Da sagde Salomo: Herren haver sagt, at han vilde boe i Mørket.

Og jeg, jeg haver bygget dig en Boligs Huus, ja en Bolig, at du skulde boe der evindeligen.

Og Kongen vendte sit Ansigt og velsignede al Israels Menighed, og al Israels Menighed stod.

Og han sagde: Lovet være Herren, Israels Gud, som talede med sin Mund til David, min Fader, og opfyldte det med sine Hænder og sagde:

Fra den Dag, da jeg udførte mit Folk af Ægypti Land, haver jeg ikke udvalgt en Stad af alle Israels Stammer, til at man skulde bygge et Huus, at mit Navn skulde der være, ikke heller haver jeg udvalgt nogen Mand at være en Fyrste over mit Folk Israel;

men jeg udvalgte Jerusalem, at mit Navn skulde være der, og jeg udvalgte David, at han skulde være over mit Folk Israel.

Og det var i min Faders Davids Hjerte at bygge Herrens, Israels Guds, Navn et Huus.

Men Herren sagde til David, min Fader: Fordi det haver været i dit Hjerte at bygge mit Navn et Huus, da gjorde du vel (deri), at det var i dit Hjerte.

Dog skal du, du ikke bygge det Huus, men din Søn, den, som skal udgaae af dine Lænder, han skal bygge mit Navn det Huus.

Og Herren haver stadfæstet sit Ord, som han talede; thi jeg er opstanden i Davids, min Faders, Sted og sidder paa Israels Throne, saasom Herren talede, og haver bygget Herrens, Israels Guds, Navn det Huus.

Og jeg haver sat Arken der, hvorudi Herrens Pagt er, som han gjorde med Israels Børn.

Og han stod foran Herrens Alter for al Israels Forsamling, og udbredte sine Hænder.

Men Salomo havde gjort en Kobberkjedel og sat den midt i Gaarden; fem Alen var dens Længde, og fem Alen var dens Bredde, og tre Alen var dens Høide; og han stod ved den og knælede paa sine Knæ for al Israels Forsamling, og udbredte sine Hænder mod Himmelen.

Og han sagde: Herre, Israels Gud! der er ingen Gud som du i Himmelen eller paa Jorden, som holder Pagten og Miskundheden med dine Tjenere, som vandre for dit Ansigt i deres ganske Hjerte,

du, som haver holdt din Tjener David, min Fader, det, du talede til ham; thi du haver talet med din Mund og fuldkommet med din Haand, som (det sees) paa denne Dag.

Og nu, Herre, Israels Gud! hold din Tjener David, min Fader, det, som du haver tilsagt ham og sagt: Dig skal ikke fattes en Mand for mit Ansigt, som skal sidde paa Israels Throne; dog saa, at dine Børn bevare deres Vei, at vandre i min Lov, saasom du haver vandret for mit Ansigt.

Og nu, Herre, Israels Gud! lad dit Ord være sandt, som du talede til din Tjener, til David.

Thi mon Gud skulde sandeligen boe hos Menneskene paa Jorden? see, Himlene og Himlenes Himle kunne ikke omfatte dig, hvor langt mindre dette Huus, som jeg haver bygget!

Men vend dit Ansigt til din Tjeners Bøn og til hans ydmyge Begjæring, Herre, min Gud! at høre paa det Raab og paa den Bøn, som din Tjener beder for dit Ansigt,

at dine Øine maae være aabnede over dette Huus Dag og Nat, over det Sted, hvorom du haver sagt, at du vilde sætte dit Navn der, at høre den Bøn, som din Tjener beder paa dette Sted,

og at du ville høre paa din Tjeners og dit Folks Israels ydmyge Begjæringer, som de skulle bede paa dette Sted, og at du ville høre det paa det Sted, hvor du boer i Himmelen, ja at du ville høre og forlade!

Dersom Nogen synder imod sin Næste, og man lægger en Ed paa ham at lade ham sværge, og den Ed kommer for dit Alter i dette Huus,

da ville du høre af Himmelen og gjøre og dømme dine Tjenere, at betale den Ugudelige, at give hans Vei paa hans Hoved, og retfærdiggjøre den Retfærdige, at give ham efter hans Retfærdighed!

