Paulus, efter Guds Villie Jesu Christi Apostel, og Broderen Timotheus, til Guds Menighed, som er i Corinth, samt (til) alle de Hellige, som ere i hele Achaja:

Naade være med eder og Fred fra Gud, vor Fader, og den Herre Jesu Christo!

Lovet være Gud og vor Herres Jesu Christi Fader, Barmhjertigheds Fader og al Trøstes Gud,

som os trøster i al vor Trængsel, saa at vi kunne trøste dem, som ere i allehaande Trængsel, med den Trøst, hvormed vi selv blive trøstede af Gud!

Thi ligesom Christi Lidelser komme overflødigen over os, saaledes er og vor Trøst overflødig ved Christum.

Men hvad enten vi trænges, (skeer det) for eders Trøst og Frelse, eller vi trøstes, (skeer det) til eders Trøst, der viser sig virksom i (eders) Taalmodighed under de samme Lidelser, som ogsaa vi lide;

og vort Haab er fast om eder, efterdi vi vide, at ligesom I ere deelagtige i Lidelserne, saa skulle I og være det i Trøsten.

Thi vi ville ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om vor Trængsel, som os er vederfaren i Asia, at vi vare overmaade besværede over Evne, saa at vi endog mistvivlede om Livet.

Ja! vi havde selv fældet den Dom hos os selv, at vi maatte døe, paa det at vi ikke skulde forlade os paa os selv, men paa Gud, som opvækker de Døde,

som (og) befriede os fra saa stor en Døds(-Fare) og befrier (endnu); til hvem vi have det Haab, at han ogsaa fremdeles skal frie os,

idet ogsaa I komme os til Hjælp med Bøn for os, paa det at der af mange Personer kan for os skee Taksigelse for den Naade, der (er bleven) os beviist for Manges Skyld.

Thi dette er vor Ros, vor Samvittigheds Vidnesbyrd, at vi i Eenfoldighed og Retsindighed for Gud, ikke i kjødelig Viisdom, men i Guds Naade, have vandret i Verden og fornemmelig hos eder.

Thi vi skrive eder ikke Andet til, end hvad I enten læse eller ogsaa kjende; men jeg haaber, at I og skulle kjende (det) indtil Enden;

ligesom I og for en Deel have kjendt os, at vi ere eders Ros, ligesom og I vor, paa den Herres Jesu Dag.

Og i Tillid hertil vilde jeg forhen kommet til eder, for at I anden Gang skulde annammet en Velgjerning;

og (jeg vilde) igjennem eders (Stad) draget til Macedonien, og atter fra Macedonien kommet til eder, og blevet ledsaget af eder til Judæa.

Haver jeg derfor vel viist Letsindighed, der jeg besluttede dette? eller hvad jeg beslutter, beslutter jeg det efter Kjødet, saa at hos mig er (først) Ja, Ja, og (siden) Nei, Nei?

Men Gud er trofast, (han veed,) at vor Tale til eder var ikke Ja og Nei.

Thi Guds Søn, Jesus Christus, som er prædiket iblandt eder ved os, ved mig og Silvanus og Timotheus, var ikke Ja og Nei, men i ham var Ja,

— thi saa mange, som Guds Forjættelser ere, ere de i ham Ja og i ham Amen — Gud til Ære formedelst os.

Men den, som holder os med eder faste til Christum, og som salvede os, er Gud,

som og beseglede os og gav (os) Aanden til Pant i vore Hjerter.

Men jeg kalder Gud til Vidne over min Sjæl, at jeg, for at skaane eder, ikke endnu er kommen til Corinth.

Ikke at vi herske over eders Tro; men vi ere Medarbeidere til eders Glæde, thi I staae faste i Troen.