Thi vi vide, at dersom vor Hyttes jordiske Huus nedbrydes, saa have vi en Bygning af Gud, et Huus, som ikke er gjort med Hænder, evigt i Himlene;

thi og i dette sukke vi, idet vi længes efter at blive overklædte med vor himmelske Bolig;

dog saa, at vi og skulle findes iklædte, ikke nøgne.

Thi saalænge vi ere i denne Hytte, sukke vi og under Byrden, efterdi vi ikke ville afklædes, men overklædes, saa at det Dødelige kunde blive opslugt af Livet.

Men den, som beredte os just til dette, er Gud, som og gav os Aanden til Pant.

Derfor ere vi altid frimodige, enddog vi vide, at medens vi ere tilhuse i Legemet, ere vi borte fra Herren.

— Thi vi vandre i Tro, ikke i Beskuelse. —

Dog ere vi frimodige og have mere Behag i at vandre bort fra Legemet og være hjemme hos Herren.

Derfor beflitte vi os ogsaa paa, hvad enten vi ere hjemme eller ikke hjemme, at være ham velbehagelige.

Thi os bør alle at aabenbares for Christi Domstol, paa det at Enhver kan faae efter det, (som er skeet) ved Legemet, efter det, som han haver gjort, enten Godt eller Ondt.

Efterdi vi da kjende Herrens Frygt, søge vi at vinde Mennesker, men ere aabenbare for Gud; ja jeg haaber, at vi ogsaa ere blevne aabenbare for eders Samvittighed.

Thi vi prise os ikke atter selv for eder, men give eder Anledning til at rose eder af os, paa det I kunne have Noget mod dem, som rose sig af udvortes Anseelse og ikke af Hjertet.

Thi dersom vi gaae for vidt (i vor Ros), da er det for Gud, eller vi ere beskedne, er det for eder.

Thi Christi Kjærlighed tvinger os,

idet vi dømme dette, at dersom Een er død for Alle, da ere de alle døde; og han døde for Alle, paa det at de, som leve, skulle ikke fremdeles leve sig selv, men ham, som er død og opstanden for dem.

Saa at vi herefter kjende Ingen efter Kjødet; men dersom vi og have kjendt Christum efter Kjødet, kjende vi ham dog nu ikke mere (saaledes).

Saa at, dersom Nogen er i Christo, da er han en ny Skabning; det Gamle er forbiganget, see, Alt er blevet nyt.

Men alt dette er af Gud, som forligte os med sig selv formedelst Jesum Christum og gav os Forligelsens Tjeneste;

efterdi Gud i Christo forligte Verden med sig selv, idet han ikke tilregnede dem deres Overtrædelser, og oprettede Forligelsens Ord iblandt os.

Vi ere derfor Sendebud i Christi Sted, ligesom Gud formaner formedelst os; vi bede i Christi Sted: Lader eder forlige med Gud.

Thi den, som ikke vidste af Synd, haver han gjort til Synd for os, paa det vi skulle i ham vorde retfærdige for Gud.