Dersom og dit Folk Israel bliver slaget for Fjendens Ansigt, naar de have syndet imod dig, og de omvende sig og bekjende dit Navn og bede, og bede om Naade for dit Ansigt i dette Huus,

da ville du høre af Himmelen og forlade dit Folks Israels Synd, og føre dem igjen i det Land, som du haver givet dem og deres Fædre!

Naar Himmelen bliver tillukket, og der vorder ikke Regn, fordi de have syndet imod dig, og de (da) bede paa dette Sted og bekjende dit Navn, og omvende sig fra deres Synd, naar du plager dem,

da ville du høre i Himmelen og forlade dine Tjeneres og dit Folks Israels Synd, at du ville vise dem den gode Vei, paa hvilken de skulle vandre, og give Regn over dit Land, som du haver givet dit Folk til Arv!

Naar der vorder Hunger i Landet, naar der vorder Pestilentse, naar der vorder Tørke og brændt Korn, Græshopper og Kornorme, naar hans Fjender ængste ham i hans Portes Land, (naar der vorder) allehaande Plage og allehaande Sygdom, —

al Bøn, al ydmyg Begjæring, som skeer af hvert Menneske eller af alt dit Folk Israel, som kjender hver sin Plage og sin Smerte og udbreder sine Hænder til dette Huus,

(den) ville du da høre af Himmelen, (af) den Bolig, som du boer udi, at forlade og give Enhver efter alle hans Veie, ligesom du kjender hans Hjerte; thi du, du kjender for dig alene Menneskens Børns Hjerte;

paa det de skulle frygte dig, at vandre i dine Veie alle de Dage, som de leve i Landet, som du haver givet vore Fædre.

Ja ogsaa anlangende den Fremmede, som ikke er af dit Folk Israel, men kommer fra et langt fraliggende Land for dit det store Navns og din stærke Haands og din udrakte Arms Skyld, og de komme og bede (vendte) mod dette Huus,

da ville du høre af Himmelen, af den Bolig, som du boer udi, og gjøre efter alt det, som den Fremmede raaber til dig om, paa det at alle Folk paa Jorden maae kjende dit Navn og frygte dig, ligesom dit Folk Israel, og at de maae vide, at dette Huus, som jeg haver bygget, er kaldet efter dit Navn.

Naar dit Folk drager ud til Krigen imod sine Fjender, paa Veien, som du sender dem hen, og de bede til dig mod Veien til denne Stad, som du udvalgte, og til det Huus, som jeg haver bygget til dit Navn,

da ville du høre deres Bøn og deres ydmyge Begjæring af Himmelen, og udføre deres Ret!

Naar de synde imod dig, — thi der er intet Menneske, som jo synder — og du bliver vred paa dem og overgiver dem for (deres) Fjenders Ansigt, og de, som have fanget dem, føre dem fangne bort i et Land langt borte eller nær hos,

og de tage det igjen til Hjerte udi Landet, hvor de ere fangne udi, og omvende sig og bede til dig om Naade i deres Fængsels Land og sige: Vi have syndet, handlet ilde og været ugudelige,

og de omvende sig til dig i deres ganske Hjerte og i deres ganske Sjæl i deres Fængsels Land, hvor man holder dem fangne, og de bede mod Veien til deres Land, som du haver givet deres Fædre, og til Staden, som du udvalgte, og til Huset, som jeg haver bygget dit Navn,

da ville du høre af Himmelen, af den Bolig, som du boer udi, deres Bøn og deres ydmyge Begjæringer, og udføre deres Ret, og forlade dit Folk det, som de have syndet imod dig!

Nu, min Gud! Kjære, lad dine Øine være aabnede, og lad dine Øren give Agt paa den Bøn, (som skeer) paa dette Sted.

Saa staa nu op, Herre Gud! til din Rolighed, du og din Magts Ark; Herre Gud! lad dine Præster blive iførte med Salighed, og lad dine Hellige glæde sig i det Gode.

Herre Gud! forskyd ikke den Salvedes Ansigt, kom de Miskundheder ihu mod David, din Tjener!