O at I vilde holde mig en liden Daarlighed tilgode! dog, jeg veed, at I holde mig den tilgode.

Thi jeg er nidkjær over eder med Guds Nidkjærhed; thi jeg haver trolovet eder med en Mand, for at fremstille Christo en reen Jomfru.

Men jeg frygter, at ligesom Slangen bedrog Eva med sin Trædskhed, saaledes skal eders Sind fordærves fra den Eenfoldighed, som (fører) til Christum.

Thi dersom Nogen kommer og prædiker en anden Jesum, som vi ikke prædikede, eller I faae en anden Aand, som I ikke fik, eller et andet Evangelium, som I ikke annammede, da fordrage I ham vel.

Jeg mener dog, at jeg er ikke ringere end de saare høie Apostler.

Men om jeg end er ulærd i Talen, er jeg det dog ikke i Kundskaben: men i Alt og paa alle Maader ere vi blevne fuldkommen kjendte hos eder.

Eller gjorde jeg Synd, der jeg fornedrede mig selv, paa det I skulde ophøies, da jeg for Intet forkyndte eder det Guds Evangelium?

Jeg berøvede andre Menigheder, idet jeg tog Sold af dem, for at tjene eder; og der jeg var nærværende hos eder og led Mangel, var jeg (dog) Ingen til Byrde;

thi Brødrene, som kom fra Macedonien, afhjalp min Trang; og i alle Maader haver jeg holdt, og vil holde mig fra at falde eder til Byrde.

Saa vist som Christi Sandhed er i mig, skal denne Ros ikke betages mig i Achajæ Lande.

Hvorfor? fordi jeg ikke elsker eder? — Det veed Gud!

Men hvad jeg gjør, det vil jeg fremdeles gjøre, for at jeg kan afskjære Anledningen for dem, som ville have Anledning, saa at de i det, hvoraf de rose sig, skulle findes os lige.

Thi saadanne falske Apostler ere svigefulde Arbeidere, som paatage sig Skikkelse af Christi Apostler;

og det er ikke Under; thi Satanas selv paatager sig Skikkelse af en Lysets Engel;

derfor er det ikke synderligt, om ogsaa hans Tjenere paatage sig Skikkelse som Retfærdigheds Tjenere; men deres Ende skal være efter deres Gjerninger.

Jeg siger atter, at Ingen maa agte mig for en Daare; men hvis endog, da taaler mig dog som en Daare, at jeg ogsaa maa rose mig lidet.

Hvad jeg (nu) taler, taler jeg ikke efter Herren, men som i Daarlighed, idet jeg med saa fast Forvisning roser mig.

Efterdi Mange rose sig efter Kjødet, vil jeg og rose mig.

Thi I fordrage gjerne Daarer, efterdi I ere kloge.

Thi I fordrage det, om Nogen gjør eder til Trælle, om Nogen opæder eder, om Nogen tager til sig, om Nogen ophøier sig, om Nogen slaaer eder i Ansigtet.

Til Skam siger jeg dette, at vi (deri) vare svage; men det hvoraf Nogen er dristig, — jeg taler i Daarlighed — er og jeg dristig af.

Ere de Ebræer? jeg ogsaa; ere de Israeliter? jeg ogsaa; ere de Abrahams Afkom? jeg ogsaa;

ere de Christi Tjenere? — jeg taler uforstandigen — jeg er det mere; jeg haver arbeidet overflødigere, lidt flere Slag, været flere Gange i Fængsler, ofte i Dødsfare.

Jeg haver fem Gange af Jøderne faaet fyrretyve (Slag) mindre end eet.

Jeg er tre Gange bleven hudstrøgen, een Gang stenet, jeg haver lidt tre Gange Skibbrud, jeg haver været et Døgn i Dybet.

Jeg haver gjort mange Reiser, jeg var i Farer i Vandstrømme, i Farer blandt Røvere, i Farer (paaførte) af (mit) Folk, i Farer (paaførte) af Hedninger, i Farer i Byer, i Farer i Ørkenen, i Farer paa Havet, i Farer blandt falske Brødre;

i Arbeide og Møie, ofte i Nattevaagen, i Hunger og Tørst, ofte i Fasten, i Kulde og Nøgenhed;

foruden hvad der kommer til: det daglige Overløb og Bekymringen for alle Menigheder.

Hvo er skrøbelig, uden at jeg og er skrøbelig? hvo bliver forarget, uden at det brænder i mig?

Dersom jeg skal rose mig, da vil jeg rose mig af min Skrøbelighed.

Gud og vor Herres Jesu Christi Fader, hvilken være velsignet til evig Tid, veed, at jeg ikke lyver.

I Damascus lod Kong Aretæ Landshøvding de Damasceners Stad bevogte, da han vilde gribe mig,

og jeg blev nedladt fra et Vindue i en Kurv over Muren, og undflyede af hans Hænder.