Og det skede derefter, at Moabs Børn og Ammons Børn og med dem (andre Flere) end de Ammoniter kom imod Josaphat til Krig.

Og (Nogle) kom og gave Josaphat tilkjende og sagde: Der kommer en stor Hob imod dig fra hiin Side Havet, fra Syrien, og see, de ere i Hazezon-Thamar, det er En-Gedi.

Og Josaphat frygtede og stillede sit Ansigt til at søge Herren, og lod udraabe en Faste over al Juda.

Og Juda samlede sig til at søge (Hjælp) af Herren; ogsaa af alle Judæ Stæder kom de til at søge Herren.

Og Josaphat stod i Judæ og Jerusalems Forsamling i Herrens Huus for den nye Forgaard.

Og han sagde: Herre, vore Fædres Gud! er du ei selv den Gud i Himmelen? ja du er den, som regjerer i alle Hedningers Riger, og i din Haand er Kraft og Vælde, og der er Ingen, som kan bestaae imod dig.

Haver du ikke, vor Gud! fordrevet dette Lands Indbyggere fra dit Folks Israels Ansigt og givet det til Abrahams, din Vens, Sæd evindeligen?

Og de have boet derudi og bygget dig en Helligdom deri for dit Navn, og sagt:

Om Ulykke kommer over os, et dømmende Sværd eller Pestilentse eller Hunger, skulle vi staae foran dette Huus og for dit Ansigt, — thi dit Navn er i dette Huus — og raabe til dig i vor Nød, saa ville du høre og frelse.

Nu da, see, Ammons Børn og Moab og de af Seirs Bjerg, igjennem hvilke du ikke tilstedede Israel at komme, der de kom af Ægypti Land, men de maatte vige fra dem og ikke ødelægge dem,

ja see, de betale os (det), da de komme for at udstøde os af din Eiendom, som du haver ladet os indtage til Eiendom.

Vor Gud! vil du ikke dømme over dem? thi der er ingen Kraft i os imod denne store Hob, som kommer imod os, og vi vide ikke, hvad vi skulle gjøre, men vore Øine (ere vendte) til dig.

Og al Juda stod for Herrens Ansigt, ogsaa deres smaae Børn, deres Hustruer og deres Sønner.

Men (over) Jehasiel, Søn af Sacharia, Søn af Benaja, Søn af Jeiel, Søn af Matthanja, den Levit, af Asaphs Børn, over ham kom Herrens Aand midt iblandt Forsamlingen.

Og han sagde: Giver Agt paa, al Juda og I, Indbyggere i Jerusalem, og du, Kong Josaphat! saa sagde Herren til eder: I skulle ikke frygte og ikke ræddes for denne store Hob, thi Krigen er ikke eders, men Guds.

Imorgen skulle I drage ned imod dem; see, de drage op ved Opgangen til Ziz, og I skulle finde dem ved Enden af Dalen lige over for Jeruels Ørk.

(Det skal) ikke (komme) eder (ved) at stride i denne (Strid); stiller eder hen, staaer og seer Herrens Frelse, (som er) med eder, O Juda og Jerusalem! I skulle ikke frygte og ikke ræddes, drager imorgen ud imod dem, thi Herren (skal være) med eder.

Da bøiede Josaphat sig med Ansigtet ned til Jorden, og al Juda og Indbyggerne i Jerusalem faldt ned for Herrens Ansigt at nedbøie sig for Herren.

Og Leviterne af de Kahathiters Børn og af de Korhiters Børn stode op at love Herren, Israels Gud, med stor Røst, høiligen.

Og de stode tidligen op om Morgenen og droge ud til Thekoas Ørk; og der de droge ud, stod Josaphat og sagde: Hører mig, Juda og I, Indbyggere i Jerusalem! troer paa Herren eders Gud, saa skulle I blive forsikkrede, troer paa hans Propheter, saa skulle I faae Lykke.

Og han raadførte sig med Folket og beskikkede Sangere for Herren og dem, som skulde love den hellige Majestæt, at, naar de droge ud frem for de Bevæbnede, da skulle de sige: Takker Herren, thi hans Miskundhed er evindelig.

Og den Tid, de begyndte med Frydeskrig og Lov, lod Herren et Baghold komme paa Ammons Børn, Moab og (dem af) Seirs Bjerg, som vare komne mod Juda, og de bleve slagne.

Thi Ammons Børn og Moab stode mod Indbyggerne af Seirs Bjerg at sætte dem i Band og at ødelægge; og der de havde gjort Ende paa Indbyggerne af Seir, hjalp de den Ene den Anden at fordærve (sig selv).

Der Juda var kommen til Mizpe ved Ørken, da vendte de deres Ansigter til Hoben, og see, de vare (idel) døde Kroppe, som vare faldne paa Jorden, og der var Ingen undkommen.

Og Josaphat kom og hans Folk til at røve deres Bytte, og de fandt hos dem i Mangfoldighed baade Gods ved de døde Kroppe og kosteligt Tøi, og de toge for sig, saa de ikke kunde bære det; og de røvede samme Bytte i tre Dage, thi det var meget.

Og paa den fjerde Dag forsamledes de i Lovs-Dalen, thi der lovede de Herren; deraf kaldte de samme Steds Navn Lovs-Dal indtil denne Dag.

Siden vendte sig hver Mand af Juda og Jerusalem tilbage, og Josaphat fremmest for dem, at drage tilbage til Jerusalem med Glæde; thi Herren havde glædet dem over deres Fjender.

Og de kom til Jerusalem med Psaltere og med Harper og med Basuner, til Herrens Huus.

Og Guds Frygt kom over alle Riger i Landene, der de hørte, at Herren havde stredet imod Israels Fjender.

Saa blev Josaphats Rige stille, og hans Gud skaffede ham Rolighed trindt omkring.

Og Josaphat regjerede over Juda; han var fem og tredive Aar gammel, der han blev Konge, og regjerede fem og tyve Aar i Jerusalem, og hans Moders Navn var Asuba, Silhi Datter.

Og han vandrede i Asas, sin Faders, Vei og veg ikke fra den, idet han gjorde det, som ret var for Herrens Øine.

Dog bleve Høiene ikke borttagne, thi Folket havde endnu ikke beskikket deres Hjerte til deres Fædres Gud.

Men de øvrige af Josaphats Handeler, de første og de sidste, see, de Ting ere skrevne iblandt Jehu, Hanani Søns, Handeler, som man lod ham optegne i Israels Kongers Bog.

Men derefter forbandt Josaphat, Judæ Konge, sig med Ahasia, Israels Konge; han, han var ugudelig i (sine) Gjerninger.

Og han forbandt sig med ham at gjøre Skibe, som skulde fare til Tharsis, og de gjorde Skibene i Ezion-Geber.

Men Elieser, Dodavas Søn, af Maresa, spaaede imod Josaphat og sagde: Fordi du forbandt dig med Ahasia, haver Herren sønderrevet dine Gjerninger; da bleve Skibene sønderbrudte, og de formaaede ikke at fare til Tharsis.