have lidt det Samme af eders egne Landsmænd, som de af Jøderne,

hvilke baade ihjelsloge den Herre Jesum og deres egne Propheter, og have forfulgt os, og behage ikke Gud, og ere alle Mennesker imod,

og formene os at tale til Hedningerne, for at de maatte frelses, saa at de altid opfylde deres Synders Maal. Men Vreden kommer over dem til Undergang.

Men vi, Brødre! som en stakket Tid have været skilte fra eder med Legemet, ikke med Hjertet, vi have med megen Forlængsel gjort os desmere Flid, for at faae see eders Ansigt.

Derfor have vi villet komme til eder — nemlig jeg Paulus — een Gang, ja to Gange, men Satanas haver forhindret os.

Thi hvo er vort Haab eller vor Glæde eller Kronen paa vor Ros? Mon ikke ogsaa I for vor Herre Jesu Christo i hans Tilkommelse?

I ere jo vor Ære og Glæde.