Og Josaphat havde Rigdom og Ære i Mangfoldighed, og han gjorde Svogerskab med Achab.

Og der (nogle) Aar vare tilende, drog han ned til Achab i Samaria, og Achab lod slagte smaat Qvæg og stort Qvæg i Mangfoldighed til ham og til det Folk, som var med ham, og han tilskyndte ham til at drage op til Ramoth i Gilead.

Thi Achab, Israels Konge, sagde til Josaphat, Judæ Konge: Vil du drage med mig til Ramoth i Gilead? og han sagde til ham: Jeg vil være som du, og mit Folk (skal være) som dit Folk, og (vi ville være) med dig i Krigen.

Fremdeles sagde Josaphat til Israels Konge: Kjære, spørg idag om Herrens Ord.

Da samlede Israels Konge Propheterne, fire hundrede Mænd, og sagde til dem: Skulle vi drage til Ramoth i Gilead til Krig, eller skal jeg lade det være? og de sagde: Drag op, og Gud skal give (den) i Kongens Haand.

Men Josaphat sagde: Er her ikke endnu en Herrens Prophet, at vi kunde spørge ham ad?

Og Israels Konge sagde til Josaphat: (Her er) endnu en Mand, ved hvem man kan spørge Herren ad, — men jeg, jeg hader ham, fordi han spaaer ikke Godt over mig, men alle sine Dage Ondt — det er Michæas, Jimlas Søn; og Josaphat sagde: Kongen sige ikke saa.

Da kaldte Israels Konge ad en Kammertjener og sagde: Hent snart Michæas, Jimlas Søn.

Og Israels Konge og Josaphat, Judæ Konge, sadde hver paa sin Throne, førte udi Klæder, og de sadde i Gaarden ved Døren af Samarias Port, og alle Propheterne spaaede for deres Ansigt.

Og Zedekias, Kenaanas Søn, havde gjort sig Jernhorn og sagde: Saa sagde Herren: Med disse skal du stange de Syrer, indtil de udryddes.

Og alle Propheterne spaaede saaledes og sagde: Drag op til Ramoth i Gilead og vær lykkelig, og Herren skal give (den) i Kongens Haand.

Og Budet, som var gaaet hen at kalde Michæas, talede til ham, sigende: See, Propheternes Ord ere (som af) een Mund gode for Kongen; Kjære, lad dit Ord og være som Ens af dem, og tal Godt.

Da sagde Michæas: (Saa vist som) Herren lever, det, som min Gud siger (mig), det vil jeg tale.

Og han kom til Kongen, og Kongen sagde til ham: Michæas, skulle vi drage til Ramoth i Gilead i Krig, eller skal jeg lade være? og han sagde: Drager op og værer lykkelige, og de skulle gives i eders Haand.

Og Kongen sagde til ham: Hvormange Gange skal jeg besværge dig, at du Intet siger mig uden Sandheden i Herrens Navn?

Da sagde han: Jeg saae al Israel adspredt paa Bjergene som Faar, der have ingen Hyrde, og Herren sagde: Disse have ingen Herre, lad dem vende tilbage, hver til sit Huus med Fred.

Da sagde Israels Konge til Josaphat: Haver jeg ikke sagt dig: Han spaaer ikke Godt over mig, men Ondt?

Og han sagde: Hører derfor Herrens Ord: Jeg saae Herren sidde paa sin Throne, og al Himmelens Hær staaende ved hans høire og ved hans venstre Side.

Og Herren sagde: Hvo vil overtale Achab, Israels Konge, at han skal drage op og falde ved Ramoth i Gilead? og han sagde: Den Ene sagde saa, og den Anden sagde saa.

Da gik en Aand ud og stod for Herrens Ansigt og sagde: Jeg, jeg vil overtale ham; og Herren sagde til ham: Hvormed?

Og han sagde: Jeg vil udgaae og være en løgnagtig Aand i alle hans Propheters Mund; og han sagde: Du skal overtale (ham) og ogsaa formaae det; gak ud og gjør saaledes.

Og nu, see, Herren haver givet en løgnagtig Aand i disse dine Propheters Mund; men Herren haver talet Ondt over dig.

Da gik Zedekias, Kenaanas Søn, frem og slog Michæas paa Kindbenet og sagde: Hvor er den Vei, (paa hvilken) Herrens Aand er gaaen over fra mig til at tale med dig?

Og Michæas sagde: See, du skal see det paa den samme Dag, naar du skal gaae ind fra et Kammer i det andet for at skjule dig.

Da sagde Israels Konge: Tager Michæas og fører ham tilbage til Amon, Stadens Fyrste, og til Joas, Kongens Søn,

og siger: Saa siger Kongen: Sætter denne i Fængsels Huus og bespiser ham med Trængsels Brød og Trængsels Vand, indtil jeg kommer tilbage med Fred.

Og Michæas sagde: Dersom du kommer tilbage med Fred, da haver ikke Herren talet ved mig; og han sagde: Hører, I Folk allesammen!

Saa drog Israels Konge og Josaphat, Judæ Konge, op til Ramoth i Gilead.

Og Israels Konge sagde til Josaphat: Jeg vil forklæde mig og komme i Krigen, men tag du dine Klæder paa; og Israels Konge forklædte sig, og de kom i Krigen.

Men Kongen af Syrien bød de Øverste for Vognene, som han havde, og sagde: I skulle ikke stride imod Liden eller Stor, uden imod Israels Konge alene.

Og det skede, der de Øverste for Vognene saae Josaphat, da sagde de: Han er Israels Konge, og de droge omkring imod ham at stride; men Josaphat raabte, og Herren hjalp ham, og Gud tilskyndte dem (at drage) fra ham.

Og det skede, der de Øverste for Vognene saae, at han var ikke Israels Konge, da vendte de sig tilbage bag fra ham.

Og en Mand spændte Buen i sin Uskyldighed og skjød Israels Konge imellem Sværdremmerne og Pantseret; da sagde han til Kjøresvenden: Vend din Haand og før mig ud af Leiren, thi jeg er saaret.

Og Krigen tog til paa den samme Dag, og Israels Konge stod i Vognen mod de Syrer indtil Aftenen; og han døde ved den Tid, som Solen gik ned.